Chancerig remis i Køge
Efter fire sejre på stribe endte søndagens udekamp mod HB Køge 1-1. Jubril Adedeji kom på tavlen for os for tredje kamp i træk.
Sejrstimen på fire kampe blev desværre ikke udvidet søndag eftermiddag, hvor vi spillede 1-1 på udebane mod HB Køge efter et opgør med adskillige afslutninger på træværket i begge ender. Pointdelingen betyder, at vi er ubesejret i de seneste seks kampe i træk i Betinia Ligaen og ligger øverst i kvalifikationsspillet med 41 point.
Spillet på kunstgræsbanen på Capelli Sport Stadion havde kun været i gang i halvandet minut, før hjemmeholdet kom til sin første afslutning, da Marcel Rømer hamrede et giftigt langskud mod kassen, men Bertil Grønkjær kom godt i vejen for det hårde hug.
I tiende minut kunne den unge AaB-keeper dog ikke forhindre et føringsmål til HB Køge, da hjemmeholdets anfører Mike Jensen halvflugtede en nedfaldsbold resolut i nettet til 1-0 efter et langt indkast.
Efter scoringen kom vi mere frem på banen, men vores første afslutning i 18. minut af Jubril Adedeji var et langskud, som gik langt over. Samme destination havde et langskud fra Kornelius Normann også midt i første halvleg.
Omkring den halve times spil pressede vi yderligere på for en udligning med en blokeret afslutning fra Kornelius Normann samt et afrettet spark fra Elison Makolli, der gik lige over mål, inden Mathias Kubel blev revet omkuld af Mike Jensen i HB Køge-feltet og fik tildelt et straffespark.
Fra pletten sparkede Jubril Adedeji elegant bolden op i krogen til 1-1 mod sin tidligere klub med sit tredje AaB-mål i de seneste tre kampe.
I modsatte ende hev Bertil Grønkjær en stærk redning frem på et skarpt forsøg i AaB-feltet af Alfred Gøthler, og kort efter sparkede indskiftede Lukas Achton tæt forbi fjerneste stang.
I 40. minut sparkede Kornelius Normann et frispark fra en god position over HB Køge-målet, inden Mathias Kubel tre minutter senere løb fra hjemmeholdets defensiv, før han desværre sendte bolden lige forbi fjerneste stolpe med en flad afslutning.
I modsatte ende var Tobias Thomsen senere i samme minut få centimeter fra at bringe HB Køge i front på ny, da han tordnede en høj bold mod kassen fra udkanten af feltet, men Bertil Grønkjær fik med det yderste af handskerne snittet bolden op på overliggeren. Dermed lød pausestillingen på 1-1.
Til anden halvlegs start blev Marc Nielsen sendt på banen i stedet for Cornelius Olsson, hvilket betød, at Nóel Atli Arnórsson gik ind i midterforsvaret med Elison Makolli.
Anden halvleg var blot et minut gammel, før Bertil Grønkjær måtte tage hænderne til brug for at forhindre et selvmål af Frederik Børsting. Dermed fik HB Køge et indirekte frispark lige foran mål, men AaB-defensiven fik dækket målet godt, og til sidst endte det med et nordjysk målspark.
Knap ti minutter efter pausen var Erkan Semovski nærgående for hjemmeholdet, men HB Køge-indskifteren blev presset godt af Nóel Atli Arnórsson, og afslutningen sneg sig forbi bagstolpen. Kort efter kom William Thomsen på banen i stedet for Mathias Kubel.
Efter 57 minutter bankede AaB-anfører Frederik Børsting et kompetent langskud mod mål, men HB Køge-keeper Noah Sømmergaard fik ved stolperoden styret bolden ud til et hjørnespark.
I modsatte ende var HB Køge-topscorer Alfred Gøthler efter 62 minutter meget tæt på at bringe hjemmeholdet på 2-1, da han lobbede læderet over en fremadstormende Bertil Grønkjær, men kuglen ramte stolpen.
Midt i anden halvleg hev Bertil Grønkjær en god redning frem i en direkte duel med Erkan Semovski, og den 18-årige keeper satte straks gang i et angreb, som Marc Nielsen til sidst var ved at sende direkte i mål med et indlæg, som ramte indersiden af stolpen.
20 minutter før tid kom Adam Andersson ind på kunstgræsset i stedet for Andreas Maarup. Straks efter var stolpen i vejen for Kornelius Normann, da Noah Sømmergaard fik rettet et godt forsøg fra nordmanden ind på indersiden af stolpen. Returbolden var også tæt på at passere mållinjen, men HB Køge-forsvaret fik clearet på stregen.
I 81. minut var der så comeback til 20-årige Anders Noshe, da akademispilleren blev skiftet ind i stedet for målscorer Jubril Adedeji til sin anden officielle AaB-kamp - fire år efter debuten. Minuttet senere kom Elison Makolli i to tilfælde til afslutninger mod HB Køge-målet efter to AaB-hjørnespark, men afslutningerne var uden gevinst.
I 87. minut trykkede Kornelius Normann af fra distancen, men fik afslutningen reddet af HB Køge-keeperen. Dette blev kampens sidste afslutning, og det chancerige opgør sluttede således 1-1.
Dermed ligger vi stadig øverst i Betinia Ligaens kvalifikationsspil med 41 point, mens Hobro I.K. følger efter med 34 point.
Vores næste kamp i Betinia Ligaen spilles fredag 1. maj hjemme på Aalborg Portland Park mod netop Hobro I.K. Køb billetter til kampen her.
Matchfacts - Betinia Ligaen, kvalifikationsspil, 27. spillerunde
HB Køge-AaB 1-1 (1-1)
10. min 1-0 Mike Jensen, 33. min 1-1 Jubril Adedeji (str.)
Advarsler HB Køge: Laurits Bust (77), Erkan Semovski (86)
Advarsler AaB: Nóel Atli Arnórsson (45), Jubril Adedeji (49)
1.566 tilskuere på Capelli Sport Stadion
HB Køge (3-4-3): Noah Sømmergaard, Mads Westergren (34: Erkan Semovski), Mattias Jakobsen, Laurits Bust, Viktor Sørensen (28: Lukas Achton), Mike Jensen, Marcel Rømer, Silas Hald, Alfred Gøthler (86: Basem Alkhoudari), Tobias Thomsen, Gabriel Larsen.
AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Andreas Maarup (70: Adam Andersson), Elison Makolli, Cornelius Olsson (46: Marc Nielsen), Nóel Atli Arnórsson, Alexander Håpnes, Mathias Kubel (56: William Thomsen), Frederik Børsting, Jubril Adedeji (81: Anders Noshe), Kelvin John, Kornelius Normann.
Dommer: Mathias Lykke


