Kommende U/13-hold bydes velkommen fredag

6. maj 2026 kl. 09:19 af Rasmus Estrup

Sidste år begyndte en ny tradition, da det nyeste kuld på AaB Akademiet blev budt velkommen til en af sæsonens sidste hjemmekampe på Aalborg Portland Park. 

Dette gentages i år, når vi i pausen af fredagens opgør mod Middelfart Boldklub byder velkommen til det kommende U/13-hold, som får lov at løbe rundt om banen og hilse på fansene på samtlige tribuner.

Tag rigtig godt imod drengene, så de kan mærke opbakningen, inden de til sommer træder ind på AaB Akademiet.

Tags på denne nyhed

Ny fredagskamp på Aalborg Portland Park

5. maj 2026 kl. 15:19 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Middelfart Boldklub

Spillerunde: 29
Spilledato: Fredag 8. maj
Kampstart: Kl. 19.00
Dørene åbner: Kl. 17.30
Fanzonen åbner: Kl. 17.00
Dommer: Patrick Remon Gammelholm

Køb billetter online eller i billethuset
Du kan købe billetter til fredagskampen mod Middelfart Boldklub på www.billet.aabsport.dk eller i billethuset på Aalborg Portland Park fra kl. 17.30 på fredag.

Det er ikke muligt at betale med kontant i billethuset. Til gengæld tager vi imod Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay, Visa/Dankort, Mastercard/Dankort m.fl. Bemærk at det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af itm8 Tribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 17.30.

Abonnenter kan gratis tage en ven med
Som tak for opbakningen kan alle vores sæsonkortabonnenter og billetabonnenter hente en ekstra gratis billet til fredagens kamp mod Middelfart Boldklub. Læs mere her.

Info til tilhængere af Middelfart Boldklub
Tilhængere af Middelfart Boldklub skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Billetter til udebaneafsnittet kan udelukkende købes online på www.billet.aabsport.dk.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end i udebaneafsnittet.

Aalborg Lufthavn udlodder flybilletter i pausequizzen
Aalborg Lufthavn er kamppartner på fredag, og i den forbindelse udlodder Aalborg Lufthavn et gavekort på 2 flybilletter tur/retur fra Aalborg til London til en værdi af 4.000 kr.

Præmien går til vinderen af fredagens pausequiz i AaB-appen.

For at deltage kræver det, at du har opdateret AaB-appen til den nyeste version, og i pausen skal du indtaste den firecifrede kode, der kommer op på storskærmen.

Download AaB-appen vi App Store eller Google Play.

Aktiviteter i fanzonen fra kl. 17.00
Som kamppartner er Aalborg Lufthavn også aktiv i fanzonen inden kampen, hvor der vil være aktiviteter for alle aldre samt mulighed for at vinde fede præmier.

Derudover er der i fanzonen som altid mulighed for at spille bordfodbold, sparke på små Faxe Kondi-mål og prøve kræfter med vores Goal Station, ligesom du kan få lækker aftensmad i boden eller ved Fangrillen.

Køb blandt andet en omgang Gratværk (pølsemix), en Crispy Chicken fra Bogø Sandwiches, en Rasmus Wurst eller vores nye lahmacun-pizza, der er en tyrkisk og stenovnsbagt pizza, som udelukkende sælges i fanzonen.

Mors dags-tilbud i AaB Shoppen
På søndag er der Mors dag 2026, og i den forbindelse har AaB Shoppen hele ugen minimum 26% rabat på alt AaB-merchandise på www.aabshoppen.dk.

Tilbuddet gælder også i AaB Shoppens fysiske butikker på fredag, så sving forbi AaB Shoppen enten i foyeren eller fanzonen fra kl. 17.00 på fredag.

Bemærk at tilbuddet ikke gælder fysiske eller digitale gavekort eller AaB Shoppens Konfirmandpakke.

Det kommende U/13-hold bydes velkommen
I pausen vil AaB Akademiets kommende U/13-hold, der består af spillere fra vores mange nordjyske partnerklubber blive budt velkommen med en æresrunde på Aalborg Portland Park.

Besøg Theodors Familiezone
I Theodors Familiezone i hjørnet af itm8 Tribunen kan børn fra kl. 17.30 lægge puslespil eller lave tegninger, som man enten kan tage med hjem eller lægge i Theodors Bankboks.

Lægger man sin tegning i Theodors Bankboks er man også med i lodtrækningen om præmier fra Arbejdernes Landsbank, der hver måned trækker lod blandt de forskellige tegninger.

Klubbesøg af Nørresundby F.B. og B52
Fredag aften er det børn fra partnerklubberne Nørresundby Forenede Boldklubber og B52, som går med spillerne på banen.

Adgang til boder og toiletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og itm8 Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

I boderne på Aalborg Portland Park modtager vi flere forskellige betalingsmetoder, herunder Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Transport
Vi opfordrer fans til så vidt muligt at tage cyklen på Aalborg Portland Park.

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på, at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Nordtribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Abonnenter kan gratis tage en ven med på fredag

5. maj 2026 kl. 09:20 af Rasmus Estrup

På fredag kl. 19.00 tager vi i mod Middelfart Boldklub i sæsonens næstsidste hjemmekamp, og billetter til kampen kan købes på www.billet.aabsport.dk

Som en tak for opbakningen gennem hele sæsonen kan vores sæsonkortabonnenter og billetabonnenter tage en ven gratis med ind til kampen. 

For at tilgå den ekstra billet, skal man følge nedenstående fremgangsmåde:

1: Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk (samme profil, som du bruger til dit abonnement)
2: Vælg kampen: AaB-Middelfart Boldklub.
3: Vælg det tribuneafsnit, som du ønsker billet til.
4: Vælg din plads.
5: Tryk på Tilføj en rabat.
6: Tryk på Ekstra billet, abonnenter
7: Afslut transaktionen.

Vi glæder os til at se jer på Aalborg Portland Park til endnu en fredagskamp.

Mors dags-tilbud i AaB Shoppen

4. maj 2026 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Fra i dag til og med Mors dag søndag 10. maj er der Mors dags-tilbud på www.aabshoppen.dk. 

I anledning af Mors dag 2026 kan du nemlig spare minimum 26% på alt officielt AaB-merchandise fra AaB Shoppen. 

Tilbuddene gælder også i AaB Shoppens fysiske butikker på Aalborg Portland Park på fredag fra kl. 17.00 i forbindelse med kampen mod Middelfart Boldklub kl. 19.00. Køb billetter til kampen her. 

OBS: Rabatten gælder ikke på fysiske eller digitale gavekort eller på AaB Shoppens Konfirmandpakke. Tilbud gælder til og med søndag 10. maj kl. 23:59 eller så længe lager haves.

Tags på denne nyhed

Blandet weekend for AaB Akademiet

3. maj 2026 kl. 17:12 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: OB-AaB 0-0 (6-5 efs.)
Ovenpå en midtugekamp med en vundet straffesparkskonkurrence over FC Midtjylland gæstede AaB Akademiets ældste ligahold i går OB, og igen endte kampen i en straffesparkskonkurrence, der denne gang blev vundet af OB.

Efter en jævnbyrdig første halvleg fik vores akademihold skabt de største muligheder efter pausen, men opgøret sluttede uden scoringer.

Derfor skulle pointene fordeles i en straffesparkskonkurrence, og her vandt OB 6-5.

Næste U/19 Ligakamp spilles på lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod Lyngby Boldklub. Inden kampen ligger vores U/19 Ligahold på 12. pladsen med 25 point efter 21 kampe.

U/17 Ligaen: OB-AaB 7-1
U/17 Ligaholdet løb desværre ind i et stort nederlag i lørdagens udekamp mod OB.

Hjemmeholdet slog til hele tre gange, inden uret havde rundet de første 20 minutter, og i 24. minut blev nordjyderne også ramt af en udvisning.

Da OB’erne kom på tavlen igen i 43. minut, lød pausestillingen på en fynsk 4-0-føring.

11 minutter efter pausen blev det også 5-0, før Daryosh Popalzai to minutter senere reducerede, da han satte foden på et kantfrisparksindlæg fra Amar Hadzajlija.

OB-holdet viste dog skarphed igen i 63. minut og 68. minut, og dermed sluttede det 7-1.

Også U/17 Ligaholdet tager på lørdag imod Lyngby Boldklub på Hornevej. Kampstart er kl. 15.15. Indtil da indtager akademiholdet 11. pladsen i U/17 Ligaen med 25 point efter 23 kampe.

U/15 Ligaen: OB-AaB 0-2
I U/15 Ligaen hoppede vores akademihold tilbage på tredjepladsen med en 2-0-sejr på udebane mod OB, der nu ligger på fjerdepladsen.

I slutningen af første halvleg sikrede en scoring af Johan Agesen Pedersen en nordjysk pauseføring på 1-0.

Tidligt i anden halvleg var det så Felix Andersen, som udbyggede AaB-føringen med kampens sidste mål til 2-0.

U/15 Ligaholdet passerede med sejren OB og ligger nu på tredjepladsen med i U/15 Ligaen med 41 point efter 22 kampe.

Næste U/15 Ligakamp spilles ligeledes på lørdag mod Lyngby Boldklub hjemme på Hornevej kl. 13.00.

Tags på denne nyhed
'