Vestergaard i U/16-sejr over Italien

25. april 2026 kl. 07:02 af Rasmus Estrup

Frederik Vestergaard opnåede i går sin ottende U/16-landskamp, da han sammen med resten af U/16-landsholdet vandt 2-1 over Italien i en venskabskamp i Pisa.

Akademispilleren, der kom ind fra bænken i tirsdagens 4-4-opgør mod italienerne, havde i går fundet vej til startopstillingen i den anden og sidste venskabskamp mod Italien i denne samling.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-B.93 3-2

24. april 2026 kl. 06:09 af Rasmus Estrup

Hjemme på Aalborg Portland Park snuppede vi fredag aften fjerde sejr i træk i Betinia Ligaen, da vi slog B.93 med 3-2. 

Jubril Adedeji åbnede målkontoen efter en indøvet hjørnesparkskombination i 14. minut, men syv minutter senere udlignede gæsternes Casper Risbjerg.

I anden halvleg bankede Jubril Adedeji et frispark på overliggeren, inden Kornelius Normann efter en god assist fra Mathias Kubel gjorde det til 2-1 efter en times spil. 

Med ca. ti minutter tilbage af den ordinære spilletid udlignede B.93 på ny, da et kantfrispark faldt ned til Emil Christensen, som sparkede 2-2-scoringen i nettet. 

Kort efter sikrede vi os sejren, da indskiftede William Thomsen efter nogle skarpe og effektive driblinger på kanten slog et fladt indlæg ind i feltet, hvor Kelvin John fik foden på og styrede sejrsmålet til 3-2 i kassen.

Et fyldigt sammendrag af kampen kan ses i videoen øverst.

Tags på denne nyhed

Fire på stribe for AaB

23. april 2026 kl. 21:13 af Brian Andersen

Målscorere for AaB var Jubril Adedeji, Kornelius Normann og Kelvin John.

I forhold til AaB’s seneste kamp i lørdags mod Aarhus Fremad havde cheftræner Steffen Højer valgt to ændringer i startopstillingen, hvor Mikkel Kallesøe og Kelvin John erstattede Andreas Maarup og Nicklas Helenius.

Indledningen på opgøret var ganske stille – dog med et smalt AaB-overtag – og første farlige situation lod vente på sig til det 13. minut, hvor et indlæg fra Kornelius Normann var tæt på at snyde B.93-keeper Aris Vaporakis.

På det efterfølgende hjørnespark formåede AaB med en smart kombination at udspille gæsterne, så Jubril Adedeji kunne udnytte oplægget fra Marc Nielsen.

Herefter sad AaB tungt på begivenhederne, men det blev ved sporadiske forsøg fra Jubril Adedeji og Kornelius Normann.

I stedet for at AaB’s føring blev øget, kom B.93 i stedet på omgangshøjde efter 21 minutter, hvor man kombinerede sig igennem, så en fri Casper Risbjerg kunne udplacere AaB’s bageste skanse Bertil Grønkjær til 1-1.

Blot tre minutter senere var AaB imidlertid igen nærgående, da Mathias Kubel forsøgte sig efter oplæg fra Jubril Adedeji.

Spillemæssigt havde tingene udjævnet sig, men AaB truede på ny, da Mathias Kubel efter 34 minutter satte Kornelius Normann op.

Øjeblikket senere var det udeholdets tur til at vise tænder, men heldigvis var Bertil Grønkjær på plads over for Julius Voldby.

Mere skete der ikke inden pausen, men Jubril Adedeji var til gengæld efter 53 minutter tæt på at blive dobbelt målscorer, da han hamrede et direkte frisparksforsøg på tværribben.

Føringsmålet til 2-1 kom i stedet efter en times spil, hvor Mathias Kubel med en eminent pasning fandt Kornelius Normann, der midt for mål fik bugseret læderet forbi Aris Vaporakis og dermed scorede sit tiende mål i sin 20. officielle AaB-optræden.

Efter 71 minutter var føringen tæt på at blive udbygget, da en livlig Mathias Kubel tvang en redning ud af Aris Vaporakis.

Desværre blev det ni minutter før tid 2-2, da Emil Christensen udnyttede en nedfaldsbold efter et indadskruet frisparksindlæg.

Heldigvis kom AaB sig hurtigt over forskrækkelsen, da indskiftede William Thomsen med et par frække driblinger fik vristet sig fri af sin direkte modstander, hvorefter et indlæg blev sendt fladt og hårdt mod den forreste stolpe, hvor Kelvin John fik prikket bolden i netmaskerne til en forløsende 3-2 træffer i det 84. minut.

Efterfølgende blev de tre point kørt relativt sikkert i hus, hvorfor AaB nu har hentet 13 point i de seneste fem kampe.

Næste udfordring for AaB venter allerede på søndag, når det gælder udekampen mod HB Køge, som ligesom AaB møder frem med fire sejre på stribe.

Matchfacts – Betinia Ligaen, 26. spillerunde
AaB-B.93  3-2 (1-1)
14. min 1-0 Jubril Adedeji, 21. min 1-1 Casper Risbjerg, 60. min 2-1 Kornelius Normann, 81. min 2-2 Emil Christensen, 84. min 3-2 Kelvin John.
Advarsel AaB: Jubril Adedeji (73).
Advarsel B.93: Vito Hammershøy-Mistrati (73).   
3.832 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Mikkel Kallesøe (46: Andreas Maarup), Elison Makolli, Cornelius Olsson, Marc Nielsen (61: Nóel Atli Arnórsson), Frederik Børsting (75: Marcus Bonde), Alexander Håpnes, Mathias Kubel (75: Adam Andersson), Jubril Adedeji (75: William Thomsen), Kelvin John, Kornelius Normann.

B.93 (4-4-2): Aris Vaporakis, Joseph Kinful, Emil Christensen, Wilhelm Nilsson (79: Roni Arabaci), Muhammad Huzaifa, Adam Ahmad (65: Yasin Belhadj), Tobias Blidegn (79: Emil Møller), Mikkel Wohlgemuth, Kristaps Grabovskis (50: Carl Björk), Julius Voldby (65: Vito Hammershøy-Mistrati), Casper Risbjerg.

Dommer: Jacob Rasmussen.

Tags på denne nyhed

Torsdagens program

23. april 2026 kl. 10:25 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 møder vi hjemme på Aalborg Portland Park B.93 i Betinia Ligaens kvalifikationsspil. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.

Fanzonen åbner kl. 17.00, hvor Nordjyllandsfonden uddeler 1.000 gratis halstørklæder, og efter kampens sidste fløjt sparker Nordjyllandsfonden 100 bolde ud til fansene på de forskellige tribuner. 

I AaB Shoppen er der inden kampen masser af gode kampdagstilbud, og du kan blandt andet spare 20% på denne sæsons spillertøj.

Derudover kan du i fanzonen få en lækker aftensmad. Køb eksempelvis en lahmacun-pizza, Crispy Chickens fra Bogø Sandwiches, en Rasmus Wurst eller en omgang Gratværk (pølsemix).

Du kan finde al praktisk info om kampen her - og se det fulde program for dagen nedenfor.

Tags på denne nyhed

Adedeji: Skal spille med selvtillid

22. april 2026 kl. 14:50 af Rasmus Estrup

Efter fire ubesejrede kampe på stribe og tre sejre i træk gælder det i morgen aften en ny hjemmekamp på Aalborg Portland Park mod B.93 kl. 19.00. Køb billetter her.

Inden opgøret kan du i dette interview høre fra Jubril Adedeji, som har været med fra start i de seneste fire kampe og i seneste runde tilkæmpede sig et straffespark og selv kom på tavlen med målet til 3-1. 

Fanzonen åbner kl. 17.00 i morgen, og her deler Nordjyllandsfonden 1.000 gratis halstørklæder ud, inden de efter kampen sparker 100 bolde ud på tribunerne.

Find al praktisk info om kampen her, og køb billetter til torsdagens opgør på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed
'