Oplev udstilling om AaB på John F. Kennedys Plads

6. august 2026 kl. 12:23 af Rasmus Estrup

Udstillingen ”Klubben og Byen” var i efteråret 2024 opstillet i fanzonen ved Aalborg Portland Park, og den tager dig med gennem AaB's 142-årige historie. Fra begyndelsen som cricketklub og fodboldens indtog i Aalborg til stadionets udvikling og klubbens største triumfer med danske mesterskaber og pokaltitler. Undervejs møder du også nogle af de markante personligheder, der har været med til at forme ikke blot klubben, men også den nordjyske fodboldkultur.

Udstillingen om AaB er en fortælling om en by og en klub, der gennem generationer har været tæt forbundet. Det er historien om fællesskab, ambitioner, stolthed, sammenhold og den opbakning, som har sat sit præg på hele Nordjylland.

"Klubben og Byen" er placeret på John F. Kennedys Plads, og udstillingen er åben hver dag fra kl. 8.00 til 21.00 til og med 26. august.

Udstillingen er skabt af Nordjyske Museer i samarbejde med AaB og SIFA (Samvirkende Idræts Foreninger Aalborg), der har udlånt fotos og genstande til udstillingen i form af blandt andet fodboldtrøjer og -støvler båret ved særlige lejligheder.

Miniudstillingen er kortfattet og formidlet på en lettilgængelig måde, og den kan opleves på ganske kort tid, mens du venter på bussen eller toget – deraf navnet Den Korte Historie.

Foto: Nordjyske Museer

Tags på denne nyhed

Tag børnene med på Aalborg Portland Park søndag

5. august 2026 kl. 15:40 af Rasmus Estrup

Efter sejre over Hillerød Fodbold og Aarhus Fremad i Betinia Ligaen samt en sejr over Holstebro Boldklub i Betano Pokalen gælder det på søndag sæsonens fjerde opgør, hvor vi går efter sæsonens fjerde sejr i træk.

Modstanderen er Kolding I.F., der indledte sæsonen med en pointdeling på udebane mod Esbjerg fB, og i tirsdags vandt Kolding I.F. 8-0 i pokalturneringen mod Glamsbjerg I.F.

Søndagskampen fløjtes i gang kl. 14.00, men allerede kl. 12.00 åbner fanzonen. Her vil der være masser af aktiviteter for børn. Eksempelvis fodbolddart, bordfodbold, Goal Station og meget andet.

Du kan naturligvis også købe lækker mad og drikke ved grillen i fanzonen inden kampstart samt i boderne på tribunerne.

Ligeledes er der åbent i AaB Shoppen, så du kan få fingrene i vores nye, populære spillertrøjer fra Macron. 

Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Holstebro Boldklub-AaB 1-3

5. august 2026 kl. 06:12 af Rasmus Estrup

Tirsdag aften avancerede vi fra første runde af Betano Pokalen, da vi på udebane mod CampoBet 3. Divisionsklubben Holstebro Boldklub vandt 3-1. 

I en første halvleg, hvor vi kontrollerede spillet fuldstændig, bragte Brian Nwadike os i front i 31. minut efter en misforståelse i hjemmeholdets defensiv på en stikning fra Nóel Atli Arnórsson. 

Ti minutter efter pausen stangede Brian Nwadike 2-0-scoringen i nettet efter et skarpt indlæg fra Marc Nielsen. 

Trods flere store AaB-muligheder reducerede Holstebro Boldklubs Noah Iversen til 2-1 i 74. minut, og i 89. minut havde hjemmeholdet også en friløber, som Bertil Grønkjær dog reddede. 

Lige da uret skulle til at runde 90 minutter lukkede Kornelius Normann kampen med 3-1-målet. Dermed er vi videre til anden runde af Betano Pokalen. 

Et fyldigt sammendrag af tirsdagens pokalopgør kan ses i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB videre i pokalturneringen

4. august 2026 kl. 20:32 af Brian Andersen

Sejren var dog fuldt fortjent, og AaB er dermed med i bowlen, når der torsdag aften trækkes lod til næste runde.

Inklusive debutanten Tibo Persyn havde AaB syv ændringer i startformationen, hvor Bertil Grønkjær, Tibo Persyn, Cornelius Normann, Marcus Bonde, Valdemar Møller, Kelvin John og Mathias Kubel afløste Vincent Müller, Frederik Børsting, Marc Nielsen, Alexander Håpnes, Markus Kaasa, Jubril Adedeji og Kornelius Normann.

Som forventet så man kampen igennem AaB som det dominerende mandskab i sommerheden, hvor Valdemar Møller i det fjerde minut headede AaB’s første forsøg over mål.

På klassisk pokalmanér, når to hold med nogle rækkers forskel mødes, så forsøgte det ene hold at trække tempoet ud af kampen, mens det andet ihærdigt forsøgte at skrue tempoet op.

Derfor var tålmodighed også en dyd denne aften, hvor AaB’s første chance kom i det 25. minut, da Tibo Persyns sendte et fint indlæg ind fra højre, men ved den bageste stolpe halvkiksede Nóel Atli Arnórsson sin forsøg på en flugter.

Seks minutter senere fik Nóel Atli Arnórsson til gengæld lagt en nydelig fremlægning i dybden, hvor Brian Nwadike udnyttede en misforståelse i hjemmeholdets forsvar til at levere sin første AaB-træffer i et tomt mål.

Få øjeblikke senere sendte Mathias Kubel efter en god soloaktion sit forsøg fra en spids vinkel over mål, og mere var der ikke at berette om i første halvleg.

Fra anden halvlegs begyndelse åbnede opgøret sig mere, og indskiftede Marc Nielsen serverede med et minuts mellemrum to præcise oplæg til henholdsvis Brian Nwadike og ligeledes indskiftede Frederik Børsting, men i begge tilfælde blev chancerne sendt uden for målrammen.

Straks efter viste Holstebro Boldklub for første gang farlighed i dysten, men AaB-målmand Bertil Grønkjær havde ingen problemer med skudforsøget fra kanten af straffesparksfeltet fra Rasmus Aagaard Andersen.

Herfra skulle der blot gå tre minutter, inden Marc Nielsen leverede endnu en sukkerbold, som denne gang med pandebrasken blev smasket utageligt i netmaskerne af Brian Nwadike til 2-0 til AaB.

I fortsættelsen var der gode muligheder til Kelvin John, Valdemar Møller og Frederik Børsting, mens Noah Iversen afsluttede i sidenettet for hjemmeholdet.

I det 74. minut var samme Noah Iversen endnu skarpere på en returbold, der blev sendt forbi Bertil Grønkjær og i nettet til 2-1 og fornyet spænding i kampen.

AaB havde stadig tingene i kontrol indtil 89. minut, hvor Elison Makolli sjuskede læderet væk, så Nicklas Schelander Brodersen fik en friløber, men Bertil Grønkjær præsterede her en vigtig fodparade, hvorfor AaB slap med skrækken.

I stedet slog Kornelius Normann på det følgende angreb avancementet til næste runde fast, da han prikkede bolden i mål til slutfacit 3-1 efter forarbejde af William Thomsen.

Næste udfordring for AaB er i Betinia Ligaen, hvor Kolding I.F. på søndag 9. august venter hjemme på Aalborg Portland Park. Køb i forsalg billet her.

Matchfacts – Betano Pokalen, 1. runde
Holstebro Boldklub-AaB  1-3 (0-1)
31. min 0-1 Brian Nwadike, 56. min 0-2 Brian Nwadike, 74. min 1-2 Noah Iversen, 90. min 1-3 Kornelius Normann.
Advarsler Holstebro Boldklub: Ingen. 
Advarsler AaB: Ingen.        
1.734 tilskuere på Krøyer Park i Holstebro.

Holstebro Boldklub (5-3-2): Mikkel Jahn, Niklas Øvreås Poulsen (62: Jonas Scheufens Bøgedal), Daniel Vester Nielsen, Lasse Risager Kristensen, Casper Stylsvig Bæksted, Okan Avci (62: Emil Grud Kjer), Rasmus Aagaard Andersen, Emil Søgård (62: Mikkel Tønnesen), Christoffer Dahl Svenningsen (87: Nicklas Schelander Brodersen), Anders Iversen (62: Noah Iversen), August Madsen.

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Tibo Persyn (46: Frederik Børsting), Elison Makolli, Cornelius Olsson, Nóel Atli Arnórsson (46: Marc Nielsen), Marcus Bonde, Andres Jasson, Valdemar Møller, Mathias Kubel, Brian Nwadike, Kelvin John (90: Bertram Skovgaard).

Dommer: Aydin Uslu.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i juli

4. august 2026 kl. 09:25 af Rasmus Estrup

Der var ikke stor tvivl blandt fansene, da månedens mål for juli skulle kåres.

I et kandidatfelt med også scoringer fra Frederik Børsting og Valdemar Møller løb Markus Kaasa med sejren for sit brag af en 1-0-scoring mod Aarhus Fremad i fredags.

Fredagens 1-0-scoring fik således 89 procent af fansenes stemmer.

AaB takker alle, der deltog i afstemningen og dermed også lodtrækningen om Frederik Børstings kampbrugte og signerede klubtrøje fra 2025/26-sæsonen. Vinderen af trøjen blev Nanna, som modtager en mail fra AaB med nærmere info.

Tags på denne nyhed
'