Faninfo: Tag med til Hobro på fredag

16. august 2026 kl. 11:45 af Rasmus Estrup

Navn: DS Arena
Kapacitet: 10.700
Kapacitet i udebaneafsnittet: 1.200
Placering udebaneafsnit: Udebaneafsnittet er placeret på endetribunen PAJO-BOLTE TRIBUNEN
Kampstart: Fredag 21. august kl. 18.00
Dommer: Jonas Bøgelund 

Billetter:
Billetter kan købes online på https://hobroik.eventii.dk/.

Billetpris:
Voksen 120 kr.
Barn og pensionist: 90 kr.

Hobro I.K. opfordrer alle udefans til at købe billetter i forsalg online for at undgå kø på kampdagen. Hvis der ikke er udsolgt på kampdagen, kan billetter købes i billetboden ved gæsteafsnittet.

Åbningstid i udebaneafsnittet:
Udebaneafsnittet åbner som udgangspunkt 75 minutter før kickoff. 

Transport til og fra Hobro

Fælles:
AaB Support Club arrangerer bustur for både medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen. Læs mere her.

Kør selv:
Adressen til DS Arena er Amerikavej 9A, 9500 Hobro. 

Parkeringsforhold:
Der er P-plads ved gæsteafsnittet både for busser og personbiler.

Offentlig transport:
Benytter du offentlig transport stopper toget på Hobro station. Herfra er der 40-45 minutters gang gennem byen. Ellers kan man tage Bus 2 mod Hobro Busterminal, dernæst skifter du til Bus 1 mod Kirketoften, hvor du står af ved Hobro Idrætscenter

Salgsboder:
Der kan betales med kontanter, dankort og MobilePay.

Fadøl 50 kr.
Fadøl 5 stk. 225 kr.
Sodavand 20 kr.
Sportscola 25 kr.
Kildevand 20 kr.
Kaffe 20 kr.
Kakao 20 kr.
Stadionplatte 50 kr.
Fransk hotdog 35 kr.

Tifo-info:
Ønsker man at medbringe flag større end 3×3 meter, banner/rulleflag større end 1,5 x 10 meter, flagstang/teleskopstænger o. lign eller mosaikplader, skal man senest 3 hverdage før kampen sende en ansøgning til fælles tifo-standard til sikkerhedschef@hikfodbold.dk 

Alle flag og bannere skal altid være brandimprægneret.

Der tillades ikke brug af creperuller eller konfetti på DS Arena.

 

Kørestolsbrugere:
Fans som er gangbesværede og/eller bruger kørestol/rollator tilbydes plads enten i den nederste del af udebaneafsnittet eller til venstre for afsnittet. Man vil med fordel kunne sende en e-mail til sikkerhedschef@hikfodbold.dk senest 2 dage inden kampen for dialog.

Ordensreglement:
Overtrædelse af Superligaens fælles ordensreglement samt Hobro IK´s ordensreglement kan medføre bortvisning, karantæne og/eller civilt søgsmål.

Ingen synlige kendetegn til gæstende hold i hjemmeholdets sektioner
Af sikkerhedsmæssige hensyn er det ikke tilladt at bære synlige kendetegn til støtte for den gæstende klub (f.eks. trøjer, halstørklæder, flag, kasketter eller lignende) i hjemmeholdets sektioner.

Vi takker alle for opbakningen!

Tags på denne nyhed

Udstilling om AaB ved Aalborg Portland Park

15. august 2026 kl. 08:51 af Rasmus Estrup

Inden fredagens kamp blev Nordjyske Museers gratis og mobile udstilling om AaB fra Den Korte Historie, "Klubben og Byen", flyttet fra John F. Kennedys Plads til parkeringspladsen på Annebergvej nær det syd-vestlige hjørne af Aalborg Portland Park. 

Her kan man se den gratis udstilling til og med 24. august. Udstillingen er åben hver dag fra kl. 8.00 til 21.00.

Udstillingen tager dig med gennem AaB's 141-årige historie. Fra begyndelsen som cricketklub og fodboldens indtog i Aalborg til stadionets udvikling og klubbens største triumfer med danske mesterskaber og pokaltitler. 

Udstillingen er en fortælling om en by og en klub, der gennem generationer har været tæt forbundet. Det er historien om fællesskab, ambitioner, stolthed, sammenhold og den opbakning, som har sat sit præg på hele Nordjylland.

Udstillingen er skabt af Nordjyske Museer i samarbejde med AaB og SIFA (Samvirkende Idræts Foreninger Aalborg), der har udlånt fotos og genstande til udstillingen i form af blandt andet fodboldtrøjer og -støvler båret ved særlige lejligheder.

Miniudstillingen er kortfattet og formidlet på en lettilgængelig måde, og den kan opleves på ganske kort tid – deraf navnet Den Korte Historie.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-FC Fredericia 0-3

14. august 2026 kl. 23:56 af Rasmus Estrup

Fredagskampen på Aalborg Portland Park endte med et nederlag på 3-0 mod FC Fredericia.

I en målløs første halvleg var Kornelius Normann tættest på for os, mens gæsterne både have et skud på overliggeren og et par forsøg på Vincent Müller, som måtte udgå med en skade i pausen.

Tidligt i anden halvleg headede Frederik Rieper gæsterne i front efter et hjørnespark, og i 58. minut fordoblede Alexander Lyng til 2-0, inden det midt i anden halvleg blev 3-0 ved Emilio Simonsen.

Et sammendrag af kampen, der generelt bød på masser af afslutninger, kan ses i videoen øverst.

Tags på denne nyhed

AaB tabte klart til FC Fredericia

14. august 2026 kl. 21:06 af Brian Andersen

Dermed var der tale om sæsonens første nederlag til AaB, der særligt den sidste time havde det svært.

Dysten mod FC Fredericia var fjerde kamp af fire mulige i Betinia Ligaen i denne sæson, hvor AaB stillede med de samme navne fra første fløjt, og fra første minut fik AaB sat sig godt på begivenhederne.

Efter seks minutter sendte Brian Nwadike opgørets første forsøg over mål, og den japanske angriber var endnu tættere på i det 12. minut, da et glimrende AaB-angreb med Jubril Adedeji og Frederik Børsting som stationer endte med et indlæg fra højre fra sidstnævnte, men Nwadike var centimeter fra at kunne få ordentligt kontakt og bid i sin hovedstødsafslutning.

Midt i de nydelige AaB-takter opstod dog pludselig en stor chance i den modsatte ende, hvor Nemo Thomsen fra en position i højre side af straffesparksfeltet afsluttede fladt forbi fjerneste stang.

Herefter gik opgøret lidt i tomgang med to hold med tydelig respekt for hinanden, men gæsternes Casper Jørgensen fik alligevel sendt en fornuftig mulighed over mål for udeholdet.

Straks efter stod Brian Nwadike for forarbejdet til Kornelius Normann, som med et kvalificeret skudforsøg tvang en god redning ud af FC Fredericia-keeper Valdemar Birksø.

Halvlegens tre sidste muligheder tilfaldt imidlertid gæsterne, da AaB-målmand Vincent Müller først fodparerede afslutningen fra Nemo Thomsen, inden Alexander Lyng sendte sit forsøg over tværribben.

Endnu større blev chancen, da samme Alexander Lyng i første halvlegs tillægstid dundrede kuglen på overliggeren efter et hjørnespark.

Blot fire minutter inde i anden halvleg fik FC Fredericia til gengæld hul på målscoringen, da en hjørnesparksbold blev sendt ind i panden på Frederik Rieper, der fra relativt tæt hold stangede udeholdet foran 1-0.

Det virkede til, at AaB havde vanskeligt ved at slå tilbage for alvor oven på scoringen, og denne fornemmelse blev kun bekræftet, da Alexander Lyng i det 58. minut sikkert eksekverede en cut back-aflevering, hvor AaB i situationen reelt blev udspillet.

FC Fredericia havde i anden halvleg fuldstændig greb om kampen, og derfor virkede det heller ikke ulogisk, da Emilio Simonsen midtvejs i halvlegen øgede til 3-0.

Herfra kørte de boldsikre gæster sikkert de tre point i hus, og reelt var AaB aldrig tæt på en reducering.

Der er nu en uge til AaB’s næste opgave, som er udekampen og lokalopgøret mod Hobro I.K. fredag 21. august.

Matchfacts – Betinia Ligaen, 4. spillerunde
AaB-FC Fredericia  0-3 (0-0)
49. min 0-1 Frederik Rieper, 58. min 0-2 Alexander Lyng, 68. min 0-3 Emilio Simonsen.
Advarsel AaB: Andres Jasson (78).    
Advarsler FC Fredericia: Ingen.           
4.498 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-3-3): Vincent Müller (46: Bertil Grønkjær), Frederik Børsting, Elison Makolli, Nóel Atli Arnórsson, Marc Nielsen, Andres Jasson (82: Tibo Persyn), Alexander Håpnes, Markus Kaasa (67: William Thomsen), Jubril Adedeji (56, Brian Nwadike, Kornelius Normann (56: Mathias Kubel).

FC Fredericia (4-2-3-1): Valdemar Birksø, Svenn Crone (74: Adam Nygaard), Jeppe Kudsk, Frederik Rieper, Lauritz Dauerhøj, Anders Dahl (61: Felix Winther), Daniel Haarbo (84: Frederik Bunten), Casper Jørgensen, Elias Hansborg-Sørensen (46: Emilio Simonsen), Alexander Lyng (61: Jonatan Lindekilde), Nemo Thomsen.  

Dommer: Faruk Iriskic.

Tags på denne nyhed

Programmet for AaB-FC Fredericia

14. august 2026 kl. 10:05 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 fløjtes der op til AaB-FC Fredericia i fjerde runde af Betinia Ligaen, men allerede fra kl. 17.00 kan du komme i den rette stemning i fanzonen. 

Her er der åbent i boderne ved grillen, og du kan blandt andet købe is, en Rasmus Wurst, Crispy Chicken fra Bogø Sandwiches samt øl og vand. 

AaB Shoppen åbner ligeledes kl. 17.00, så du kan få fingrene i vores nye, populære spillerdragter fra Macron. 

Ved parkeringspladsen ved Annebergvej i nærheden af de syd-vestlige hjørne af Aalborg Portland Park kan du i dag også besøge Nordjyske Museers mobile AaB-udstilling fra Den Korte Historie. 

Dagens kamppartner er itm8, som både sørger for aktiviteter i fanzonen før kampen og samt på storskærmen og i AaB-appen i pausen.

Se programmet nedenfor, find al praktisk info her - og køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed
'