Sparekassen Danmark bliver platinpartner i AaB
Sparekassen Danmark øger engagementet i AaB og bliver platinpartner i klubben de kommende tre år.
Gennem adskillige år har Sparekassen Danmark og AaB haft et godt og tæt samarbejde – senest som guldpartner siden 2024 - og nu tages partnerskabet til et nyt niveau, da Sparekassen Danmark frem til sommeren 2029 bliver platinpartner i AaB.
Platinpartneraftalen betyder blandt andet, at Sparekassen Danmark bliver partner for en skyboks på Aalborg Portland Park, Sparekassen Danmark Skyboks, samt at sparekassen får hospitality-muligheder og LED-eksponering til hjemmekampene på Aalborg Portland Park og fortsætter i AaB Netværket.
Derudover fortsætter opvisningsbanen på AaB’s træningsanlæg på Hornevej også med at bære navnet Sparekassen Danmark Arena, som den har heddet siden 2024.
- Det glæder os enormt, at vi kan tage endnu et stort skridt i vores mangeårige samarbejde med Sparekassen Danmark, og vi glæder os meget til at kunne byde gæster inden for i Sparekassen Danmark Skyboksen på Aalborg Portland Park. Generelt mærker vi igen en stigende opbakning fra erhvervslivet, og det er denne aftale med Sparekassen Danmark endnu et stærkt bevis for, siger AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll.
René Christensen, regionsdirektør for Aalborg, Sparekassen Danmark, supplerer:
- Det er en kæmpe del af Sparekassen Danmarks DNA at støtte op om fællesskaber, sport og lokalområderne. Derfor sætter vi en ære i at være sponsor for både elite og bredde i hundredvis af klubber på tværs af hele Danmark.
- Sparekassen Danmark, som har hovedsæde i Vrå, er efterhånden blevet en landsdækkende sparekasse, men er stadig selvejende med stærk opbakning fra garanterne og de 15 fonde, der støtter gode formål i hele Danmark. Selvom vi har afdelinger over hele landet, ligger hovedparten i Nordjylland, og alene i Aalborg har vi syv afdelinger – og vi har tænkt os at fortsætte væksten, siger René Christensen og afslutter:
- AaB er en kæmpe del af Aalborg og hele Nordjylland – og vi er stolte af at give opbakningen en tand mere til glæde for begge parter.
Sparekassen Danmark har godt 70 afdelinger på tværs af Danmark, og størstedelen er i Nordjylland. I Aalborg har Sparekassen Danmark syv afdelinger på tværs af Erhverv, Private Banking og Privat.
