Billetabonnenter kan hente billet til AaB-Randers FC

18. september 2024 kl. 13:00 af Rasmus Estrup

På www.billet.aabsport.dk er der netop blevet åbnet for, at alle vores billetabonnenter kan hente billet til AaB-Randers FC, der spilles søndag 20. oktober kl. 14.00 på Aalborg Portland Park. 

Billetabonnenter har 48 timer førsteret på billetter, og derfor åbner billetsalget for alle på fredag kl. 13.00 på www.billet.aabsport.dk, hvor du naturligvis også kan sikre dig billet til næste hjemmekamp, der venter søndag 29. september kl. 14.00 mod Sønderjyske Fodbold. 

Er du sæsonkortholder, er du sikret billet til kampene og skal ikke foretage dig yderligere.

Er du billetabonnent, skal du følge nedenstående guide for at hente dine billetter til kampene:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk
  2. Vælg kampen: AaB-Randers FC
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen. 

Bliv billetabonnent
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer, før det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Bliv billetabonnent eller sæsonkortabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Alle mand til Parken!

18. september 2024 kl. 11:19 af Rasmus Estrup

Navn: Parken
Kapacitet: 38.065
Placering udebaneafsnit: Sektion D1
Kapacitet i udebaneafsnit: 1050

Billetter: 
Voksen: 155 kr.
Børn under 14 år: 130 kr.

Køb billetter til kampen, der spilles mandag 23. september kl. 19.00, på https://www.fck.dk/kamp/23-09-24/fc-kobenhavn-aab

Du kan også købe billetter til udeholdets fan-afsnit i Parkens informations- og kundeservicekontor på hjørnet af Øster Alle og Per Henrik Lings Alle. FC København opfordrer dog til, at du køber på forhånd - så sparer du tid samt gebyret på 40 kr., som pålægges køb på stadion.

AaB-tilhængere skal købe billet til sektion D1 på D/Familie tribunen. Det er ikke tilladt at udvise tilhørsforhold til AaB via eksempelvis trøjer, halstørklæder eller lignende på neutrale pladser. 

Adgang til tribunen åbner ca. en time før kampstart. 

Kørestolsbrugere: 
For udefans på D-tribunen, er der kørestolspladser lige ved siden af afsnittet.

Billetter, herunder til evt. ledsager, skal købes via kundeservice@fck.dk, da pladserne er spærret/reserveret i vores billetsystem. Kundeservice hjælper også gerne med andre ønsker og behov. Se mere her.

Der er handicap P-pladser foran B-tribunen, hvor man skal benytte handicapparkeringskort.

Transport til og fra Fredericia

lles: 
AaB Support Club arrangerer bustur for både medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen. Læs mere her. Tilmeldingsfrist er i aften kl. 18.30. 

Kør selv:  
Parken
Per Henrik Lings Allé 2
2100 København

FCK anbefaler, at du bruger Google Maps for at finde den optimale vej til Parken. Bemærk dog, at det er svært at parkere tæt på Parken på en kampdag.

Offentlig transport
Metroens Cityring har to stationer i 5-600 meters gåafstand fra Parken: Trianglen og Vibenshus Runddel. Mellem disse er Poul Hemmingsens Plads  i ca. 1 km’s gåafstand.

Du kan også tage S-tog til Østerport, Nordhavn, Svanemøllen og Ryparken (gåafstand ca. 1,5-2,0 km). På Østerport kører der desuden regionaltog og metro.

Yderligere information om togene findes på dsb.dk.

  • Bus 1A kører fra Hellerup ad Østerbrogade til Trianglen og videre ad Blegdamsvej mod Nørrebro
  • Bus 14 kommer fra Ryparken og stopper bl.a. ved Vibenshus Runddel, Nordhavn Station og Trianglen
  • Bus 23 kommer fra Klampenborg og stopper bl.a. ved Svanemøllen, Poul Henningsens Plads, Nordhavn og Lille Triangel

Udvalg i boderne: 
I boderne på fanafsnittet finder du et bredt udvalg af mad (pølser, snacks, slik) og drikke (øl, vand og kaffe) - samt "Dagens ret", som varierer fra kamp til kamp.

Tifo og flag: 
Udefans må altid medbringe:
- Flag op til 3x3 m. inkl. flagstang på 4 m.
- Bannere uden kommercielt, politisk eller anstødeligt budskab (større rulleflag/bannere skal der ansøges om specifikt)
- Op til 3 trommer inkl. trommestikker
- Op til 3 megafoner
- Creperuller (konfettirør- og ruller kan ikke forhåndsgodkendes)
- Mosaik i alle størrelser
- Tape, strips, snor osv. til at hænge bannere op

Dette er et uddrag af 3F Superligas fælles tifo-regler - her finder du det samlede regelsæt.

Ansøgninger om tifo sendes til SLO-ansvarlig hos FC København, Frederik Mechlenborg på frme@fck.dk.

Vi takker alle for den store opbakning på udebane!

Tags på denne nyhed

Trøjeauktion til gavn for danske veteraner

18. september 2024 kl. 09:37 af Rasmus Estrup

Fredag aften holdt vi i samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund og Aalborg Kommune Veteran Match på Aalborg Portland Park for at anerkende danske veteraner. I den forbindelse bar de 11 spillere i startopstillingen speciallavede trøjer med et Veteran Match-logo på. 

Disse 11 kampbrugte trøjer er blevet signeret og sat på auktion. Pengene fra auktionen går til at skabe trygge idrætsfællesskaber, såkaldte Safe Zones, rundt om i landet for danske veteraner, der her kan dyrke idræt med andre veteraner og har et trygt rum til at tale om de ting, der følger med en udsendelse. 

Auktionen har været i gang siden kampstart i fredags og fortsætter indtil fredag 20. september kl. 16.00. 

Byd på de specielle Veteran Match-trøjer her. 

Tags på denne nyhed

AaB præsenterer håndsrækningstrøjen 2024/2025

17. september 2024 kl. 17:00 af Rasmus Estrup

Denne sæsons antracitgrå håndsrækningstrøje er en hyldest til AaB's snart 140 år lange historie. Trøjen består af et ternet design, der tager sit udgangspunkt i den originale indkaldelse til AaB’s stiftende generalforsamling på Hotel Royal i centrum af Aalborg 13. maj 1885 kl. 21.30. 

Trøjen er bygget op af forskellige elementer taget direkte fra indkaldelsen:
- AaB’s tidligere logo 
- Aalborg Boldtklub 
- Tidspunkt for generalforsamlingen

På trøjen indgår ligeledes et særligt jubilæumslogo, der viser vartegnet med to cricketbat, som tårnede over vores gamle klubhus på Eksercerpladsen i Aalborg. Vartegnet indgår som bekendt også både på klubtrøjen og andentrøjen i denne sæson.

Skrifttypen i spillertrykket med navn og nummer på ryggen af trøjen er inspireret af den skrifttype, der blev brugt ved indkaldelsen til AaB’s stiftende generalforsamling. 

Sæsonens spillertrøjer er som vanligt fra Macron produceret i et miljøvenligt Eco Fabric-materiale, der udelukkende er fremstillet i genbrugsplast.  

Håndsrækningstrøjen tages i brug for første gang mod FC København i Parken mandag 23. september. 

Håndsrækningstrøjen støtter Mødrehjælpen i Aalborg
Siden 2016 har AaB’s tredjetrøje været en håndsrækningstrøje dedikeret til et godt formål i Nordjylland. AaB, Arbejdernes Landsbank og Macron donerer således 100 kr. for hver solgt trøje til et godt formål i region Nordjylland som et led af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og i denne sæson er håndsrækningstrøjen dedikeret Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg.

Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg drives af ca. 80 frivillige, som støtter og hjælper familier med børn i vanskelige livssituationer på grund af eksempelvis fattigdom, manglende sociale ressourcer, kriser, skilsmisser osv.

Det sker blandt andet gennem oplevelser og aktiviteter, som giver børn og familier samvær og fælles oplevelser, hvorigennem de opbygger sociale fællesskaber og inspirerer hinanden.

- Det er simpelthen fantastisk, at AaB har tænkt på os i denne sammenhæng og ønsker at støtte os gennem salget af denne håndsrækningstrøje. Det er vi utrolig taknemmelige for, og vi glæder os til at kunne give nordjyske familier nogle gode oplevelser, siger Marianne Stokbro, der er formand for Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg.

AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler:

- Foruden det grundlæggende ben i Hele Nordjyllands Håndsrækning, hvor vi giver to kr. pr. tilskuer til vores 3F Superligahjemmekampe til et godt formål i Nordjylland, glæder vi os også over, at vi igen i denne sæson kan være med til at støtte et godt, regionalt formål gennem salget af håndsrækningstrøjen. Mødrehjælpen i Aalborg sikrer sociale aktiviteter for tiltrængte familier, og vi håber, at vi får solgt en masse trøjer, så vores donationen kan give så mange som muligt gode oplevelser, siger Michael Tuxen Boll.

I alt er der gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning uddelt 1.910.480 kr. til velgørende formål i Nordjylland siden 2015.

Særlige jubilæums-boxset af håndsrækningstrøjen 

I anledning af vores 140 års jubilæumssæson udgives der - ligesom det var tilfældet med både klub- og andentrøjen - 140 særlige og nummererede jubilæums-boxset.  

De unikke, nummererede, specialdesignede jubilæums-boxset indeholder: 
- En spillertrøje med et eksklusivt jubilæumstryk på brystet. Dette jubilæumstryk påtrykkes udelukkende spillertrøjer i jubilæums-boxsettet.  
- En unik 140-års vimpel, som kun er tilgængelig i boxsettet.  
- En miniature udgave af den respektive spillertrøje i limited edition. 
- En 140-års jubilæums-pin i specialdesignet smykkeæske, som kun er tilgængelig i boxsettet. 
- Et limited edition satinscarf, som er dedikeret til den respektive trøje, der bestilles. 

Køb spillertrøjerne og de unikke, nummererede jubilæums-boxset nu på www.aabshoppen.dk og støt samtidig Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg.

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
Wintherhjælpen – efterår 2024 – endnu ikke opgjort (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 – 22.500 (100 kr. pr. solgt trøje)
De Frivillige på Aalborg Universitetshospital - forår 2024 – 106.498 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr.  (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Pr. dags dato er der i alt uddelt 1.910.480 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.

1-0-nederlag i Future Cup

17. september 2024 kl. 15:52 af Rasmus Estrup

Der blev i dag taget hul på Future Cup på udebane mod Randers FC, hvor vores forstærkede U/19-hold tabte 1-0.

I den første halve time var det hjemmeholdet, der sad mest på spillet. Det blev blandt andet til et skud på overliggeren fra Randers FC, og Rody de Boer måtte også finde arbejdshandskerne frem et par gange. 

I modsatte ende var Marc Nielsen nærgående efter et par gode driblinger, men holdene gik til pause uden mål.

Til anden halvlegs start skiftede vi fire spillere, da både Marc Nielsen, Bjarne Pudel, Bertram Skovgaard og Amar Diagne forlod banen til fordel for Felix Nygaard Skovholm, Nikola Stojanovic, Mads Samson og Mads Mochau. Et kvarter efter pausen blev Jubril Adedeji og Malthe Kjølby erstattet af Benjamin Pihl Jørgensen og Magnus Jensen, og i 73. minut kom Nikolai Veilbæk Andersen på banen i stedet for Valdemar Møller. 

I anden halvleg blev spillet mellem felterne bedre set med AaB-briller, men knap 20 minutter før tid scorede Randers FC kampens eneste mål, da Bastian Andersen udnyttede en opspilsfejl af Rody de Boer og gjorde det til 1-0.

- De første 30 minutter var vi på hælene og havde svært ved at spille os ud af deres første pres. Den sidste time var meget bedre. Vi holdt bedre fast i bolden og var mere sammenhængende i vores presspil, siger transitionstræner Casper Aamodt. 

Næste kamp i Future Cup spilles onsdag 9. oktober på udebane mod Vejle Boldklub.

Matchfacts - Future Cup
72. min 1-0 Bastian Andersen

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Christian Tcacenco, Malthe Kjølby (62: Magnus Jensen), Bjarne Pudel (46: Mads Mochau), Marc Nielsen (46: Nikola Stojanovic), Helgi Hafsteinn Johannsson, Malthe Holt, Amar Diagne (45: Felix Nygaard Skovholm), Valdemar Møller (73: Nikolaj Veilbæk Andersen), Bertram Skovgaard (46: Mads Samson), Jubril Adedeji (62: Benjamin Pihl Jørgensen).

Tags på denne nyhed
'