Nordjyske Museers mobile udstilling, Den Korte Historie, har en gratis udstilling om AaB’s historie på John F. Kennedys Plads midt i Aalborg frem til og med 26. august.
Udstillingen ”Klubben og Byen” var i efteråret 2024 opstillet i fanzonen ved Aalborg Portland Park, og den tager dig med gennem AaB's 142-årige historie. Fra begyndelsen som cricketklub og fodboldens indtog i Aalborg til stadionets udvikling og klubbens største triumfer med danske mesterskaber og pokaltitler. Undervejs møder du også nogle af de markante personligheder, der har været med til at forme ikke blot klubben, men også den nordjyske fodboldkultur.
Udstillingen om AaB er en fortælling om en by og en klub, der gennem generationer har været tæt forbundet. Det er historien om fællesskab, ambitioner, stolthed, sammenhold og den opbakning, som har sat sit præg på hele Nordjylland.
"Klubben og Byen" er placeret på John F. Kennedys Plads, og udstillingen er åben hver dag fra kl. 8.00 til 21.00 til og med 26. august.
Udstillingen er skabt af Nordjyske Museer i samarbejde med AaB og SIFA (Samvirkende Idræts Foreninger Aalborg), der har udlånt fotos og genstande til udstillingen i form af blandt andet fodboldtrøjer og -støvler båret ved særlige lejligheder.
Miniudstillingen er kortfattet og formidlet på en lettilgængelig måde, og den kan opleves på ganske kort tid, mens du venter på bussen eller toget – deraf navnet Den Korte Historie.
Foto: Nordjyske Museer