Normann: Skal fortsætte sejrsrækken

8. august 2026 kl. 08:45 af Rasmus Estrup

I morgen kl. 14.00 gælder det sæsonens fjerde kamp, når vi i Betinia Ligaens tredje runde får besøg af Kolding I.F. på Aalborg Portland Park. 

Sæsonens to første kampe i Betinia Ligaen samt første runde af Betano Pokalen udmøntede sig alle i sejre, og derfor er det fjerde sejr på stribe, som jagtes i morgen mod Kolding I.F. 

I dette interview med Kornelius Normann sætter den hurtige nordmand ord på sæsonens indledning og forventninger til søndagskampen, som han forudser bliver underholdende. 

Fanzonen åbner kl. 12.00 i morgen, og der er masser af aktiviteter - særligt for børn - frem til kickoff kl. 14.00. Find al praktisk info her.

Køb billetter til søndagskampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Praktisk info: Fanzonen åbner kl. 12.00 på søndag

7. august 2026 kl. 12:15 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Kolding I.F.

Spillerunde: 3
Spilledato: Søndag 9. august
Kampstart: Kl. 14.00
Dørene åbner: Kl. 12.30
Fanzonen åbner: Kl. 12.00
AaB Shoppen åbner: Kl. 12.00
Dommer: Patrick Remon Gammelholm

Køb billetter online eller i billethuset
Du kan købe billetter til søndagskampen mod Kolding I.F. på www.billet.aabsport.dk eller i billethuset på Aalborg Portland Park fra kl. 12.30 på søndag.

Det er ikke muligt at betale med kontant i billethuset. Til gengæld tager vi imod Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay, Visa/Dankort, Mastercard/Dankort m.fl. Bemærk at det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af itm8 Tribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 12.30.

Info til tilhængere af Kolding I.F.
Tilhængere af Kolding I.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Billetter til udebaneafsnittet kan udelukkende købes online på www.billet.aabsport.dk.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end i udebaneafsnittet.

Køb de nye spillertrøjer i AaB Shoppen
Du kan få fingrene i vores nye, populære spillertøjskollektion fra Macron hos AaB Shoppen.

AaB Shoppen åbner kl. 12.00 i foyeren og fanzonen. Her er det er muligt at købe de nye spillertrøjer, få spillertryk på trøjer og få del i de mange andre gode kampdagstilbud i AaB Shoppen.

Husk at sæsonkortholdere får 10% rabat på hele* AaB Shoppen inkl. den nye spillertøjskollektion.

Er du sæsonkortholder, billetabonnent eller partner i AaB, så har du eksklusivt mulighed for at få fat i det unikke Klubhus Kollektionen Box-set - både online, men også i AaB Shoppen til fredagens kamp. Box-settet indeholder en klubtrøje, en andentrøje, en unik nummeret plakat lige til at ramme ind og en særlig hilsen fra AaB. 

På søndag kan du i AaB Shoppen også købe de nye caps, som kun findes i vores fysiske butikker i et begrænset oplag

*Sæsonkort- og partnerrabat kan ikke benyttes i relation til køb af Klubhus Kollektionen Box-settet.

Fodbolddart, dyrestafet og andre børneaktiviteter i fanzonen
Kl. 12.00 åbner fanzonen, og her vil der være masser af aktiviteter for børn.

Du kan blandt andet spille fodbolddart, køre på store tøj-dyr, spille bordfodbold, sparke på små Faxe Kondi-mål og prøve kræfter med vores Goal Station.

Autografskrivning kl. 12.40
Fra ca. kl. 12.40 og frem til kl. 13.00 vil der også være autografskrivning i fanzonen med et par af de spillere, der ikke er i kamptruppen på søndag.

Theodor kigger også forbi fanzonen og uddeler highfives.

Grillen åbner kl. 12.00 - køb is i fanzonen
I fanzonen kan du fra kl. 12.00 blandt andet også købe en Rasmus Wurst, sandwiches og Crispy Chickens fra fra Bogø samt øl og vand.

Som noget nyt til denne søndagskamp kan du i fanzonen også købe is.

Besøg Theodors Familiezone
I Theodors Familiezone i hjørnet af itm8 Tribunen kan børn fra kl. 12.30 lægge puslespil, lave tegninger og spille subsoccer.

Pausequiz i AaB-appen
I pausen af søndagskampen kan du i AaB-appen deltage i pausequizzen. Her kan du vinde en AaB-cap samt et AaB-halstørklæde fra AaB Shoppen. Download AaB-appen med det samme via App Store eller Google Play.

Klubbesøg af Løgstør I.F. og Taars-Ugilt I.F.
Søndag går spillerne på banen med børn fra partnerklubberne Løgstør I.F. og Taars-Ugilt I.F.

Børn fra de to partnerklubber vil i pausen også dyste i pausekonkurrencen, hvor det gælder om at sparke bolden tættest på midterlinjen.

Adgang til boder og toiletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og itm8 Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 12.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

I boderne på Aalborg Portland Park modtager vi flere forskellige betalingsmetoder, herunder Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Transport
Vi opfordrer fans til så vidt muligt at tage cyklen på Aalborg Portland Park.

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på, at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Nordtribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tæt på Lasse Winther Andersen

7. august 2026 kl. 09:10 af Rasmus Estrup

Siden nytår har Lasse Winther Andersen været scouting- og rekrutteringschef i AaB, og her med knap en måned til at sommerens transfervindue lukker, kan du høre fra Lasse Winther Andersen.

I dette interview med AaB TV fortæller han nærmere om vejen til AaB, sin rolle i klubben og struktureringen af scouting-processen, der er blevet styrket gennem et samarbejde med SCOUTASTIC.

Tags på denne nyhed

AaB møder Vatanspor i pokalen

6. august 2026 kl. 20:43 af Brian Andersen

Det ligger fast efter torsdag aftens lodtrækning. Dysten mod Vatanspor spilles i Aarhus 25., 26. eller 27. august.

AaB sikrede sig i tirsdags adgang til 2. runde ved på udebane at besejre Holstebro Boldklub med 3-1 efter to scoringer af Brian Nwadike og en enkelt fuldtræffer af Kornelius Normann.

Vatanspor avancerede efter en 4-1 sejr over Nørresundby FB.

Den samlede lodtrækning for pokalturneringens 2. runde er som følger:

Vest:
Vatanspor-AaB
ASA Aarhus-Randers FC
Boldklubben Marienlyst-VSK Aarhus
Brønderslev I.F.-Kolding I.F.
FC Fredericia-OB
Fuglebakken KFUM-Vendsyssel F.F.
IF Lyseng-AC Horsens
Krogsbølle Roerslev FK-Brabrand I.F.
Munkebo Boldklub-Næsby Boldklub
OKS-Middelfart Boldklub
Skive I.K.-Esbjerg fB
Sædding Guldager I.F.-Aarhus Fremad
Thisted FC-Sønderjyske
Vejle Boldklub-Silkeborg I.F.

Øst:
Allerød FK-Vanløse I.F.
Avarta-Hillerød Fodbold
Boldklubben Skjold-Espergærde I.F.
Brønshøj Boldklub-AB
FA 2000-Lyngby Boldklub
FC Sydkysten-Boldklubben Frem
Frederiksholm Sydhavnen/Tårnby F.F.-Skovshoved I.F.
Frederikssund I.K.-Sundby Boldklub
IF Føroyar/Hørsholm Usserød I.K.-FC Helsingør
NB Bornholm-HIK
Nykøbing FC-Næstved Boldklub
Værløse BK/Såby Fodbold-FC Roskilde

AaB har vundet pokalturneringen tre gange i henholdsvis 2014, 1970 og 1966 og derudover deltaget i yderligere ti finaler – senest i 2023.

I første omgang skal AaB i aktion i Betinia Ligaen, hvor Kolding I.F. på søndag kl. 14.00 gæster Aalborg Portland Park. Køb i forsalg billet til opgøret her.

Tags på denne nyhed

Oplev udstilling om AaB på John F. Kennedys Plads

6. august 2026 kl. 12:23 af Rasmus Estrup

Udstillingen ”Klubben og Byen” var i efteråret 2024 opstillet i fanzonen ved Aalborg Portland Park, og den tager dig med gennem AaB's 142-årige historie. Fra begyndelsen som cricketklub og fodboldens indtog i Aalborg til stadionets udvikling og klubbens største triumfer med danske mesterskaber og pokaltitler. Undervejs møder du også nogle af de markante personligheder, der har været med til at forme ikke blot klubben, men også den nordjyske fodboldkultur.

Udstillingen om AaB er en fortælling om en by og en klub, der gennem generationer har været tæt forbundet. Det er historien om fællesskab, ambitioner, stolthed, sammenhold og den opbakning, som har sat sit præg på hele Nordjylland.

"Klubben og Byen" er placeret på John F. Kennedys Plads, og udstillingen er åben hver dag fra kl. 8.00 til 21.00 til og med 26. august.

Udstillingen er skabt af Nordjyske Museer i samarbejde med AaB og SIFA (Samvirkende Idræts Foreninger Aalborg), der har udlånt fotos og genstande til udstillingen i form af blandt andet fodboldtrøjer og -støvler båret ved særlige lejligheder.

Miniudstillingen er kortfattet og formidlet på en lettilgængelig måde, og den kan opleves på ganske kort tid, mens du venter på bussen eller toget – deraf navnet Den Korte Historie.

Foto: Nordjyske Museer

Tags på denne nyhed
'