AaB TV: Viborg F.F.-AaB 2-0

19. januar 2025 kl. 07:05 af Rasmus Estrup

Lørdag spillede vi årets første testkamp på udebane mod Viborg F.F., hvor det blev til et nederlag på 2-0.

Vi indledte med et straffespark, som Mathias Jørgensen bankede på overliggeren, og derefter fulgte gode muligheder til Valdemar Møller og Oliver Ross, inden Viborg F.F. kom foran ved Mikkel Løndal efter otte minutter.

Trods et nordjysk spilovertag i første halvleg udbyggede Mads Søndergaard til 2-0 for hjemmeholdet et lille kvarter før pausen.  

Efter pausen havde Viborg F.F. flere gode chancer og et hovedstød på overliggeren, inden det i modsatte ende blev til gode chancer for blandt andre Aaron Seydel, Isak Hansen-Aarøen og Amar Diagne, men kampen sluttede med et nederlag på 2-0.

Hjemmeholdets optagelse af kampen var desværre ramt af tekniske udfordringer. Derfor har det kun været muligt at lave et sammendrag ud fra de taktiske og lydløse optagelser fra et Hudl-kamera. Sammendraget på ca. fire minutter efterfølges af et interview med cheftræner Menno van Dam.

Tags på denne nyhed

AaB tabte første test

18. januar 2025 kl. 14:31 af Brian Andersen

Hele 22 spillere fik spilletid for AaB, og kun målmand Rody de Boer fik alle 90 minutter på banen.

AaB åbnede som lyn og torden, og inden der var spillet 50 sekunder, var der begået straffespark mod Oliver Ross, men forsøget fra de 11 meter blev desværre hamret på overliggeren af anfører Mathias Jørgensen.

Inden der var spillet fem minutter måtte hjemmeholdets keeper Lucas Lund afværge en mulighed til Valdemar Møller, og det samme gjorde sig gældende, da chancen tre minutter senere tilfaldt Oliver Ross.

Trods den fine AaB-indledning var det i stedet Viborg F.F., som i det niende minut bragte sig foran, da en skarp omstilling blev udnyttet med et resolut spark af Mikkel Løndal.

AaB fortsatte imidlertid den spillemæssige dominans, hvilket efter et flot angreb i det 27. minut førte til en firsttimer fra Oliver Ross, men afslutningen gik tæt forbi opstanderen.

Kampbilledet var således det samme, men alligevel var det hjemmeholdet, der efter 32 minutter igen viste effektivitet, da Mads Søndergaard med et hårdt og fladt spark fra kanten af straffesparksfeltet øgede til 2-0.

Tre minutter senere var Nichlas Pedersen tæt på at øge yderligere for Viborg F.F., men det blev ved de 2-0 ved pausen.

I anden halvleg havde AaB’s udvalgte det spillemæssigt noget sværere, men alligevel var Aaron Seydel tæt på en reducering efter 53 minutter, hvor Amar Diagne stod for et flot forarbejde.

I den modsatte ende headede Manuel Mbom på tværribben efter hjørnespark, mens også Serginho var tæt på et par gange.

Efter 74 minutter opstod en dobbeltchance til AaB, men hverken Isak Hansen-Aarøen eller Aaron Seydel fik tæt under mål ordentligt ramt på læderet.

I slutfasen headede Oumar Diakhité tæt over mål, og også Amar Diagne forsøgte sig for AaB, mens værternes sidste tilbud tilfaldt Renato Junior.

Næste testkamp for AaB spilles på fredag på anlægget på Hornevej, hvor AC Horsens kommer på besøg.

Matchfacts – testkamp
Viborg F.F.-AaB  2-0 (2-0)
9. min 1-0 Mikkel Løndal, 32. min 2-0 Mads Søndergaard.

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Andreas Bruus (46: Kasper Jørgensen), Lars Kramer (46: Oumar Diakhité), Mads Samson (46: Bjarne Pudel), Marc Nielsen (46: Eugene Amankwah), Kasper Davidsen (46: Travis Hernes), Mads Bomholt (46: Isak Hansen-Aarøen), Mylian Jimenez (46: Melker Widell), Valdemar Møller (46: Andres Jasson), Oliver Ross (46: Aaron Seydel (78: Kelvin John)), Mathias Jørgensen (46: Amar Diagne).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Første interview med Travis Hernes

17. januar 2025 kl. 16:40 af Rasmus Estrup

Travis Hernes er nyeste mand i AaB-truppen. 

Den 19-årige normand, der er på U/20-landsholdet i hjemlandet, er kommet til AaB fra Premier League-klubben Newcastle United FC på en lejeaftale for resten af året. 

Travis Hernes er født på Jamaica, men opvokset i Norge, hvor han spillede hos barndomsklubben Heradsbygda IL, inden han som 14-årig flyttede til England. Her gik turen forbi Wolverhampton Wanderers og Shrewsbury Town, inden han i 2023 blev hentet til Newcastle United FC. 

Mød midtbanespilleren, der har fået trøje nummer 26, i indslaget øverst fra AaB TV. 

Tags på denne nyhed

Kaptajnen glæder sig til kamp

17. januar 2025 kl. 16:18 af Brian Andersen

AaB’s Superligatrup havde første træning for otte dage siden, og lørdag gælder det så den første testkamp, hvilket topscorer Mathias Jørgensen ser frem til:

- I øjeblikket er der selvfølgelig en masse fysisk load, så det allervigtigste er at få nogle kampminutter i benene, men det bliver dejligt at komme i gang og få prøvet nogle ting af.

- Indtil videre har opstarten været rigtig god. Jeg synes, folk virker skarpe efter ferien, og så er de nye faldet godt ind, siger Mathias Jørgensen, hvis cheftræner Menno van Dam har udtaget følgende 23 navne til morgendagens duel i Viborg:

1 Vincent Müller, 2 Oumar Diakhité, 4 Lars Kramer, 5 Marc Nielsen, 6 Mylian Jimenez, 8 Melker Widell, 10 Oliver Ross, 11 Mathias Jørgensen, 13 Bjarne Pudel, 14 Andreas Bruus, 16 Kasper Davidsen, 17 Andres Jasson, 19 Aaron Seydel, 20 Kasper Jørgensen, 21 Mads Bomholt, 22 Rody de Boer, 23 Isak Hansen-Aarøen, 26 Travis Hernes, 27 Kelvin John, 28 Valdemar Møller, 35 Eugene Amankwah, 37 Amar Diagne og U/19 Ligaspiller Mads Samson.

Der er kampstart mod Viborg F.F. på kunstgræsbanen på Rughavevej lørdag kl. 12.00, hvor der er fri adgang.

Ligeledes livestreames opgøret via Viborg F.F.’s Youtube-kanal.

AaB lejer Newcastle-nordmand

17. januar 2025 kl. 14:30 af Brian Andersen

Den 19-årige norske U/20-landsholdsspiller er født i Kingston på Jamaica, men optrådte indtil 2019 for sin barndomsklub Heradsbygda IL, hvorfra han skiftede til engelske Wolverhampton Wanderers.

I 2021 gik turen i England videre til Shrewsbury Town, hvor han også fik førsteholdskampe, inden han 1. september 2023 blev hentet til Newcastle.

For Norge er det hidtil blevet til otte ungdomslandskampe.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Travis er en ung, sulten og talentfuld central midtbanespiller, der er bedst som sekser, men som også kan udfylde otter-positionen.

- Han er teknisk dygtig og har et godt, fremadrettet flow i sit spil. Han er pasningssikker – også under pres – ligesom han indeholder dynamik og god acceleration, og i det hele taget dækker Travis et stort område og arbejder hårdt igennem i hel kamp, og vi ser frem til, at han i det næste halve år bliver en del af vores trup, lyder det fra James Gow.

Travis Hernes glæder sig til at tilbringe de kommende måneder i Aalborg:

- Jeg har hørt en masse gode ting om klubben og har også set flere af holdets kampe, og derfor ved jeg også, at der er en fantastisk opbakning fra fansene.

- Derudover har jeg haft fine samtaler med blandt andre James og Menno (van Dam, AaB’s cheftræner, red.) og fået et rigtig godt indtryk af det hele, fortæller Travis Hernes og tilføjer:

- Nu ser jeg frem til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang med at spille kampe, og forhåbentligt kan foråret blive vellykket både på holdets og på egne vegne.  

Travis Hernes får trøje nummer 26 i AaB og er i spil til at indgå i truppen til morgendagens testkamp mod Viborg F.F.

Tags på denne nyhed
'