Sparekassen Danmark øger sit engagement i AaB
Vores samarbejde med Sparekassen Danmark tages til et nyt niveau med en ny guldpartneraftale frem til sommeren 2026.
Sparekassen Danmark har i mange år været en god samarbejdspartner i AaB, og vi har nu indgået en ny toårig guldpartneraftale.
Med i aftalen er blandt andet oplevelser og eksponering på Aalborg Portland Park, ligesom Sparekassen Danmark fremover bliver navnepartner for opvisningsbanen på Hornevej, der fremover hedder Sparekassen Danmark Arena.
Derudover bakker Sparekassen Danmark gennem den nye aftale også op om AaB Women og fortsætter i AaB Netværket.
- For os er det naturligt at tage næste skridt i vores gode samarbejde med AaB, der ikke bare er en institution i Aalborg, men et flagskib for hele Nordjylland. Vi glæder os gennem den nye aftale til at være hjemmebane for akademiholdene og AaB Womens kampe på Hornevej, og så ser vi også frem til fortsat at indgå i AaB Netværket, hvor vi kan styrke vores erhvervskundegrundlag, siger Bo Bojer, der er regionsdirektør i Sparekassen Danmark.
AaB’s administrerende direktør, Michael Tuxen Boll, udtaler:
- Vi er meget glade for at indgå en ny og større samarbejdsaftale med Sparekassen Danmark, som med den nye aftale både er med til at bakke op om 3F Superligaholdet, AaB Women og AaB Akademiet med det nye navnesponsorat for opvisningsbanen på vores anlæg på Hornevej, siger Michael Tuxen Boll.
Sparekassen Danmark er landets ottendestørste pengeinstitut med hovedsæde i Vrå. De har 63 afdelinger, hvoraf syv ligger i Aalborg og Nørresundby.