U/19 Ligasejr over Lyngby Boldklub

10. marts 2025 kl. 08:32 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Lyngby Boldklub-AaB 1-2
Vores U/19 Ligahold snuppede i weekenden tre point på udebane mod Lyngby Boldklub.

Fra start fik AaB’erne lagt et hårdt tryk med en god boldomgang, og efter 13 minutter scorede Valdemar Møller til 1-0.

Efter scoringen fortsatte AaB med at være i kontrol, men en fejl i defensiven i 33. minut førte til en udligning for hjemmeholdet.

Vores akademimandskab svarede dig straks tilbage, da Marcus Bonde erobrede læderet i Lyngby-feltet og tilkæmpede sig et straffespark. Fra pletten sparkede Bertram Skovgaard sikkert bolden i nettet til en nordjysk pauseføring på 2-1.

Efter pausen var det hjemmeholdet, der fik presset AaB-mandskabet tilbage på banen, men med en hårdtarbejdende defensiv lykkedes det at holde stand og sikre en sejr på 2-1.

De tre point betyder, at U/19 Ligaholdet er på fjerdepladsen med 31 point efter 16 kampe. Næste opgave venter på fredag på udebane mod AGF kl. 14.00.

U/17 Ligaen: Lyngby Boldklub-AaB 1-0
Det blev desværre ikke til point, da U/17 Ligaholdet lørdag gæstede Lyngby Boldklub.

Hjemmeholdet fik fra start lagt et tryk på AaB-holdet, men vores akademispillere stod stærkt imod med en god defensiv indsats, hvilket betød, at Lyngby Boldklub blev holdt til et fåtal af chancer.

Efter en periode med mere bølgende spil fra felt til felt udnyttede Lyngby Boldklub en clearingsfejl kort før pausen til at bringe sig på 1-0.

Til anden halvleg kom vores U/17-hold ud med et stærkt udtryk i jagten på en udligning, men de helt store chancer udeblev, og dermed sluttede det med et nederlag på 1-0.

U/17 Ligaholdet spiller igen fredag kl. 16.00 på hjemmebane mod Silkeborg I.F. Indtil da er U/17 Ligaholdet på ottendepladsen med 25 point efter 15 kampe.

U/15 Ligaen: Lyngby Boldklub-AaB 2-1
Lørdag tog U/15 Ligaholdet hul på forårssæsonen på udebane mod Lyngby Boldklub, hvor det endte med et nordjysk nederlag på 2-1.

Midt i første halvleg kunne AaB’erne ellers juble over et føringsmål, da Shahin Pelyad efter oplæg fra Amar Hadzajlija gjorde det til 1-0.

Knap fem minutter senere slog hjemmeholdet dog til og fik udlignet til pausestillingen 1-1.

Dette var også stillingen indtil fem minutter før tid, hvor Lyngby Boldklub scorede sejrsmålet til 2-1.

U/15 Ligaholdet indtager 11. pladsen, inden det på lørdag gælder en udekamp mod Esbjerg fB.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-FC Midtjylland 1-4

9. marts 2025 kl. 19:31 af Rasmus Estrup

Søndagskampen på Aalborg Portland Park bød desværre på et nederlag på 4-1 foran 8.599 tilskuere. Et fyldigt sammendrag af kampen kan ses i videoen øverst. 

Efter ti minutter bragte gæsterne sig foran, da Oliver Sørensen styrede en returbold i kassen efter en i første omgang god redning fra Vincent Müller på et forsøg fra Aral Simsir. 

Efter et par muligheder til Mathias Jørgensen og Lars Kramer i modsatte ende, udbyggede FC Midtjylland til 2-0 midt i første halvleg, da Victor Bak sparkede en nedfaldsbold i feltet op i fjerneste målhjørne. 

I tillægstiden til første halvleg reducerede Kasper Jørgensen til pausestillingen 2-1, da han efter først flot forarbejde af Oliver Ross og siden en assist fra Kasper Davidsen bragede reduceringen i nettet. 

I anden halvleg hev Vincent Müller et par gode redninger frem, inden Mathias Jørgensen var tæt på at udligne. Anføreren fik først en afslutning blokeret, men fulgte selv op på returbolden i en spids vinkel, hvorfra han forsøgte at dreje bolden i et tomt mål, men kuglen ramte desværre bagstolpen og sprang ud. 

I modsatte ende havde gæsterne to hug på træværket, inden Dario Osorio med et fornemt langskud bankede FC Midtjylland på 3-1 i 78. minut, og i 89. minut lukkede Oliver Sørensen kampen til 4-1. 

Tags på denne nyhed

Nederlag mod FC Midtjylland

9. marts 2025 kl. 16:01 af Rasmus Estrup

Foran 8.599 tilskuere tabte vi desværre søndagens opgør mod FC Midtjylland med 4-1. Vores mål blev sat ind af Kasper Jørgensen lige inden pausen. 

I en flot kulisse var det gæsterne, der først viste tænder med to afslutninger omkring det fjerde minut. Den første kom Bjarne Pudel i vejen for, mens det efterfølgende forsøg blev sparket op på tribunen. 

Efter ti minutter fik FC Midtjylland bragt sig foran 1-0. Dario Osorio drev bolden fra højrekanten mod midten, hvorefter bolden lidt tilfældigt havnede hos Aral Simsir, der var fri med Vincent Müller. AaB-keeperen kom på tæt hold i vejen for afslutningen, men returbolden endte lige i maven på Oliver Sørensen, der tæt under mål sparkede gæsterne foran og op på en foreløbig førsteplads i 3F Superligaen. 

Minuttet senere prøvede Dario Osorio sig med et langskud - efter et sammenstød med Nóel Atli Arnórsson - der sad lige på Vincent Müller. Vores unge islænding måtte efterfølgende forlade banen og lade sig udskifte med Mylian Jimenez. 

17 minutter inde i opgøret var det tæt på en nordjysk udligning. Oliver Ross slog efter et godt forarbejde et indlæg ind mod Mathias Jørgensen, men anføreren fik lige akkurat ikke ramt bolden. I stedet var det tæt på at blive til et selvmål for gæsterne, men kuglen havnede i sidenettet og gav et hjørnespark. Dette blev slået ind i panden på Lars Kramer, som headede mod det ene målhjørne, men målmand Elias Olafsson fik handskerne bag forsøget. 

I stedet udbyggede FC Midtjylland til 2-0 midt i første halvleg. En nedfaldsbold i AaB-feltet efter et langt indkast faldt ned til Victor Bak, der frit kunne hamre læderet op i fjerneste målhjørne. 

De følgende minutter førte til et par blokerede afslutninger fra Aral Simsir og et langskud for fjerneste målhjørne fra Dario Osorio, inden Mylian Jimenez efter en flot detalje lagde bolden frem mod Mathias Jørgensen, men FCM-keeperen kom frem til bolden før den hurtige anfører. 

Efter 41 minutter lagde Bjarne Pudel bolden til rette for Oliver Ross i gæsternes felt efter en dødbold, men Oliver Ross' hug endte på Vesttribunen. Herefter fulgte et blokeret forsøg fra Dario Osorio og et stort tilbud til Franculino, som styrede bolden over mål i det lille felt. 

I tillægstiden til første halvleg reducerede Kasper Jørgensen til 2-1. Oliver Ross leverede flere gode detaljer i sit drev med bolden, inden han fik sendt læderet videre til Kasper Davidsen, som spillede den ud til Kasper Jørgensen, der trak ind i feltet og sparkede sit første sæsonmål i kassen ved fjerneste stang til pausestillingen 2-1. 

Til anden halvlegs start blev Aaron Seydel indskiftet i stedet for Mads Bomholt. Fem minutter efter pausen blev Oliver Sørensen sat op til en stor chance i feltet, men alene over for Vincent Müller hev tyskeren en stærk redning frem. 

Tre minutter senere fik Oliver Ross en god mulighed blokeret i gæsternes felt, og i 58. minut trak Dario Osorio ind i feltet og trykkede af. Vincent Müller fik handskerne på forsøget, men bolden fortsatte mod mål, inden Lars Kramer på stregen fik clearet.

Dernæst havde Franculino to forbiere for gæsterne, inden Mathias Jørgensen i modsatte ende var få centimeter fra en udligning. Anføreren slap igennem i FCM-feltet, men fik i første omgang sin første afslutning blokeret. Returen faldt dog igen ud til Mathias Jørgensen, som fra en spids vinkel prøvede at styre kuglen i et tomt mål, men læderet prellede af på stolpen. 

Kort efter blev Andres Jasson sendt på banen i stedet for Kasper Davidsen, og midt i anden halvleg fik FC Midtjylland et frispark i en farlig position lige uden for feltet, men Aral Simsirs forsøg gik forbi mål. 

I 77. minut havde FC Midtjylland en tredobbelt chance. Først sparkede Dario Osorio et frispark mod målhjørnet, men en stor redning Vincent Müller rettede skuddet på overliggeren. Straks efter blev det til et stolpeskud for gæsterne, inden Edward Chilufya fik sin afslutning midt i AaB-målet reddet af Vincent Müller. 

Den tyske keeper kunne dog ikke stille noget op et halvt minut senere, da Dario Osorio med et perfekt langskud fandt vej til målhjørnet og gjorde det til 3-1. Efter scoringen fulgte indskiftninger af Marc Nielsen og Kelvin John i stedet for Oliver Ross og Travis Hernes. 

Selvom også Lars Kramer blev smidt op på forreste linje i jagten på flere scoringer, var det i stedet FC Midtjylland, der kunne lukke kampen i 89. minut, da Oliver Sørensen gjorde det til 4-1. 

Resultatet betyder, at vi i skrivende stund indtager niendepladsen med 18 point inden grundspillets sidste kamp, der spilles på søndag kl. 17.00 på udebane mod Sønderjyske Fodbold. 

Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 21.spillerunde

AaB-FC Midtjylland 1-4 (1-2)
11. min 0-1 Oliver Sørensen, 23. min 0-2 Victor Bak, 45. min 1-2 Kasper Jørgensen, 78. min 1-3 Dario Osorio, 89. min 1-4 Oliver Sørensen
Advarsler AaB: Lars Kramer (45), Andres Jasson (76)
Advarsler FC Midtjylland: Ingen
8.599 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Bjarne Pudel, Nóel Atli Arnórsson (16: Mylian Jimenez), Travis Hernes (81: Marc Nielsen), Isak Hansen-Aarøen, Kasper Davidsen (65: Andres Jasson), Mads Bomholt (46: Aaron Seydel), Oliver Ross (81: Kelvin John), Mathias Jørgensen. 

FC Midtjylland (4-3-3): Elias Olafsson, Kevin Mbabu (74: Joel Andersson), Ousmane Diao, Mads Bech Sørensen, Victor Bak, Dani Silva, Pedro Bravo (81: Mikel Gogorza), Oliver Sørensen, Darío Osorio (81: Valdemar Byskov), Aral Simsir (74: Edward Chilufya), Franculino (63: Adam Buksa). 

Dommer: Lasse Graagaard

Tags på denne nyhed

Menno van Dam før AaB-FC Midtjylland

8. marts 2025 kl. 09:43 af Rasmus Estrup

10.000 har allerede sikret sig billet til søndagsopgøret på Aalborg Portland Park mod FC Midtjylland, og du kan stadig få billet på www.billet.aabsport.dk. 

Inden kampen i morgen, der er sidste hjemmekamp i grundspillet, indtager vi niendepladsen med 18 point, mens FC Midtjylland er på andenpladsen med 39 point. 

I dette interview sætter cheftræner Menno van Dam ord på den forestående duel på Aalborg Portland Park, hvor han håber på en lige så stærk lydkulisse som i søndags. 

3F Fanzonen åbner kl. 11.30, og frem til kickoff er der masser af aktiviteter. Find al praktisk info her. 

For hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i dette forår donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. gennem AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, til Stop Spild Lokalt Hjørring. Efter forårets to første hjemmekampe er Stop Spild Lokalt Hjørring foreløbigt sikret en donation på 33.288 kr. Køb din billet på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

U/15 foran forårspremieren

8. marts 2025 kl. 07:09 af Rasmus Estrup

Efter ca. to måneders vinteropstart gæster vores U/15 Ligahold i dag Lyngby Boldklub i den første ligakamp i 2025.

- For os er denne kamp ikke anderledes end de testkampe, vi har spillet indtil nu. Der bliver selvfølgelig bare spillet om point nu, og afregningen kan ses i en tabel. Men fokus op til denne kamp har ikke været anderledes end til testkampene, og for os er det afgørende, at udviklingen foregår hver eneste dag og hver eneste uge, siger U/15 Ligatræner Bo Zinck, der tiltrådte ved årets begyndelse.

- Når det er sagt, er der selvfølgelig ingen tvivl om, at vi tager til Lyngby for at vinde, og det vil vi gerne gøre ved at være tro mod os selv og levere det rette AaB-udtryk både på et individuelt plan og holdmæssigt, siger Bo Zinck.

I opstarten er det blevet til uafgjorte kampe mod OB og KFUM-Kameratene Oslo samt målrige sejre over Sønderjyske Fodbold og Silkeborg I.F.

- Vi arbejder hele tiden på de elementer, vi gerne vil fremme i vores udvikling, og drengene har en ild i øjnene. De har et mål om at blive bedre hver dag og er meget glade for at træne, og det er rigtig fedt at se, hvor hurtigt de suger tingene til sig, siger Bo Zinck. 

- Jeg synes, at vi i de seneste par måneder er blevet dygtigere i vores højre pres og til at forsvare vores eget felt. Samtidig er vi også blevet gode til at skabe chancer gennem en mere direkte og vertikal spillestil, hvor vi ikke skal bruge så mange pasninger for at komme frem til mål. Så jeg håber også, at det er blevet sjovere at se på, siger Bo Zinck. 

Inden lørdagens forårspremiere, der fløjtes i gang kl. 13.00, indtager U/15 Ligaholdet tiendepladsen i U/15 Ligaen med 16 point efter 12 kampe. Lørdagens modstander er på femtepladsen med 22 point efter 13 kampe.

Tags på denne nyhed
'