AaB-udstilling er nu åben

29. oktober 2024 kl. 17:07 af Rasmus Estrup

I forbindelse med 3F Superligakampen mod Vejle Boldklub på søndag kan man i 3F Fanzonen fra i dag og frem til og med mandag 4. november få et særligt indblik i klubbens snart 140 årige historie. 

Nordjyske Museers mobile udstilling, Den Korte Historie, har således fundet vej til 3F Fanzonen ved Aalborg Portland Park, hvor Nordjyske Museer gennem den særlige miniudstilling ”Klubben og Byen” fortæller historien om AaB og sammenspillet med Aalborg og Nordjylland.

Udstillingen, der er skabt gennem et samarbejde mellem AaB, SIFA og Nordjyske Museer tager gæsterne med gennem klubbens knap 140-årige historie og kommer forbi AaB’s begyndelse som kricketklub, fodboldens indtog i Aalborg, stadionets historie og naturligvis de største triumfer.

Udstillingen ser desuden nærmere på nogle af de markante skikkelser i klubbens historie.

Miniudstillingen "Klubben og Byen" har netop her til eftermiddag slået dørene op, og frem til og med 4. november er der åbent og fri entré for alle fra kl. 8.00 til kl. 21.00. Så du kan også stadig nå forbi udstillingen i aften. 

Det er naturligvis også muligt at besøge udstillingen både før og efter søndagskampen mod Vejle Boldklub, der fløjtes i gang kl. 18.00. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Menno van Dam før pokalkampen

29. oktober 2024 kl. 15:19 af Rasmus Estrup

Onsdag jagter vi en plads i Oddset Pokalens kvartfinale, når vi på Blue Water Arena gæster Esbjerg fB i Oddset Pokalen kl. 17.00. 

Esbjerg fB, der ligger på femtepladsen i NordicBet Ligaen, har på vej til ottendedelsfinalerne besejret Fredericia fF med 8-0, Vejgaard Boldspilklub med 3-1 og Avarta med 3-2, mens vores to tidligere pokalkampe i denne sæson var 8-0-sejren over Morud/Veflinge og 4-1-sejren over FC Fredericia. 

I videoen øverst kan du se et interview med cheftræner Menno van Dam umiddelbart efter tirsdagens træningspas. 

Find praktisk info om kampen i morgen her, og tager du ikke turen til Blue Water Arena, kan kampen følges på Viaplay Sport News. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vejen til ottendedelsfinalen

29. oktober 2024 kl. 11:25 af Rasmus Estrup

I morgen kl. 17.00 møder vi Esbjerg fB i ottendedelsfinalen i Oddset Pokalen efter sejre i de to forrige runder over Morud/Veflinge og FC Fredericia. 

Alle 11 scoringer fra sæsonens to tidligere pokalkampe kan ses i videoen øverst. 

Esbjerg fB indtager femtepladsen NordicBet Ligaen og har på vej til ottendedelsfinalen besejret Fredericia fF, Vejgaard Boldspilklub og Avarta. 

Kampstart i morgen er kl. 17.00, og ved at klikke her kan du se, hvordan du kan støtte AaB på Blue Water Arena i morgen. 

Tager du ikke turen til Esbjerg, kan kampen ses på Viaplay Sport News. 

Tags på denne nyhed

Jørgensen: Bliver sjovt at komme tilbage

28. oktober 2024 kl. 15:32 af Rasmus Estrup

- Vi går naturligvis efter en sejr på onsdag, så vi kan spille klubben i kvartfinalen. 

Anfører Mathias Jørgensen skiftede 1. februar Blue Water Arena ud med Aalborg Portland Park, og på onsdag skal han for en stund tilbage til sin tidligere hjemmebane, når vi kl. 17.00 møder Esbjerg fB i ottendedelsfinalen af Oddset Pokalen.

- Det bliver sjovt. Det var min hjemmebane i to år, og jeg havde to gode år dernede. Der er mange af mine gamle holdkammerater, der stadig er i klubben, ligesom næsten hele trænerstaben også er den samme. Så der er mange ansigter, man kender, og det bliver sjovt at komme tilbage og skulle sætte mig ind i udebaneomklædningsrummet, siger Mathias Jørgensen.

I AaB har Mathias Jørgensen indtil videre leveret 19 mål i 29 kampe. Nøjagtig samme antal scoringer nåede han op på i sine 51 officielle kampe for Esbjerg fB, hvor han også noterede sig for 23 assists.

Til denne sæson rykkede Esbjerg fB op fra 2. division til NordicBet Ligaen, hvor holdet har spillet med omkring de øverste placeringer gennem hele sæsonstarten. Efter nederlag til førstepladsen OB og andenpladsen FC Fredericia i de to seneste runder ligger Esbjerg fB efter 14 kampe på femtepladsen med 22 point. 

- Esbjerg er blevet sindssygt dygtige til at vide, hvornår de skal være kompakte, og så er de vanvittigt gode til at løbe fremad og spille fremad i deres omstillinger. Lige så snart de vinder bolden, så går det stærkt, og de angriber gerne med tre, fire eller fem spillere, som har stor ærgerrighed for at komme i boksen og score mål, siger vores anfører om onsdagens modstander.

Esbjerg fB er den tredjemest scorende klub i NordicBet Ligaen med 30 mål på 14 kampe. Omvendt har Esbjerg fB indkasseret 26 mål, hvilket også er tredjeflest i rækken.   

- Vi skal kunne tage initiativ på bolden samt være sikre og gode i vores boldomgang. Vi skal se, om vi kan få brudt dem ned med en masse afleveringer og hurtigt kombinationsspil, og så skal det gå stærkt, når vi erobrer bolden, så vi hurtigt kan komme op mod deres mål. Men vi skal også være opmærksomme på vores restforsvar, for hvis de vinder bolden, går det stærkt den anden vej, siger vores nummer 11.

Mens vores vej til ottendedelsfinalerne i Oddset Pokalen er gået gennem en 7-0-sejr over Morud-Veflinge og en 4-1-sejr over FC Fredericia, så har Esbjerg fB på vejen slået Fredericia fF med 8-0, Vejgaard Boldspilklub med 3-1 og senest Avarta med 3-2.

Kampstart i Esbjerg på onsdag er kl. 17.00, og du kan finde al praktisk info her. Tager du ikke turen til Blue Water Arena, kan kampen ses på Viaplay Sport News.

8.000 har billet til AaB-Vejle Boldklub

28. oktober 2024 kl. 13:16 af Rasmus Estrup

Onsdag gæster vi Esbjerg fB i ottendedelsfinalen i Oddset Pokalen, og på søndag er vi så tilbage på Aalborg Portland Park, når Vejle Boldklub kommer på besøg kl. 18.00. 

Flere end 8.000 har købt billet til søndagsduellen mod Vejle Boldklub, og har du endnu ikke billet, kan du hoppe ind på www.billet.aabsport.dk. 

Fanzonen åbner kl. 15.30 på søndag, mens billethusene og dørene åbner kl. 16.30. 

Tilhængere af Vejle Boldklub skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. AaB gør desuden opmærksom på, at tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

For hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i efteråret donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter de første seks hjemmekampe er Wintherhjælpen sikret en donation på 106.478 kr.

Tags på denne nyhed
'