U/19 tog point i premieren i Nordsjælland
AaB Akademiets U/19 Ligahold var tæt på at snuppe sejren, men måtte nøjes med en pointdeling, mens U/15-holdet tabte en målrig premiere i Farum.
U/19 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 2-2
AaB Akademiets U/19 Ligamandskab tog lørdag hul på den nye sæson på udebane mod FC Nordsjælland, og det var med den bedst mulige indledning på kampen, da Benjamin Pihl efter en erobring bragte nordjyderne i front i kampens første minut.
Benjamin Pihl udbyggede allerede i niende minut til 2-0, da han denne gang udnyttede en dybdebold fra Bertram Skovgaard.
Herefter pressede hjemmeholdet på for en scoring, og trods stærkt forsvarsspil og flere gode redninger af Villads Bertelsen blev der knap ti minutter før pausen reduceret til 2-1.
Dette var også stillingen indtil fire minutter før tid, hvor FC Nordsjælland fik udlignet til slutresultatet 2-2 efter en anden halvleg, hvor hjemmeholdet dominerede på bolden, men vores akademihold også fik skabt chancer i modsatte ende.
Næste opgave i U/19 Ligaen venter på lørdag på udebane mod FC København.
U/15 Ligaen: Farum Boldklub-AaB 4-2
Også vores U/15 Ligahold åbnede lørdag sæsonen på udebane mod FC Nordsjællands ungdomshold, Farum Boldklub, men det blev trods endnu en god indledning ikke til nordjyske point.
Noah Øster scorede ellers kampens første mål i syvende minut, men i 43. minut udlignede hjemmeholdet til 1-1.
I 62. minut kom Farum-mandskabet i front, men fem minutter senere udlignede Hubert Emil Simonsen til 2-2.
Desværre fik hjemmeholdet mod slutningen scoret to gange, og dermed sluttede sæsonpremieren med et nederlag på 4-2.
Ligesom både U/19- og U/17 Ligaholdet spiller U/15 Ligamandskabet næste kamp på lørdag på udebane mod FC København.

