Partnerklubbernes Dag er allerede udsolgt

22. oktober 2024 kl. 16:13 af Rasmus Estrup

Søndag 24. november afholder vi sammen med Arbejdernes Landsbank, Macron og Aalborg Portland Partnerklubbernes Dag for at hylde vores mange nordjyske partnerklubber til årets sidste hjemmekamp mod Viborg F.F.

Arbejdernes Landsbank, Macron og Aalborg Portland har sørget for 2.000 gratis billetter til vores partnerklubber til kampen, og tilmeldingen åbnede i dag omkring middagstid.

På kun fire timer er alle 2.000 billetter allerede uddelt efter først-til-mølle-princippet, og der er således udsolgt til arrangementet.

Har man ikke nået at tilmelde sig, kan man skrive sig på en venteliste ved at følge tilmeldingslinket i den mail, der i dag er sendt ud til alle partnerklubber.

Indstil kandidater til Årets Frivillig og Årets Holdkammerat
Uanset om man har nået at tilmelde sig Partnerklubbernes Dag eller ej, kan man naturligvis stadig indstille kandidater til Årets Frivillig og Årets Holdkammerat ligesom det også er muligt at tilmelde én repræsentant fra en partnerklub til VIP-arrangementet inden kampen. Info om dette findes ligeledes i den mail, der er udsendt til alle partnerklubber. 

Alle partnerklubber er blevet opfordret til kun at tilmelde sig med det antal, som man ved, der kommer, så der ikke optages pladser for andre partnerklubber. Finder man hos de tilmeldte klubber ud af, at der kommer færre end det tilmeldte antal, er man velkommen til hurtigst muligt at skrive det til alu@aab-as.dk

Fra i morgen kl. 9.00 kan vores billetabonnenter hente billet til kampen mod Viborg F.F. søndag 24. november, og på fredag kl. 9.00 åbner billetsalget for alle på www.billet.aabsport.dk

Tags på denne nyhed

Tilmelding er åben Partnerklubbernes Dag

22. oktober 2024 kl. 12:15 af Rasmus Estrup

Til årets sidste hjemmekamp i 3F Superligaen mod Viborg F.F. søndag 24. november holder vi for fjerde år i træk Partnerklubbernes Dag i samarbejde med Arbejdernes Landsbank, Macron og Aalborg Portland, som har købt 2.000 billetter, der uddeles til vores mange nordjyske partnerklubber, som hyldes på dagen.

På dagen vil alle deltagende partnerklubber blive involveret i indløbet og pauseunderholdningen, og i pausen hyldes Årets Partnerklub, Årets Frivillig og Årets Holdkammerat.

Hver partnerklub kan tilmelde sig med maksimalt 100 deltagere, og billetterne uddeles efter først-til-mølle-princippet. Tilmeldingen er åbnet i dag, og hver partnerklub har i dag modtaget en mail, hvorigennem man kan tilmelde sig.

Interessen for Partnerklubbernes Dag er altid stor, og derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at man kun tilmelder sig med det antal, som man ved, der kommer. Derved optager man ikke pladsen for andre partnerklubbers medlemmer.

Indstil kandidater til Årets Frivillig og Årets Holdkammerat
Nogle af de priser, der skal uddeles til Partnerklubbernes Dag er Årets Frivillig og Årets Holdkammerat, og her har vi brug for eksperterne ude i klubberne. 

Hver klub har derfor mulighed for at indstille én kandidat til Årets Frivillig og én kandidat til Årets Holdkammerat. Mere info om dette findes i den mail, hver klub har modtaget.

Her står også, hvordan klubberne kan tilmelde sig det særlige VIP-arrangement for partnerklubberne inden kampen mod Viborg F.F.

Har man i klubben ikke modtaget en mail eller har man yderligere spørgsmål, kan man skrive en mail til koordinator Anders Lund på alu@aab-as.dk

Tags på denne nyhed

Future Cup mod AGF kl. 14.00 på Hornevej

22. oktober 2024 kl. 10:21 af Rasmus Estrup

Efter et nederlag mod Randers FC og en sejr over Vejle Boldklub spiller vi i dag sæsonens tredje kamp i Future Cup mod AGF, der indtil videre kun har spillet en kamp, som blev tabt med 3-2 mod Viborg F.F. 

Til dagens kamp, der spilles på den nye kunstgræsbane på Hornevej, er følgende spillere udtaget: 

Rody de Boer, Marc Nielsen, Mylian Jimenez, Diego Caballo, John Iredale, Kelvin John, Eugene Amankwah, Amar Diagne samt akademispillerne Valdemar Møller, Malthe Kjølby, Mads Samson, Nikolai Veilbæk Andersen, Bertram Skovgaard, Benjamin Pihl Jørgensen, Malthe Holt, Nikola Stojanovc og Nicolai Schmidt. 

Alle interesserede er velkommen til at overvære kampen, der også kan følges på livestream på nordjyske.dk. 

Kampstart er kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed

Alle mand til Silkeborg!

21. oktober 2024 kl. 13:48 af Rasmus Estrup

Stadion: JYSK Park 
Kapacitet: 10.000 
Placering udebaneafsnit: 17-Tribunen (sektion E1 og E2)
Kampstart: Fredag 25. oktober kl. 19.00

Billetter: 
Voksen, online: kr. 120,- 
Voksen, dørsalg: kr. 140,- 
Barn u. 16 år, online: kr. 65,- 
Barn u. 16 år, dørsalg: kr. 85,- 

Køb billet på https://billet.silkeborgif.com/ 

Du kan vælge at printe din billet hjemmefra i A4-format eller have billet klar på din smartphone. 

Billetter kan også købes i billetboden ved udebaneafsnittet før kampen, såfremt der ikke er udsolgt. Her pålægges dog gebyr på 20 kr. 

NB: Der tages imod Dankort i både billet- og madboder  

Silkeborg I.F. gør opmærksom på, at personer der udviser tilhørsforhold til udeholdet i andre sektioner end udebaneafsnittet, gennem påklædning, adfærd el. lign. vil blive bortvist uden refusion af billetten. 

Adgang for kørestolsbrugere: 
Kørestolsbrugere har gratis adgang til JYSK Park inklusive en ledsager. Kørestole kan køres direkte ind på nederste tribuneafsnit på alle tribuner, Den Røde Tribune, Mascot Tribunen og 17-tribunen (udebaneafsnit), hvor der vil være reserverede pladser. Henvendelse i billetboden for nærmere anvisning af plads. 

Transport til og fra Silkeborg 

Fælles: 
AaB Support Club arrangerer bustur til kampen til en yderst favorabel pris. Det er muligt at tilmelde sig som både medlem og ikke-medlem af ASC. Tilmeldingsfristen er onsdag 23. oktober kl. 18.00. Læs mere her: https://aabsupportclub.dk/asc-away-silkeborg-if-aab-25-oktober-2024/ 

Kør selv: 
Adresse: Ansvej 108, 8600 Silkeborg 

Offentlig transport: 
Med offentlig transport har bybuslinje 11 stoppested 200 meter fra JYSK Park. 

Parkering: 
Udebanefans opfordres til at benytte parkeringspladsen på Søholt Parkvej og gå ad gangstien til JYSK Park. Se nedenstående kort for rutevejledning. 

Alternativt henvises der til parkeringspladserne ved Silkeborg Ungdomsskole, Oslovej 2, 8600 Silkeborg. 

Tifo og andre fanremedier: 
Silkeborg I.F. ønsker at fremme den gode stemning og den gode fankultur. For at sikre den bedst mulige oplevelse på JYSK Park må udeholdets fans medbringe følgende uden forudgående sikkerhedsgodkendelse:  
- Flag op til 3 x 3 meter inkl. flagstang på 4 meter 
- Bannere op til 1,5 x 10 meter 
- Op til 3 trommer inkl. trommestikker 
- Op til 3 megafoner 
- Mosaik i alle størrelser 
- Tape, strips, snor osv. til ophængning af banner 
- Creperuller og konfettirør kan ikke godkendes 

AaB takker jer alle for den flotte støtte på udebane og ønsker alle en god kamp. 

Tags på denne nyhed

Davidsen og Jimenez spærret i Silkeborg

21. oktober 2024 kl. 10:50 af Brian Andersen

Begge spillere pådrog sig en advarsel i gårsdagens opgør mod Randers FC, hvilket betød, at karantænegrænsen på 19 strafpoint blev passeret.

Kasper Davidsen og Mylian Jimenez er noteret for henholdsvis 15 og 13 officielle kampe for AaB, og næste mulighed for at komme i aktion er således pokalottendedelsfinalen på udebane mod Esbjerg fB 30. oktober.

Tags på denne nyhed
'