AaB-nederlag mod amerikanere

31. januar 2025 kl. 19:32 af Brian Andersen

Mathias Jørgensen, Jubril Adedeji og Nichlas Helenius scorede målene for AaB henover de tre gange 45 minutter i eftermiddagssolen i Marbella.

Efter en ganske lige indledning på kampen og en dominerende Travis Hernes på midtbanen overtog AaB via et højt pres langsomt styringen, men det var Seattle Sounders FC, som efter 17 minutter havde den første store chance, da Albert Rusnak pludselig stod fri og firsttimede mod mål, men AaB-keeper Vincent Müller fik afværget med en god reaktion.

Godt midtvejs i halvlegen fik Mathias Jørgensen prikket bolden fra amerikanernes bageste markspiller, men desværre blev trækket for langt, så Stef Frei kunne redde situationen.

I den modsatte ende leverede Bjarne Pudel en regulær ishockey-blokering, da Jordan Morris var fri til et skud, og efter en halv time bragte AaB sig ikke ufortjent i front, da Oliver Ross med en smart pasning i straffesparksfeltet fandt sin anfører, og Mathias Jørgensen scorede på vanlig sikker facon.

Fem minutter senere kom dog endnu et varsel fra Seattle, da Paul Arriola ramte stolpen, og få øjeblikke senere måtte Vincent Müller redde med en fodparade over for Jordan Morris.

To minutter før den første pause var Jordan Morris igen på spil, da han modtog en friløber og alene med Müller trillede bolden på tværs, hvor Pedro de la Vega kunne udligne til 1-1 i et tomt mål.

AaB var dog tæt på at svare hurtigt igen, da en efterhånden velkendt og kontrolleret Mads Bomholt-afslutning sneg sig uden om den modsatte opstander.

I den anden af de tre halvlege overtog Seattle Sounders FC mere og mere taktstokken mod et AaB-mandskab med, lignede det, tunge stænger, og 2-1 træfferen til Seattle kom i det 54. minut, hvor Albert Rusnak udplacerede Vincent Müller.

Straks efter hev Vincent Müller en stor redning op ved en mulighed til Paul Arriola, mens Mathias Jørgensen efter 58 minutter ikke fik fart nok på sin flugter efter et indlæg fra Kasper Jørgensen.

Netop som man sad med en fornemmelse af, at AaB var på vej tilbage ind i kampen, så fik MLS-mandskabet scoret til 3-1 ved Snyder Brunell.

På det efterfølgende angreb sendte Kelvin John en stor chance på stolpen, men flere scoringer blev det ikke til efter de 90 minutter.

Tredje halvleg åbnede med stor Seattle-dominans, og AaB-målmand Rody de Boer reddede fra en fri Snyder Brunell, inden det efter 103 minutter blev 4-1 ved Jesus Fereira.

Seattle Sounders FC optrådte med rutineret og sikker boldomgang, men AaB fik sig alligevel kæmpet tilbage, da Jubril Adedeji i det 121. minut udnyttede en ripost fra et forsøg fra Nicklas Helenius, som havde kombineret sig fri i samspil med Valdemar Damgaard.

Fire minutter senere fik Kelvin John en ny mulighed for AaB, men reduceringen til 4-3 kom i stedet efter 131 minutter, hvor Nicklas Helenius på klassisk manér med en hård, flad inderside iskoldt eksekverede Andreas Bruus’ cutback-aflevering efter et nyt angreb, hvor også Valdemar Damgaard havde været involveret.

Desværre cementerede Seattle sejren, netop da spændingen ellers var genskabt, Obed Vargas udplacerede en sagesløs Rody de Boer.

Forberedelsesfasens fjerde og sidste testkamp for AaB venter om en uge mod ukrainske FC LNZ Cherkasy. Ligeledes spilles der samme dag reserveholdstestkamp mod Sparta Prags B-hold.

Matchfacts – testkamp på Banus Football Center
Seattle Sounders FC-AaB  5-3 (1-1, 2-0, 2-2)
30. min 0-1 Mathias Jørgensen, 43. min 1-1 Pedro de la Vega, 54. min 2-1 Albert Rusnak, 78. min 3-1 Snyder Brunell, 103. min 4-1 Jesus Fereira, 121. min 4-2 Jubril Adedeji, 131. min 4-3 Nicklas Helenius, 134. min 5-3 Obed Vargas.

AaB (4-3-3): Vincent Müller (91: Rody de Boer), Kasper Jørgensen (66: Andreas Bruus), Lars Kramer (91: Jubril Adedeji), Bjarne Pudel (91: Oumar Diakhité), Marc Nielsen (91: Eugene Amankwah), Travis Hernes (91: Mylian Jimenez), Mads Bomholt (91: Valdemar Møller), Isak Hansen-Aarøen (66: Kasper Davidsen), Andreas Jasson (66: Kelvin John), Oliver Ross (91: Nicklas Helenius), Mathias Jørgensen (91: Amar Diagne).

AaB’s startformation mod Seattle Sounders FC

31. januar 2025 kl. 13:17 af Brian Andersen

Parterne har aftalt, at dysten afvikles over tre gange 45 minutter, og opgøret streames live på nordjyske.dk fra kl. 15.00.

AaB’s 11 startende spillere er:

1 Vincent Müller
4 Lars Kramer
5 Marc Nielsen
10 Oliver Ross
11 Mathias Jørgensen
13 Bjarne Pudel
17 Andres Jasson
20 Kasper Jørgensen
21 Mads Bomholt
23 Isak Hansen-Aarøen
26 Travis Hernes

Duellen er AaB’s næstsidste testkamp inden forårspremieren mod FC Nordsjælland.

Seattle Sounders FC nåede i den forgangne sæson semifinalen i Major Soccer League, hvor man knebent måtte overgive sig til de senere mestre fra LA Galaxy.

AaB TV: Jasson ser frem til amerikansk test

30. januar 2025 kl. 17:25 af Rasmus Estrup

Ovenpå onsdagens rejsedag blev torsdagen skudt i gang med en løbetur fra morgenstunden inden træningslejrens første træningspas i formiddags. 

Her til eftermiddag har spillerne atter været på banen, og i morgen kl. 15.00 spilles en testkamp mod MLS-klubben Seattle Sounders FC på Banus Football Center. Kampen spilles over tre halvlege af 45 minutters varighed, og opgøret livestreames på nordjyske.dk for abonnenter. 

I dette interview fra formiddagstræningen kan du høre amerikanske Andres Jasson fortælle om stemningen til første træningsdag i Spanien og forventningerne til fredagens test. 

Besøg Aalborg Zoo gratis i weekenden

30. januar 2025 kl. 13:03 af Rasmus Estrup

De næste to weekender er der gode aktivitetsmuligheder for alle vores sæsonkortholdere og billetabonnenter, da Aalborg Zoo har valgt at give gratis adgang, hvis man ved indgangen kan fremvise et gyldigt sæsonkort til Aalborg Portland Park. 

Det er tilbud, der hører under vinterens oplevelsespakke fra AaB, som alle vores ca. 5.500 sæsonkortabonnenter og billetabonnenter har fået som tak for opbakningen.

Aalborg Zoo og Nordsøen Oceanarium har for tredje år i træk støttet op om oplevelsespakken, og mens Nordsøen Oceanarium har haft gratis entré for sæsonkortholdere i løbet af december og januar, åbner Aalborg Zoo dørene gratis for vores sæsonkortholdere i de to første weekender i februar.

Muligheden gælder således lørdag 1. februar, søndag 2. februar, lørdag 8. februar og søndag 9. februar.

Alt man som sæsonkortabonnent eller billetabonnent skal gøre for at få gratis adgang til Aalborg Zoo, er at fremvise et gyldigt sæsonkort ved indgangen. Sæsonkortet kan tilgås via sin profil på www.billet.aabsport.dk eller via AaB's app.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fra Aalborg til Marbella

29. januar 2025 kl. 21:07 af Rasmus Estrup

AaB er velankommet til Hotel Barceló Marbella, der sammen med træningsbanerne på Banús Football Center danner rammerne om denne vinters træningslejr. 

Foruden en masse træningspas på Banús Football Center venter også tre kampe på træningslejren, der afsluttes lørdag 8. februar. 

Første testkamp i Spanien spilles fredag kl. 15.00 mod Major League Soccer-klubben Seattle Sounders FC, og opgøret, der spilles over tre halvlege af 45 minutters varighed livestreames for abonnenter på nordjyske.dk.

Fredag 7. februar spilles der en førsteholdstestkamp mod ukrainske FC LNZ Cherkasy kl. 11.00, inden reserveholdstestkampen følger kl. 16.00 mod Sparta Prags B-mandskab. 

Tags på denne nyhed
'