AaB TV: Elison Makolli er ny AaB-spiller

2. februar 2025 kl. 16:29 af Rasmus Estrup

Vi har netop præsenteret Elison Makolli som ny midterforsvarer, og i dette indslag kan du se første interview med den 20-årige svensker, der er købt i Malmö F.F. 

Elison Makolli har optrådt 17 gange for de mangedobbelte svenske mestre, og i landsholdssammenhæng er han noteret for 31 ungdomslandsholdsoptrædener for Sverige. 

Tags på denne nyhed

AaB køber midterforsvarer i Malmö F.F.

2. februar 2025 kl. 14:00 af Brian Andersen

Den svenske U/21-landsholdsspiller er ankommet til træningslejren i Marbella og har sin første træning med AaB i morgen.

Elison Makolli skiftede allerede som 11-årig til Malmö F.F. og er noteret for 17 officielle kampe for de mangedobbelte svenske mestre.

For Sverige har Elison Makolli gjort sig gældende hele 31 gange – senest to gange i november for U/21-landsholdet.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Vi er meget tilfredse med at kunne styrke vores trup med en ung og ærgerrig forsvarsspiller som Elison Makolli, der både er en spiller for fremtiden, men som også relativt hurtigt vil kunne konkurrere om en plads i midterforsvaret.

- Trods sin unge alder har Elison Makolli allerede en vis erfaring fra højeste niveau, og han er en spiller med mange kompetencer, siger James Gow og uddyber:

- Elison er en mobil, atletisk, fysisk stærk og hurtig spiller, ligesom han er forudseende i sit forsvarsspil og også formår at føre bolden frem, hvorfor han på mange parametre passer ind i vores spilfilosofi og vores strategi.

Elison Makolli glæder sig til sin nye udfordring:

- Det er rigtig fedt at komme til AaB og kunne støde til truppen på træningslejren her i Spanien.

- AaB har lagt en god plan for mig, og jeg tror på, at jeg hele tiden kan udvikle mig her. Min gode ven Melker Widell har talt varmt om klubben, og jeg synes, at AaB virker som det perfekte næste skridt for mig i forhold til at kunne udvikle mig mest muligt, lyder det fra Elison Makolli.

- Jeg vil altid give det maksimale på banen og gøre mit bedste for holdet og for fansene, og jeg kan ikke vente med at få debut foran klubbens tilhængere. Det ser jeg virkelig frem til, siger Elison Makolli, der får trøje nummer 33 i AaB.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Restitution med fodtennis

1. februar 2025 kl. 17:01 af Rasmus Estrup

Efter flere hårde træningspas og en testkamp mod Seattle Sounders FC over tre halvlege var der i morges restitutionstræning på programmet.

Som en del af restitutionstræningen dystede spillerne i fodtennis, hvor også cheftræner Menno van Dam og fysioterapeut Simon Enevoldsen deltog. 

Ikke alle dueller på fodtennisbanen var lige kønne, som du kan se i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seattle Sounders FC-AaB 5-3

1. februar 2025 kl. 07:07 af Rasmus Estrup

Fredagens 135 lange testkamp mod MLS-mandskabet Seattle Sounders FC blev en chancerig og målrig affære, som endte med en amerikansk sejr på 5-3. 

Mathias Jørgensen bragte os ellers foran efter et velkomponeret angreb en halv time inde i opgøret, men kort før pausen slog Seattle Sounders FC til på en omstilling til 1-1. 

I den anden af tre halvlege gjorde Albert Rusnak det til 2-1, og i 77. minut blev det også 3-1 til Seattle-holdet efter et nordjysk boldtab på kanten af eget felt, som Snyder Brunell udnyttede. 

12 minutter inde i tredje halvleg udbyggede Seattle Sounders FC's Jesus Ferreira til 4-1 efter endnu en fejlpasning i AaB-defensiven. 

Et godt AaB-angreb sat op af Nicklas Helenius og Valdemar Møller førte efter en returbold til en reducering af Jubril Adedeji til 4-2, inden et nyt godt opspil - denne gang med Valdemar Møller, Nicklas Helenius og Andreas Bruus som iscenesættere udmøntede sig i Nicklas Helenius' fuldtræffer til 4-3. 

Kort efter var Seattle Sounders på pletten igen med opgørets sidste mål til 5-3. Målscoreren var denne gang Obed Vargas. 

Se et fyldigt sammendrag af opgøret i videoen øverst, hvor du også kan høre cheftræner Menno van Dams tanker om kampen.  

AaB sælger Melker Widell og lejer ham i foråret

31. januar 2025 kl. 20:00 af Brian Andersen

Samtidig er parterne blevet enige om, at Melker Widell fortsætter på et lejeophold i AaB resten af indeværende sæson. 

Melker Widell blev i juli 2023 hentet i Landskrona BoIS, hvor han havde gjort sig positivt bemærket i et halvt år, og øjeblikkeligt blev den dynamiske og evigt fightende offensiv-profil en publikumsyndling i AaB, hvor han var stærkt medvirkende til at sikre tilbagevenden til 3F Superligaen og i den igangværende sæson også bestrider rollen som viceanfører.
 
Sin fodboldopdragelse har Melker Widell fået i Malmö F.F. 

Melker Widell er indtil videre noteret for 51 officielle kampe, 11 scoringer og ni assists for AaB, ligesom det er blevet til 12 ungdomslandskampe for Sverige. 

22-årige Melker Widell havde kontrakt med AaB indtil 30. juni 2026.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Da vi scoutede Melker Widell i Landskrona, var vi ikke i tvivl om potentialet, og dette har vores miljø i AaB og dygtige folk i staben været med til at udvikle eksplosivt.

- Vi ser denne transferaftale som endnu et strategisk og stort statement i bestræbelserne på, at vi kan vokse som klub, og det kommer på ingen måde til at svække vores sportslige ambitioner, tværtimod. At sælge en fanfavorit som Melker er naturligvis en hård beslutning, men vi har oplevet stor interesse for ham og opnået en fordelagtig aftale for alle parter og glæder os også på Melkers vegne over at kunne sende ham videre til en god klub i en stærk liga, siger James Gow.

- Ligesom Melker for halvandet år siden var meget opsat på at komme til AaB, så har han i forløbet været stærkt motiveret for også at blive det næste halve år, hvor vi udover hans spillemæssige kompetencer får gavn af hans drive, ærgerrighed og positive energi, som han altid sender til både holdkammeraterne og fansene, og alt i alt ser vi denne aftale som en optimal løsning for alle involverede, lyder det fra James Gow.

Melker Widell, der fra den kommende sæson får hjemmebane på Swansea.com Stadium med plads til godt 21.000 tilskuere, supplerer:

- Jeg er ekstremt glad for at få muligheden for at tage dette næste skridt i min karriere og lave en aftale med en stor klub, som jeg har kendt til, lige siden jeg var et lille barn. Det at skulle spille i Storbritannien og the Championship, som er en liga, jeg tror, passer mig rigtig godt, ser jeg meget frem til.

- Samtidig er aftalen skruet helt perfekt sammen, fordi jeg kan bruge foråret på at afslutte mit kapitel i AaB på bedst mulige vis, fastslår Melker Widell. 

- Den måde fansene har taget imod mig på, den måde jeg er faldet til i byen og den måde klubben er på, har været perfekt for mig som menneske. Jeg har elsket hvert sekund af tiden i AaB indtil videre, og det vil jeg også gøre resten af sæsonen, siger Melker Widell og tilføjer:

- Vi har gang i noget godt i AaB lige nu, hvor vi udfordrer hinanden på træningsbanen hver dag, og det, tror jeg, vil vise sig på banen i foråret. Jeg glæder mig til at spille foran fansene og kæmpe for point i hver eneste kamp, og så er jeg sikker på, at det bliver en god afslutning på min tid i AaB.

Salget af Melker Widell påvirker forventningerne for 2025 fra et resultat i niveauet minus 15-25 mio. kr. til et resultat i niveauet et nulresultat til minus 10 mio. kr.

I forventningerne til årets resultat er indeholdt investering i AaB Akademiet, i Superligatruppen og i kommercielle aktiviteter.

Melker Widell er efter et døgns fravær tilbage i Marbella, hvor AaB i øjeblikket er på træningslejr.

Tags på denne nyhed
'