AaB TV: Vatanspor-AaB 2-1

25. august 2026 kl. 22:54 af Rasmus Estrup

Tirsdag aften led vi et meget skuffende pokalnederlag på udebane mod Jyllandsserieklubben Vatanspor i Brabrand.

Brian Nwadike bragte os ellers i front midt i anden halvleg, men mod slutningen udlignede hjemmeholdets Abduljabar Cumar Mohamed til 1-1, hvilket sendte opgøret i forlænget spilletid.

Her scorede Mikkel Bach tidligt til 2-1 for Vatanspor, og trods AaB-muligheder mod slutningen inklusive et overliggerskud fra Andres Jasson, blev 2-1 også slutresultatet.

Sammendraget af opgøret kan ses i videoen øverst.

Tags på denne nyhed

AaB i gigantisk pokalskuffelse

25. august 2026 kl. 20:04 af Rasmus Estrup

Det blev til et aldeles skuffende pokalexit, da vi tirsdag aften gæstede Jyllandsserieklubben Vatanspor i anden runde af Betano Pokalen, hvor vi led et nederlag på 2-1 efter forlænget spilletid.

Hjemmeholdet leverede en stærk indsats fra første fløjt, og to minutter inde i kampen sparkede Egzon Kolici et frispark direkte mod mål, men Bertil Grønkjær halvklarede, inden læderet blev sparket ud til et hjørne.

Dermed fastholdt Vatanspor angrebet, som minuttet senere blev afsluttet med godt hug fra Amir Hussini. Kuglen strøg dog lige over målhjørnet.

Vores første afslutning kom i tiende minut, hvor Marc Nielsen sparkede et præcist indlæg ind i panden på Valdemar Møller omkring straffesparkspletten, men Møllers hovedstød sad uden for rammen.

Efter et par ufarlige Vatanspor-forsøg prøvede Tibo Persyn lykken fra distancen i 27. minut – uden held. Herefter fulgte et stolpeskud af Valdemar Møller, men han blev efterfølgende dømt offside.

I 32. minut forsøgte Nassim Faizi Bendaoud sig fra kanten af feltet med et hårdt hug, der gik forbi Bertil Grønkjærs mål, inden Kelvin John i modsatte ende headede et indlæg fra Marc Nielsen over, og efter 45 minutter fløjtede Sandi Putros til pause efter en målløs første halvleg.

Til anden halvlegs start blev Benjamin Tiedemann udskiftet med Bjarne Pudel, der således gjorde comeback efter sin skade sidste sommer.

I begyndelsen af anden halvleg fik William Thomsen en afslutning blokeret, før Valdemar Møller sparkede et langskud langt forbi. I modsatte ende sparkede hjemmeholdet et kantrfrispark lige over Bertil Grønkjærs mål i 57. minut, og fem minutter senere sad Amir Hussinis hug udefra lige på AaB-keeperen.

I 62. minut blev Nicklas Helenius og Brian Nwadike sendt på banen i stedet for William Thomsen og Kelvin John, og kort efter headede Valdemar Møller et indlæg over.

Efter fem minutter på banen lykkedes det så Brian Nwadike at komme i en god position, og efter et træk ind i feltet sparkede den japanske angriber sikkert sin tredje AaB-kasse fladt forbi Vatanspor-keeperen og i nettet til 1-0.

De følgende minutter bød på et langskud og et blokeret forsøg i AaB-feltet, inden Andres Jasson og Mathias Kubel i 83. minut blev skiftet ind i stedet for Jubril Adedeji og Alexander Håpnes.

I 84. minut fik Vatanspor udlignet til 1-1 på et hovedstødsmål af Abduljabar Cumar Mohamed.

Efter scoringen forsøgte vi at lægge et stort pres omkring Vatanspor-feltet, og to minutter inde i tillægstiden var det tæt på at give pote, da Brian Nwadike steg til vejrs på et hjørnespark, men læderet blev afværget inde på stregen. Dermed fortsatte kampen i forlænget spilletid.

Til den forlængede spilletid blev Kornelius Normann sendt i aktion i stedet for Valdemar Møller.

Fire minutter inde i den forlængede spilletid vandt hjemmeholdets Mikkel Bach en løbeduel med AaB-defensiven og sparkede resolut bolden ind ved fjerneste stolpe til 2-1.

Straks efter forsøgte Kornelius Normann sig fra en spids vinkel, men forsøget gik forbi. Tættere på en scoring kom vi ikke, før den forlængede spilletids pause.

I 110. minut sparkede Andres Jasson et kantfrispark lige på Vatanspor-målmanden, og amerikaneren var nærgående igen fire minutter senere, da han denne gang sparkede en nedfaldsbold i udkanten af feltet fladt forbi opstanderen.

I 117. minut var Andres Jasson på spil igen, men denne gang stod overliggeren i vejen, inden returbolden blev sparket forbi. Minuttet senere fik Marcus Bonde muligheden efter et indlæg, men midtbanespilleren sparkede over.

Dermed endte det med et pokalexit efter et nederlag på 2-1.

Næste opgave venter på lørdag kl. 14.00, hvor vi hjemme på Aalborg Portland Park tager imod HB Køge i Betinia Ligaen. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - Betano Pokalen, 2. runde

Vatanspor-AaB 2-1 efs. (1-1) (0-0)
68. min 0-1 Brian Nwadike, 84. min 1-1 Abduljabar Cumar Mohamed, 93. min 2-1 Mikkel Bach
Advarsler Vatanspor: Amir Hussini (60)
Advarsler AaB: Tibo Persyn (56)
Ca. 700-800 tilskuere på Sødalskolen (estimat af hjemmeholdet)

Vatanspor (4-2-3-1): Ahmad Kais, Ismail Deveci, Alex Daler Khalil, Philip Reinholt Blichfeldt (82: Robert Hamiz), Marcus Bay Jensen, Bleron Koliqi (57: Asker Ayhan), Amir Hussini (82: Mikkel Bach), Mathias Glud Laursen (82: Thomas Gaita), Nassim Faizi Dendaoud, Egzon Kolici (66: Mustafa Husseinzada), Abduljabar Cumar Mohamed (111: Mohamed Fuad).

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Tibo Persyn, Cornelius Olsson, Benjamin Tiedemann (46: Bjarne Pudel), Marc Nielsen, Alexander Håpnes (83: Alexander Håpnes), Marcus Bonde, Valdemar Møller (91: Kornelius Normann), Jubril Adedeji (83: Mathias Kubel), Kelvin John (62: Nicklas Helenius), William Thomsen (62: Brian Nwadike).

Dommer: Sandi Putros

Tags på denne nyhed

Tredjetrøjen hylder klubhuset på Hornevej

25. august 2026 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

For generation efter generation har AaB’s klubhus på Hornevej dannet ramme om fællesskaber, leg og stærke oplevelser.

Og netop klubhuset på Hornevej hyldes gennem designet på den nye tredjetrøje i Klubhus Kollektionen, der er denne sæsons spillertøjskollektionen, og som gennem de tre trøjer har æret klubhuskulturen – både på Hornevej og i vores mange nordjyske partnerklubber.

Tredjetrøjen, der bæres for første gang i aftenens kamp mod Vatanspor, er skabt i et tæt trekløversamarbejde mellem AaB, vores populære tøjleverandør Macron og det internationalt anerkendte designbureau Societas.

Mens Macron har leveret AaB’s spilledragter i lækker kvalitet og italiensk design siden 2021, har Societas tidligere været med til at skabe tøjkollektionen omkring klubbens 140-års jubilæum.

Societas blev grundlagt i 2024 af folkene bag A KIND OF GUISE og Bureau Borsche, som har sine rødder i moderne mode og håndværk og er kendt for sit indflydelsesrige designarbejde omkring blandt andet de anerkendte fodboldtrøjer til Venedig F.C., den komplette spillertøjskollektion til Athens Kallithea FC og for designs for mærker som Supreme, Balenciaga og Louis Vuitton.

Klubhusets mursten i trøjen
Den nye tredjetrøje er bygget op ud fra murstenene i AaB’s klubhus på Hornevej, som blev indviet i 1970. Derfor bærer trøjen murstenenes farve, og mønstret i trøjen er skabt som mursten på såvel front, ryg og ærmer.

Den hvide krave og de hvide ribkanter på ærmerne giver tredjetrøjen er klassisk, stilrent udtryk, mens den hvide farve også går igen i AaB-logoet, Macrons Hero-logo, Societas-logoet samt Nykredit og Aalborg Portlands logoer på henholdsvis brystet og i nakken.

Ligesom på både klubdragten og andendragten i Klubhus Kollektionen prydes nakken af både det historiske røde AaB-flag med påskriften “AAB af 1885”, som dagligt vajer over klubhuset på AaB’s træningsanlæg på Hornevej. Desuden er vores rød-hvide klubfarver også inddraget i kraven for at fuldende udtrykket i Klubhus Kollektionen.

Tredjetrøjen fra Macron og Societas kan købes online på www.aabshoppen.dk fra på fredag kl. 10.00 eller i AaB Shoppens fysiske butikker på Aalborg Portland Park i forbindelse med lørdagens hjemmekamp mod HB Køge.

Få en unik del af Hornevej med hjem
Når trøjerne kommer online på www.aabshoppen.dk, bliver det også muligt at få fat i et helt unikt og nummereret Box-set, dedikeret til tredjetrøjen, hvor du kan få en del af Hornevej med hjem.

Med i Box-settet får man nemlig et lille stykke fra nogle af de mursten på Hornevej, der denne sommer er taget ned i forbindelse med den omfattende renovering og udvidelse af klubhuset.

Box-settet produceres i kun 300 eksemplarer, og med hver sten medfølger et nummereret autenticitetscertifikat, ligesom Box-settet også indeholder en hilsen fra AaB.

Køb box-settet online på www.aabshoppen.dk fra fredag eller i AaB Shoppens fysiske butikker på Aalborg Portland Park på lørdag fra kl. 11.30.

Tags på denne nyhed

Tiedemann: Vil levere en helstøbt indsats

24. august 2026 kl. 16:13 af Rasmus Estrup

I morgen gælder det anden runde af Betano Pokalen, når vi på udebane møder Jyllandsserieklubben Vatanspor på banen ved Sødalskolen i Brabrand ved Aarhus.

Mens vi i pokalturneringens første runde vandt 3-1 over Holstebro Boldklub, besejrede Vatanspor i første runde Nørresundby FB fra Danmarksserien med 4-1. 

I Jyllandsserien har Vatanspor åbnet sæsonen med fire storsejre i de første fire spillerunder, så tirsdagens hjemmehold topper rækken med 12 point og en målscore på 23-2.

Som optakt til kampen kan du se dette interview med Benjamin Tiedemann, som i fredags fik comeback efter fire en halv måneds skadespause. AaB-anføreren fortæller blandt andet om comebacket, vejen tilbage til fodboldbanen og forventningerne til tirsdagens pokalopgør i Brabrand.

Kampstart i morgen er kl. 17.30 på Sødalskolen, og du kan finde al praktisk info her.

Tager man ikke turen til Brabrand, kan kampen følges gratis via livestream på pokalturnering.dk. Det kræver blot et LigaLogin, hvilket også er det, der benyttes for at oprette en profil i AaB-appen.

Ny tredjetrøje får premiere i morgen

24. august 2026 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Når der i morgen kl. 17.30 fløjtes op til anden runde af Betano Pokalen på udebane mod Vatanspor, vil vi være iført sæsonens spritnye tredjetrøje i Klubhus Kollektionen.

Klubhus Kollektionen hylder fællesskabet og stemningen i klubhuset på Hornevej og klubhuskulturen i vores partnerklubber, og efter sommerens lancering af den rød-hvide klubtrøje og den sorte andentrøje bliver Klubhus Kollektionen i morgen fuldendt med tredjetrøjen, der i endnu tydeligere grad end de to øvrige spillertrøjer bærer klubhuset på Hornevej i sit udtryk.

Tredjetrøjen er skabt i et stærkt trekløversamarbejde med vores populære, italienske tøjleverandør Macron og det internationalt anerkendte designbureau Societas, der tidligere været med til at udvikle vores 140-års fødselsdagskollektion.

Som en del af hyldesten til klubhuset, der netop nu undergår en omfattende renovering og udvidelse, kan man som noget helt specielt købe et særligt Box-set med tredjetrøjen og få en unik del af Hornevej med hjem til sig selv. Box-settene produceres i blot 300 nummererede eksemplarer.

Trøjen præsenteres i sin fulde udgave i morgen, og salget af den nye tredjetrøje i Klubhus Kollektionen sættes i gang online på fredag 28. august kl. 10.00.

Tags på denne nyhed
'