Knebent U/19-nederlag mod Ajax

21. marts 2025 kl. 14:17 af Rasmus Estrup

Vores U/19 Ligahold udnyttede landskampsterminen til at få international matchning i benene for førsteårs U/19-spillere og andetårs U/17-spillere, der i dag spillede en testkamp i Amsterdam mod AFC Ajax.

Den hollandske storklub fik efter få sekunder tilspillet sig en mulighed, men blot halvandet minut inde i opgøret styrede William Thomsen et indlæg i kassen til en AaB-føring efter godt forarbejde og et gennembrud på venstrekanten.

Efterfølgende fulgte flere gode AaB-sekvenser, der desværre ikke medfulgte chancer. I stedet udlignede hjemmeholdet efter seks minutters spil efter en flot solotur over venstreflanken. 

Ajax fik, som halvlegen skred frem, bedre og bedre fat om spillet, men defensiven og en velspillende Villads Bertelsen i målet kom i vejen for de farligste forsøg. Dermed kunne holdene gå til pause med stillingen 1-1.

Til anden halvleg ønskede U/19 Ligatræner Theis Larsen et mere aggressivt udtryk i presset, og det satte sit præg på anden halvleg, hvor hjemmeholdet ikke fik lige så meget tid til at orkestrere længere angreb.

Ajax fik dog scoret til 2-1 ca. et kvarter inde i anden halvleg, og selvom AaB spillede sig frem til flere gode muligheder – særligt mod slutningen - blev 2-1 også slutresultatet.

- Vi leverede en fin præstation, men er selvfølgelig trætte af, at vi ikke kan komme herfra med en sejr, siger U/19 Ligatræner Theis Larsen og fortsætter: 

- Vi kom godt ud og scorede et tidligt føringsmål, og efter det havde vi optræk til en masse. Derefter kæmpede vi lidt med det, og de fik skabt mange chancer, mens vi blev for passive. Men vi kom godt ud til anden halvleg og fik gjort det til en lige fodboldkamp i anden halvleg. Vi skulle bare have været endnu dygtigere til at omsætte det til chancer. Dem fik vi nogle af til sidst, hvor vi med lidt mere skarphed havde fået 2-2.

- Men spillerne fik værdifuld, international matchning, hvor de skulle håndtere bolden under pres og sidde tæt i duellerne, og det giver grobund for yderligere udvikling, når vi kommer hjem, siger Theis Larsen.

Theis Larsen og resten af U/19 Ligastaben stillede til dagens kamp med følgende 4-3-3-opstilling: Villads Hother Bertelsen, Daryosh Popalzai, Gustav Rubæk, Mads Samson, Felix Nygaard Skovholm, Georg Ejsing, Marcus Bonde, Tobias Lundgaard Jørgensen, William Thomsen, Bertram Skovgaard, Benjamin Pihl Jørgensen.

Undervejs blev Elias Christiansen, Victor Fjeldgaard, Valdemar Rubæk Vestergaard og Marinus Bach indskiftet. 

Tags på denne nyhed

Fredagsfest til AaB-Viborg F.F. – køb billet nu

21. marts 2025 kl. 11:00 af Rasmus Estrup

Vi står foran et kvalifikationsspil med ti finaler, hvor holdet har brug for mest mulig opbakning for at fastholde vores tilværelse i 3F Superligaen.

Efter 48 timers førsteret på billetter til de tre første hjemmekampe i kvalifikationsspillet, er der netop nu åbnet for billetsalget for alle på www.billet.aabsport.dk.

Du kan således købe billet til AaB-Viborg F.F fredag 28. marts, hvor vi afholder stor fredagsfest, der begynder allerede i 3F Fanzonen inden kampen, ligesom du også allerede nu kan sikre dig billetter til AaB-Lyngby Boldklub fredag 11. april og AaB-Sønderjyske Fodbold søndag 20. april.

Bliv sæsonkortholder og få første måned gratis
Med et sæsonkort- eller billetabonnement kan du få fast plads til samtlige hjemmekampe, og nye abonnenter kan få første måned gratis ved at bruge nedenstående rabatkoder inden udgangen af marts:

Brug rabatkoden: Sæsonkort2025 for at få første måned gratis på dit sæsonkortabonnement.

Brug rabatkoden: Billet2025 for at få første måned gratis på dit billetabonnement.

Priserne for et sæsonkortabonnement starter fra 99 kr. om måneden for en voksen og 65 kr. for et barn, mens billetabonnementet starter fra 85 kr. om måneden for en voksen og 45 kr. for et barn.

For et nytegnet abonnement er der seks måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + 1 måned.

 

Tags på denne nyhed

Widell på det svenske A-landshold

21. marts 2025 kl. 09:00 af Brian Andersen

Udtagelsen gælder udekampen i morgen mod Luxembourg og hjemmekampen tre dage senere mod Nordirland. Begge er testkampe.

I spidsen for det svenske A-landshold er på trænerbænken den tidligere danske landsholdsbomber Jon Dahl Tomasson.

Melker Widell er i forvejen noteret for 12 U-landskampe for Sverige, heraf ni U/21-landskampe.

I AaB har Melker Widell i 54 officielle kampe scoret 12 mål og leveret ni assists, og han har stadig 10 finaler i kvalifikationsspillet tilbage for AaB inden det forestående sommerskifte til Swansea City.

Tags på denne nyhed

Makolli, Møller og Grønkjær i landsholdsaktion

21. marts 2025 kl. 06:41 af Rasmus Estrup

Igen i går var tre AaB'ere i aktion for deres respektive ungdomslandshold. Elison Makolli fik således fuld spilletid for Sveriges U/21-landshold, der i går tabte 2-1 til Belgien i en venskabskamp.

Elison Makolli indtog fra start en position i midterforsvaret, og efter en målløs første halvleg bragte svenskerne sig i front tidligt i anden halvleg på et straffespark.

Efter 63 minutter udlignede belgierne, og i 84. minut scorede Belgien sejrsmålet til 2-1. Svenskerne spiller en ny U/21-venskabskamp på søndag mod Wales. 

Kampen i går var 20-årige Elison Makollis tredje på det svenske U/21-landshold og 32. ungdomslandskamp i alt. 

Grønkjær og Møller i U/18-nederlag til Holland
Det danske U/18-landshold var også i kamp i går, hvor det i en venskabskamp endte med et 1-0-nederlag mod Holland. 

Akademimålmand Bertil Grønkjær vogtede buret hele kampen, og 20 minutter før tid blev holdkammerat Valdemar Møller indskiftet. 

U/18-landsholdet skal i aktion igen på søndag - også mod Wales. 

Bertil Grønkjær optrådte i går for 15. gang for de danske ungdomslandshold - den tredje gang på U/18-landsholdet, og Valdemar Møller noterede sig for sin syvende ungdomslandskamp - alle for U/18-landsholdet. 

Værdifuld testkamp i Aarhus

20. marts 2025 kl. 14:49 af Brian Andersen

I forhold til opgøret i søndags mod Sønderjyske var kun Kasper Jørgensen, Mylian Jimenez og Andres Jasson gengangere i startopstillingen hos AaB, og i skønt forårsvejr og på en lækker græsbane på aarhusianernes anlæg på Fredensvang var værterne allerede efter 35 sekunder tæt på at tage føringen, da Tobias Bech headede på overliggeren.

Efter fem minutter var Tobias Bech igen nærgående med en afslutning forbi fjerneste stolpe, og generelt sad AGF tungt på de indledende 10-15 minutter af dysten.

Langsomt fik AaB arbejdet og spillet sig ind i matchen, men det var hjemmeholdet, som også i det 27. minut var farlige, da AaB-keeper Rody de Boer fik viftet Eric Kahls skud fra kanten af straffesparksfeltet over tværribben.

De gode momenter fra AaB forekom oftere og oftere, og efter 33 minutter dannede et nydeligt angreb baggrund for føringsmålet, da Amar Diagne scorede efter en perfekt tværpasning fra Andres Jasson, der befandt sig i en fordelagtig situation efter forarbejde af Malthe Holt.

Få øjeblikke senere var Rody de Boer på ny på plads over for en afslutning fra Tobias Bech, mens endnu et velgennemført AaB-angreb med Mads Bomholt, Malthe Holt og Kasper Davidsen involveret fem minutter før pausen gav muligheden til Andres Jasson, hvis afslutning blev blokeret til hjørnespark.

Mikkel Duelund truede et par gange for AGF, men det var AaB, der ni minutter efter pausen var særdeles tæt på at fordoble føringen, da endnu et godt opspil gav chancen til Christian Tcacenco i fremdrift, men desværre ramte skudforsøget indersiden af stangen.

I stedet blev det efter knap en time 1-1, da en lang fremlægning henover AaB-defensiven gav muligheden til Frederik Emmery, der udplacerede Rody de Boer.

Midtvejs i anden halvleg var AaB igen tæt på sin anden scoring, da Amar Diagne stod for oplægget til Mads Bomholt, hvis afslutning blev reddet af AGF’s bageste skanse Leopold Wahlsted.

Med ti minutter igen var det Frederik Brandhof, der i stedet var ved at afgøre det for AGF, men skudforsøget tog overkanten af overliggeren.

Næste opgave for AaB er den første af 10 finaler i kvalifikationsspillet, når Viborg F.F. næste fredag gæster Aalborg Portland Park. Køb fra i morgen formiddag i forsalg din billet her.

(Foto: agf.dk).

Matchfacts – testkamp
AGF-AaB  1-1 (0-1)
33. min 0-1 Amar Diagne, 59. min 1-1 Frederik Emmery.

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Christian Tcacenco, Kasper Jørgensen (64: Lars Kramer), Oumar Diakhité (83: Malthe Kjølby), Marc Nielsen, Kasper Davidsen, Malthe Holt, Mylian Jimenez, Andres Jasson, Mads Bomholt, Amar Diagne.

Tags på denne nyhed
'