Ca. 500 siddepladser frigivet på A. Enggaard Tribunen

28. februar 2025 kl. 14:00 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 18.00 danner Aalborg Portland Park ramme 3F Superligakampen mellem AaB og FC København. Du kan finde al praktisk information om kampen her.

Allerede torsdag havde flere end 10.000 tilskuere købt billet til søndagsduellen, og i går blev der frigivet siddepladser med begrænset udsyn på Complea Tribunen. 

Nu er der også blevet åbnet for yderligere siddepladser på A. Enggaard Tribunen, hvor der netop er frigivet ca. 500 siddepladser. Køb din billet til kampen på www.billet.aabsport.dk.

FC København varetager selv billetsalget til udebaneafsnittet. AaB gør opmærksom på, at tilskuere der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. for hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i foråret til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2025 går ubeskåret til Stop Spild Lokalt Hjørring. Efter forårets første kamp er Stop Spild Lokalt Hjørring foreløbigt sikret en donation på 14.996 kr. 

Frigiv din plads, hvis du er forhindret
Er du som sæsonkortholder forhindret i at komme til kampen på søndag, håber vi, at du vil videresende din billet til en ven eller frigive din plads, så andre kan få gavn af pladsen til denne kamp og vi kan få fyldt tribunerne mest muligt op.

Du kan videresende eller frigive din billet på ca. ti sekunder via AaB’s app. Via billet.aabsport.dk skal følgende fremgangsmåde bruges:

  •  Gå ind på din konto på www.billet.aabsport.dk.
  •  Gå til Min Konto
  •  Vælg Funktioner, og tryk på Frigiv plads/Ændre plads...
  •  Her kan du se dit sæsonkort og flere muligheder:
  •  Frigiv min plads/ Konverter til billet etc. 
  •  Vælg den mulighed, du ønsker.
  •  Godkend, at du vil frigive din plads eller konvertere dit sæsonkort til en billet.

Har du valgt at frigive din plads, skal du ikke gøre mere, når du har godkendt. Din plads er dermed frigivet, så en anden kan købe den - naturligvis kun til den specifikke kamp.

Har du valgt at konvertere dit sæsonkort til en billet til kampen, kan du efterfølgende downloade billetten som PDF eller sende den videre som SMS.

 

Tags på denne nyhed

Streetammo x AaB: En fusion af streetwear og fodboldkultur

28. februar 2025 kl. 10:00 af Michael Meelsen Nielsen

I den spændende fusion af streetwear og fodbold er streetwear-brandet Streetammo gået sammen med AaB omkring en helt ny, limited edition tøjserie, hvor de forskellige dele i kollektionen er designet i et samarbejde mellem den tidligere AaB’er Lucas Andersen, Streetammo og AaB. AaB og Streetammo har tidligere samarbejdet omkring den populære tøjkollektion ‘’Allez Allez’’ og denne nye kollektion har fokus på at forene streetwearkultur med fodboldkultur. 

Kollektionens logo forener den streetwear-inspirerede æstetik i Streetammos logo og AaB’s logo. I logoet er der også inkorporeret røde lyn, med reference til ‘’Som Ramt Af Lynet"-sangen, der synges, når AaB stiller klar til kamp på Aalborg Portland Park.

Den limiterede kollektion, hvor alle dele er skabt med et blik for detaljen og i lækre, kvalitetsmaterialer, indeholder en polo, en tee, en hoodie og et tracksuit, hvor de enkelte dele er skabt til at have på, hvad end du står på tribunen eller er på vej ud i byens gader. 

Designet i de forskellige items tager udgangspunkt i AaB’s ikoniske farver og Streetammos urbane rødder i moderne streetwear.

Streetammo x AaB-kollektionen kan købes fra i dag kl. 10.00 hos både Streetammo og på www.aabshoppen.dk.

Kollektionen lanceres ved et event i Streetammos butik på Boulevarden 32 i dag mellem kl. 16-18, hvor programmet er følgende:

  • Live-DJ: Andreas Mandrup
  • Jonglerings-konkurrence v. Christian fra Streetmekka, som også lærer sin skills fra sig
  • Mød udvalgte spillere fra AaB’s spillertrup
  • Gratis drikkevarer

Se kollektionen på www.aabshoppen.dk.

Tags på denne nyhed

Haugaard|Braad Advokatfirma bliver toppartner i AaB

28. februar 2025 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

I tre år har Haugaard|Braad Advokatfirma været samarbejdspartner i AaB. Først som sølvpartner, og de seneste to år som guldpartner. Nu tager AaB og Haugaard|Braad næste skridt i samarbejdet, så Haugaard|Braad bliver toppartner i AaB frem til udgangen af 2026.

- I AaB har vi selv stor gavn af at bruge Haugaard|Braad Advokatfirma som vores husadvokat, og det glæder os, at vi nu kan indgå i et endnu stærkere samarbejde for de næste to år, siger AaB's administrerede direktør Michael Tuxen Boll.

- Udover at fungere som AaB’s advokat er Haugaard|Braad også en aktiv del af AaB Netværket og vores executive-arrangementer, og vi ser frem til deres fortsatte deltagelse på den front, siger Michael Tuxen Boll.

Udover fortsat at være en del af AaB Netværket og vores executive-arrangementer samt få eksponering på Aalborg Portland Park i forbindelse med vores hjemmekampe får Haugaard|Braad i den nye aftale blandt andet også flere hospitality-muligheder i AaB Pubben, Scan Global Loungen for AaB’s største partnere og skyboksene på Aalborg Portland Park. Derudover vil Haugaard|Braad også få plads i AaB’s digitale kampagner.

- Vi er fortsat topdedikerede i vores samarbejde og vores støtte til AaB, og det viser vores tidligere opgradering fra sølvpartner til guldpartner og senest nu som toppartner de næste to år, siger Tommy Olesen, der er partner ved Haugaard|Braad og fortsætter:

- Som toppartner øges vores muligheder for synlighed både gennem stærke netværksarrangementer og AaB’s digitale kanaler. Vi ser frem til at drage endnu mere fordel af vores stærke samarbejde. Det er en win/win for begge parter, siger Tommy Olesen.

Haugaard|Braad Advokatfirma har kontor på Skibbrogade 3 i Aalborg og leverer blandt andet juridiske løsninger til erhvervsvirksomheder, myndigheder og offentlige virksomheder i hele Danmark.

Tags på denne nyhed

3F Fanzonen åbner kl. 15.30 på søndag

27. februar 2025 kl. 19:24 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-FC København

Spillerunde: 20
Spilledato: Søndag 2. marts 2025
Kampstart: Kl. 18.00
Dørene åbner: Kl. 16.30
3F Fanzonen åbner: Kl. 15.30
Dommer: Morten Krogh

Flere end 10.000 har billet til AaB-FC København
www.billet.aabsport.dk kan du gøre som flere end 10.000 andre og købe billet til søndagskampen på Aalborg Portland Park. Billethuset på Aalborg Portland Park åbner kl. 16.30 på søndag.

FC København står selv for salget af billetter til udebaneafsnittet. AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 16.30 på søndag.

3F Fanzonen åbner kl. 15.30 – vind drikkevarer
Aktiviteterne i 3F Fanzonen begynder kl. 15.30 på søndag. Her kan du blandt andet prøve kræfter med en Goal Station eller spille subsoccer.

3F stiller også med et bordfodboldbord, og de første 40 bordfodboldspillere har mulighed for at vinde en gratis øl/vand i 3F Fanzonen.

I 3F Fanzonen kan du også få ansigtsmaling i AaB-farver, og du kan naturligvis også købe lækker mad fra grillen, købe vand, øl og slik i boderne, og så kan man igen få fat i en omgang "Gratværk" (pølsemix) eller pommes frites.

Kig forbi AaB Shoppen fra kl. 15.30
Inden kampstart på søndag kan du også slå vejen forbi AaB Shoppen, hvor du finder masser af lækkert AaB-merchandise.

AaB Shoppen åbner i 3F Fanzonen kl. 15.30, mens dørene til AaB Shoppen i foyeren åbner kl. 16.00.

Indløbsbørn fra Dall-Ferslev I.F. og KB81
Børnespillere fra vores partnerklubber KB81 Aalborg og Dall-Ferslev Idrætsforening går søndag på banen med vores spillere, og de to klubber deltager også i søndagens pausekonkurrence.

Adgang til boder og toiletter i 3F Fanzonen under kampen
3F Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i 3F Fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 16.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB indgår aftale med talentfuld midtbanespiller

27. februar 2025 kl. 14:55 af Rasmus Estrup

Den 18-årige akademispiller kom til AaB fra partnerklubben Brønderslev I.F. som U/13-spiller.

Sportsdirektør James Gow udtaler:

- Vi er altid meget opmærksomme på, hvordan vores akademispillere udvikler sig, og særligt det seneste halvår har Malthe taget store skridt i sin udvikling, hvilket også eksemplificeres ved, at han netop er kommet hjem fra en samling med U/19-landsholdet.

- Med den indsats han lægger for dagen og den udviklingskurve, han lige nu er inde i, føler vi, at han har gjort sig fortjent til en kontrakt frem til næste sommer. På den måde får han rammerne til at fortsætte sin udvikling og forhåbentlig spille sig vej til en plads i vores førsteholdstrup, hvis han kan fortsætte med at bygge på, siger James Gow.

Akademichef Mathias Krogh supplerer:

- Malthe er en dynamisk boks-til-boks-spiller, der kommer med en masser energi, er stærk i sit presspil og passer godt til vores udtryk. Malthe er kommet lidt fra baghjul, men har virkelig taget sit talent seriøst og har rykket sig markant over den seneste periode, hvilket vi gerne vil belønne.

- Selvom han som enhver anden ung spiller skal lægge på i elementer af sit spil, har han et potentiale, som vi over den næste tid glæder os til at være med til at udfolde på AaB Akademiet under ledelse af dygtige trænere, specialister og i samspil med mange dygtige holdkammerater, siger Mathias Krogh.

Malthe Holt er i gang med sin anden sæson som U/19 Ligaspiller, og aftalen med AaB løber indtil 30. juni 2026.

Tags på denne nyhed
'