U/17 og U/13 vandt Nørhalne Cup

18. maj 2026 kl. 11:08 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AGF-AaB 4-1
Lørdag gæstede vores U/19 Ligahold AGF, og trods fine takter undervejs i første halvleg bød halvlegen også på en række personlige fejl fra AaB-holdet, og det udmøntede sig i to scoringer i henholdsvis 12. og 14. minut, så hjemmeholdet kunne gå til pause foran 2-0.

I begyndelsen af anden halvleg blev det også 3-0 til AGF, inden Anders Noshe kort efter reducerede til 3-1.

AGF svarede dog tilbage og afgjorde kampen med scoringen til slutresultatet 4-1.

Efter 24 kampe ligger U/19 Ligaholdet på tiendepladsen med 28 point efter 24 kampe.

På fredag spiller U/19 Ligaholdet sæsonens næstsidste kamp – og den sidste hjemmekamp – når Sønderjyske Fodbold gæster Hornevej kl. 16.00.

U/17 vandt Nørhalne Cup
AaB Akademiets U/17-hold deltog - ligesom alle yngre akademihold - i den traditionsrige Nørhalne Cup i Kristi Himmelfartsferien, hvor U/17-holdet endte med et at vinde suverænt.

I puljen blev det til indledende sejre torsdag og fredag over Herning Fremad med 1-0, Hobro I.K. med 4-0, Altona 93 Hamburg med 7-1 og FK Jerv med 4-0.

Dermed var U/17-holdet videre til semifinalen lørdag, hvor det blev til en AaB-sejr på 3-0 over IK Start Kristiansand, inden vores akademihold i finalen vandt 5-0 over Hobro I.K.

U/15 vandt B-finalen
AaB Akademiets U/15-hold deltog også i Nørhalne Cup, og her blev der torsdag lagt ud med en 2-0-sejr over Odds Ballklub, inden Watford FC vandt 2-1 over akademiholdet senere på dagen.

Fredag vandt vores akademihold 3-0 over Vendsyssel F.F. og 5-0 over IF Lyseng, men da Watford FC gjorde rent bord, snuppede englænderne førstepladsen i puljen, men vores U/15-hold kom på andenpladsen.

Dermed endte vores akademihold i B-slutspillet mod de øvrige andenpladser, og i semifinalen blev Hobro I.K. besejret med 6-4 efter straffespark, inden det i B-finalen blev til en 5-2-sejr over svenske Alegria FK.

U/15-rækken blev vundet af Newcastle United FC, som vandt over Glasgow Rangers i finalen.

U/14 vandt C-finalen
I U/14-rækken spillede vores akademihold torsdag 1-1 mod norske Våg FK, inden Hobro I.K. blev slået med 2-0.

Men i den sidste puljekamp fredag formiddag tabte U/14-holdet til Aarhus Fodbold Akademi, og dermed endte vores akademihold på puljens tredjeplads, hvilket gav en plads i C-slutspillet.

Her vandt akademiholdet over svenske Västra Frölunda IF med 5-2, hvorefter Hobro I.K. blev besejret med 4-1 i semifinalen, før det i finalen blev til en 9-8-sejr over Vendsyssel F.F. efter straffesparkskonkurrence.

U/14-rækken blev vundet af Houghton Athletic fra England.

U/13 vandt Nørhalne Cup
I U/13-rækken gjorde akademiholdet rent bord ligesom U/17-holdet.

I den indledende pulje vandt akademiholdet over både IFK Göteborg og Vendsyssel F.F med 1-0, inden Brændekilde-Bellinge Boldklub blev besejret med 3-1, og AC Horsens blev slået med 3-2.

Da U/13-rækken var inddelt i tre indledende puljer, blev de tre førstepladser samlet i et afgørende puljeslutspil.

Her vandt vores U/13-hold først 1-0 over FC Midtjylland, inden en 3-1-sejr over Vejle Boldklub sikrede triumfen.

Tags på denne nyhed

Faninfo: Turen går til Riisvangen

17. maj 2026 kl. 13:47 af Rasmus Estrup

Stadion: Riisvangen Stadion 
Kapacitet: 5.000 
Placering udebaneafsnit: 17-Tribunen (sektion E1 og E2) 
Indgang udebaneafsnit: Bethesdavej Syd. Porten åbner kl. 16.45.
Kapacitet udebaneafsnit: 800
Kickoff: Fredag 22. maj kl. 18.00 

Billetter: 
Alm. billet (+18 år) - online: 70 kr. + gebyr
Senior billet (+65 år) - online: 30 kr. + gebyr
Studerende - online: Gratis entré, men der skal hentes en gratis billet online og medbringes gyldigt studiekort
Barn/ung (under 18 år) - online: Gratis entré – men der skal hentes en gratis billet online

OBS! Der kan ikke købes billetter til udebaneafsnittet i døren. Billetter skal købes via den online billetportal: https://billet.eventbilletten.dk/seller/aarhus-fremad-rkab 

Studerende og børn skal også hente billet online for at kunne komme ind. 

Der er 800 pladser i udebaneafsnittet, og fans, som udviser tilknytning til AaB, vil blive nægtet adgang til hjemmebaneafsnit.

For at tilgå udebaneafsnittet skal man benytte indgangen ved Bethesdavej Syd.

Transport til og fra kampen

Fælles:
AaB Support Club arrangerer bustur til kampen til en yderst favorabel pris. Det er muligt at tilmelde sig som både medlem og ikke-medlem af ASC. Læs mere her: https://aabsupportclub.mento.club/events

Kør selv og parkering:
Udebaneindgangen er lige overfor Bethesdavej 31A, 8200 Aarhus N. 

Ankommer du i bil, så bedes du parkere på Bethesdavej eller en af de omkringliggende veje, hvor parkering er gratis (tag hensyn til beboerne). 

Ankommer du med bus, så går bus 15 tættest på.

AaB takker alle for en flotte opbakning på udebane.

Tags på denne nyhed

AaB TV: B.93-AaB 1-1

16. maj 2026 kl. 06:12 af Rasmus Estrup

Fredagens duel på udebane mod B.93 endte 1-1 efter scoringer i første halvleg af begge hold. 

B.93 bragte sig tidligt foran, da Carl Björk slap igennem på venstrekanten og sparkede læderet fladt ind ved nærmeste opstander. 

Midt i første halvleg udlignede Mathias Kubel efter en omstilling, hvor Kornelius Normann drev bolden frem og sendte en afslutning lige på Aris Vaporakis, som gav en returbold til Mathias Kubel, der scorede sit andet AaB-mål. 

Første halvleg bød også på en god redning af Bertil Grønkjær på et giftigt langskud, samt et godt forsøg af William Thomsen, der kunne se B.93-keeperen komme i vejen i modsatte ende. 

Efter pausen bankede Andres Jasson et skud på overliggeren, og Kornelius Normann fik en scoring annulleret for en tvivlsom offside, mens Bertil Grønkjær hev en flot refleksredning frem i en situation, der efterfølgende også blev dømt for offside. 

I tillægstiden fik Jubril Adedeji en friløber, som englænderen desværre misbrugte, da B.93-defensiven nåede tilbage og fik clearet. 

Et fyldigt sammendrag af opgøret kan ses i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Pointdeling mod B.93

15. maj 2026 kl. 20:56 af Rasmus Estrup

Det endte med et enkelt nordjysk point, da vi fredag aften gæstede B.93 på Østerbro Stadion. Hjemmeholdet kom tidligt i front ved Carl Björk, før Mathias Kubel udlignede til slutresultatet 1-1 midt i første halvleg.

I forhold til sidste uges kamp mod Middelfart Boldklub havde cheftræner Steffen Højer i aftenens startopstilling fundet plads til Christian Tcacenco, Elison Makolli, Frederik Børsting og William Thomsen - og for både William Thomsen og Christian Tcacenco var der tale om første startplads på AaB's førstehold.

Hjemmeholdet, der var tilbage på Østerbro Stadion for første gang siden 2014, bragte sig i front med 1-0 allerede i fjerde minut, da Carl Björk på et langt indkast løb fra Christian Tcacenco og vandt en duel med Elison Makolli i AaB-feltet, inden venstrekanten sparkede bolden fladt ind ved nærmeste opstander. 

Vores første afslutning fulgte i 12. minut. Efter et fejlslagent saksesparksforsøg fra Valdemar Møller på et godt indlæg fra Mathias Kubel ekspederede B.93 bolden ud af eget felt, men læderet havnede hos Elison Makolli, som langt udefra bankede bolden lige i favnen på Aris Vaporakis i B.93-målet. 

To minutter senere fik Carl Björk lidt tilfældigt en ny chance i AaB-feltet, men B.93-målscoreren måtte denne gang se sin afslutning blokeret. Det samme måtte Julius Voldby efter et langt indkast i 22. minut.

Minuttet senere kunne vi så bringe os på omgangshøje på måltavlen. Efter et godt drev med bolden fik Kornelius Normann sin hårde afslutning reddet af B.93-keeperen, men returbolden endte lige i støvlerne på Mathias Kubel, som sikkert sparkede sin anden AaB-kasse i et tomt mål til 1-1.

Inden stadionuret rundede 30 minutter hev Bertil Grønkjær en stor redning frem på et langskud fra Kristaps Grabovskis, der havde sigtet mod fjerneste målhjørne.

Med ti minutter til pausen fik Vito Hammershøy-Mistrati en stor chance efter en cutback-aflevering midt i AaB-feltet, men lige foran stregen kastede Christian Tcacenco sig ned i en vigtig blokade. Et par minutter senere sparkede Mikkel Wohlgemuth et langskud forbi AaB-målet.

I modsatte ende tvang William Thomsen med et hårdt, præcist og fladt hug Aris Vaporakis ned i en stærk redning ved nærmeste stolperod, inden den unge kantspiller i tillægstiden drev bolden flot frem og satte Kornelius Normann op til en afslutning, som blev blokeret. Dermed lød pausestillingen på 1-1. 

Til anden halvlegs start blev Mathias Kubel udskiftet med Jubril Adedeji. Sidstnævnte sparkede to minutter efter pausen et langskud forbi. 

I 57. minut kom Andres Jasson og Mikkel Kallesøe på banen i stedet for Valdemar Møller og Christian Tcacenco. To minutter senere prellede et fornemt langskud fra netop Andres Jasson af på overliggeren, inden Kornelius Normann et halvt minut efter fik en mulighed midt i B.93-feltet blokeret efter en høj erobring.

Vi sad generelt på spillet i første halvdel af anden halvleg, og i 65. minut blev William Thomsen erstattet af Kelvin John. Straks efter erobrede Alexander Håpnes en aflevering fra B.93-målmanden over til Jubril Adedeji, som desværre overplacerede sit forsøg fra distancen. 

Hjemmeholdets første afslutning i anden halvleg kom fra Vito Hammershøy-Mistrati, som headede forbi AaB-målet efter et indlæg fra Adam Ahmad. 

I 80. minut lobbede Kornelius Normann elegant bolden over B.93-målmanden og over stregen, men forinden havde dommeren fløjtet for en tvivlsom offside, og nordmanden fik i stedet gult kort for at sparke bolden væk. Ved samme lejlighed blev Marcus Bonde skiftet ind i stedet for Alexander Håpnes.

I modsatte ende diskede Bertil Grønkjær op med en god refleksredning på et skud fra Casper Risbjerg, inden linjevogterens flag blev hævet for offside. 

Chancerne stod i kø i denne fase, og Kornelius Normann testede med et langskud Aris Vaporakis, som først efter to forsøg fik bolden under kontrol, inden det i modsatte ende var Ludvig Fagersted, som sparkede lige forbi AaB-målet fra kanten af feltet.

Efter 86 minutter voldte en afslutning fra Jubril Adedeji også problemer for B.93-målmanden, der lagde en returbold ud til Kelvin John, men sidstnævntes afslutning fra tæt hold gik via målmanden og op på stolpen.

I tillægstiden fik hjemmeholdets Adam Ahmad en god mulighed, som han sparkede forbi fjerneste stolpe, og et halvt minut før sidste fløjt fik Jubril Adedeji en friløber, som desværre ikke udmøntede sig i en scoring, da en B.93-forsvarsspiller nåede tilbage og fik clearet bolden tæt under mål.

Dermed sluttede det 1-1, hvilket betyder, at vi med to runder tilbage af Betinia Ligaen topper kvalifikationsspillet med 43 point, hvilket er tre flere end Aarhus Fremad.

Sæsonens næstsidste kamp i Betinia Ligaen spilles på fredag kl. 18.00 på udebane mod netop Aarhus Fremad, inden sæsonen afsluttes hjemme på Aalborg Portland Park lørdag 30. maj kl. 15.00 mod HB Køge. Køb billetter til sæsonafslutningen på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - Betinia Ligaen, kvalifikationsspil, 30. spillerunde

B.93-AaB 1-1 (1-1)
4. min 1-0 Carl Björk, 23. min 1-1 Mathias Kubel
Advarsler B.93: Tobias Blidegn (74)
Advarsler AaB: William Thomsen (63), Elison Makolli (67), Kornelius Normann (80)
2.493 tilskuere på Østerbro Stadion

B.93 (4-2-3-1): Aris Vaporakis, Joseph Kinful (77: Christoffer Henriksen), Andreas Heimer, Wilhelm Nilsson, Ludvig Fagersted, Mikkel Wohlgemuth, Kristaps Grabovskis (64: Tobias Blidegn), Adam Ahmad, Vito Hammershøy-Mistrati (77: Fisnik Isaki), Carl Björk (64: Yasin Belhadj), Julius Voldby (64: Casper Risbjerg). 

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Christian Tcacenco (57: Mikkel Kallesøe), Elison Makolli, Cornelius Olsson, Marc Nielsen, Frederik Børsting, Alexander Håpnes (80: Marcus Bonde), Valdemar Møller (57: Andres Jasson), Kornelius Normann, Mathias Kubel (46: Jubril Adedeji), William Thomsen (65: Kelvin John).

Dommer: Sebastian Aagerup

Tags på denne nyhed

Normann: Alle vil levere et bedre udtryk

14. maj 2026 kl. 12:30 af Rasmus Estrup

Efter syv kampe i træk uden nederlag tabte vi fredag aften 3-1 på hjemmebane mod Middelfart Boldklub. Derfor er det en spillertrup, der er opsatte på at komme tilbage på sejrssporet, som i morgen aften gæster B.93 på Østerbro Stadion.

- I fodbold har man altid seneste kamp i frisk erindring, og efter syv ubesejrede kampe i træk led vi et tungt nederlag. Det skal vi rejse os fra og levere en god præstation fredag aften, siger Kornelius Normann.

- I forhold til sidste kamp skal vi gøre alt bedre. Vi skal have mere energi, kæmpe mere og egentlig bare spille bedre. 

- Det er alle også opsatte på, kan man mærke på træningsbanen. Der har været en god intensitet, og vi ønsker alle at levere et bedre udtryk fredag aften, siger nordmanden.

Siden Kornelius Normann trådte ind ad døren på Hornevej 22. august sidste år, har han spillet 23 kampe og scoret ti mål for AaB. Og sidstnævnte antal må gerne stige i løbet af sæsonens sidste tre kampe, hvis det står til ham selv.

- Nu har vi tre kampe tilbage, og jeg vil forsøge at bidrage til holdet ved at score så mange mål, jeg kan, og præstere så godt som muligt, så jeg og holdet kan slutte sæsonen af på en god måde. Men lige nu gælder det først og fremmest en sejr på fredag, siger Kornelius Normann og sætter ord på, hvad der kræves for at få tre point mod B.93.

- Vi skal finde tilbage til de dyder, der fungerede i den ubesejrede periode, hvor vi var gode defensivt, og så skal vi offensivt holde bedre i bolden, skabe flere chancer og spille mere underholdende fodbold, så vi kan give alle fans, der tager den lange tur, en god oplevelse, siger vores nummer 11.

Inden kampen ligger vi øverst i kvalifikationsspillet med 42 point, mens B.93 er under stregen med 32 point.

Kampstart i morgen er kl. 19.00. Er du forhindret i at støtte holdet på Østerbro Stadion i morgen, kan opgøret også følges på TV3 Sport og Viaplay med optakt fra kl. 18.30.

Tags på denne nyhed
'