9220 De Frivillige, Det Kærlige Måltid Aalborg og Stop Spild Lokalt Hjørring udgør de tre kandidater til AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning. Stem på din favorit indtil torsdag kl. 12.00.
Siden 2015 er der gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning blevet uddelt flere end to millioner kr. til gode formål i Nordjylland, og i foråret 2025 donerer AaB og Arbejdernes Landsbank igen to kr. pr. tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til velgørende formål i regionen.
Hvem der skal modtage prisen, skal du nu være med til at bestemme.
Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, Wintherhjælpen, har gennemgået alle indkomne ansøgninger.
Blandt flere gode ansøgninger er følgende tre kandidater nomineret til at modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2025: 9220 De Frivillige, Det Kærlige Måltid Aalborg og Stop Spild Lokalt Hjørring.
9220 De Frivillige
9220 De Frivillige er en forening, der siden 2012 har lavet aktiviteter i Aalborg Øst, hvor hovedfokus ligger på aktive og kreative lege for børn i sommerferien, vinterferien og efterårsferien, ligesom der arrangeres aktiviteter et par gange om måneden, afholdes loppemarkeder og lignende.
Aktiviteterne er med til at skabe fællesskab og netværk for både børn og forældre i Aalborg Øst, og sommeraktiviteterne foregår på forskellige plæner i postnummeret, hvor der stilles en hel legeplads op med hoppeborg, snobrød, kreative aktiviteter og udendørs legetøj, mens der i vinterferien er lege i salen ved Trekanten.
Skulle 9220 De Frivillige modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning vil pengene gå til en ny trailer til al legeudstyret, en ny popcorn-maskine og andre aktiviteter, der kan komme børn i postnummeret til gode.
Det Kærlige Måltid Aalborg
Det Kærlige Måltid Aalborg er en non-profit organisation med ca. 100 frivillige, som hver uge laver og leverer gratis måltider til ca. 70 personer, der bliver ramt af akut livstruende sygdomme eller traumer i Aalborg kommune.
Blandt de mange frivillige er sårbare unge, som gennem det frivillige arbejde ved Det Kærlige Måltid finder et stærkt fællesskab og mærker, at de er med til at gøre en forskel for de sygdomsramte familier, der gennem Det Kærlige Måltid kan få fire ugentlige måltider i op til otte uger.
Såfremt Det Kærlige Måltid Aalborg modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning, vil donationen gå til arrangementer for de frivillige – med fokus på gode, sunde råvarer og at undgå madspild samt til køkkenredskaber.
Stop Spild Lokalt Hjørring
Stop Spild Lokalt Hjørring er en frivillig forening, som indsamler mad fra supermarkeder i hele Nordjylland og hver dag uddeler maden gratis til ca. 25 trængte nordjyske familier fra madoasen i Hjørring.
Det gælder mad- og råvarer, som intet fejler, men ikke kan sælges på grund af eksempelvis en beskadiget emballage eller en udløbet datomærkning.
Såfremt Hele Nordjyllands Håndsrækning skulle gå til Stop Spild Lokalt, vil donationen gå til at sikre, at foreningens bil kan komme rundt til de forskellige supermarkeder, samt til nye initiativer, hvor trængte familier kan få hjælp til at afholde konfirmationer og fødselsdage.
Afstemning
Afstemningen er nu i gang, og man kan stemme på de tre kandidater her indtil torsdag 13. februar kl. 12.00.
Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2025 offentliggøres fredag 14. februar.
Søndag 16. februar kl. 14.00 spiller vi forårspremieren i 3F Superligaen på Aalborg Portland Park, når vi får besøg af FC Nordsjælland. Køb billetter til årets første hjemmekamp her.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
Mødrehjælpen i Aalborg – velgørenhedstrøje 2024/2025 – endnu ikke opgjort (100 kr. pr. solgt trøje)
Wintherhjælpen – efterår 2024 – 135.458 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 – 22.500 (100 kr. pr. solgt trøje)
De Frivillige på Aalborg Universitetshospital - forår 2024 – 106.498 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)