Sejr til U/15 og nederlag til U/17
Onsdag vandt U/15 Ligaholdet 2-0 hjemme over Sønderjyske Fodbold, mens U/17 Ligaholdet tabte 3-1 til sønderjyderne.
U/17 Ligaen: AaB-Sønderjyske Fodbold 1-3
Onsdag aften spillede U/17 Ligaholdet sæsonens næstsidste ligakamp, da Sønderjyske Fodbold gæstede Hornevej.
Gæsterne bragte sig i front efter knap et kvarters spil, inden et sønderjysk selvmål midt i første halvleg bragte balance på resultattavlen.
Tidligt i anden halvleg kom Sønderjyske Fodbold på ny i front, og efter ca. en times spil faldt kampens sidste scoring, da gæsterne lukkede kampen med målet til 3-1.
Nederlaget betyder, at U/17 Ligaholdet efter 25 kampe indtager tiendepladsen med 28 point. Sæsonens sidste ligakamp spilles fredag 29. maj på udebane mod AGF, men 11. juni skal U/17-mandskabet igen i kamp, når det gælder DBU Jyllands pokalfinale på udebane mod Kolding I.F.
U/15 Ligaen: AaB-Sønderjyske Fodbold 2-0
Også U/15 Ligaholdet duellerede i går med Sønderjyske Fodbold, og her blev det til en nordjysk sejr på 2-0.
Johan Agesen Pedersen satte første mål i kassen i 18. minut, og angriberen var på pletten igen i 77. minut, hvor han med sin 16. ligatræffer i sæsonen gjorde det til slutresultatet 2-0.
U/15 Ligaholdet ligger med to runder tilbage på tredjepladsen med 45 point. Det er fire point flere end OB - som har spillet en kamp færre - på fjerdepladsen, og tre point færre end FC København, der ligger på andenpladsen og stadig har fem kampe tilbage.
Næste ligakamp spilles lørdag 30. maj kl. 13.00 mod Farum Boldklub på Hornevej, men allerede på mandag skal U/15 Ligaholdet spille pokalsemifinale på udebane mod Esbjerg fB.








