AaB TV: Silkeborg I.F.-AaB 1-1

26. oktober 2024 kl. 06:53 af Rasmus Estrup

Det blev desværre kun til et enkelt point trods en føring i størstedelen af kampen, da vi i går gæstede Silkeborg I.F. på kunstgræsset i Silkeborg. 

John Iredale udnyttede en fejl i Silkeborg-defensiven i ottende minut til at bringe os foran med 1-0. 

Herfra var det hjemmeholdet der kom frem til de fleste chancer. Efter pausen var det særligt Callum McCowatt, som kom til afslutninger for Silkeborg I.F., men opgøret skulle helt ind i tillægstiden, før hjemmeholdet udlignede til slutresultatet 1-1, da et afrettet langskud fra Pedro Ganchas fandt vej til netmaskerne. 

Se et fyldigt sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Vores næste kamp i 3F Superligaen spilles søndag 3. november kl. 18.00 mod Vejle Boldklub. Køb billetter til kampen her. 

Allerede på onsdag venter vores pokalottendedelsfinale på udebane mod Esbjerg fB kl. 17.00. 

Tags på denne nyhed

Ærgerlig uafgjort efter sen Silkeborg-udligning

25. oktober 2024 kl. 21:01 af Rasmus Estrup

Fredagskampen i Silkeborg lignede længe tre nordjyske point, men John Iredales tidlige føringsmål blev i tillægstiden udlignet af en afrettet afslutning fra Pedro Ganchas efter en ellers langt hen ad vejen stærk defensiv præstation.  

De første fem minutter bød på to muligheder til hjemmeholdet efter cutback-indlæg fra hver side. Første gang sparkede Jeppe Andersen efter et gennembrud i venstresiden i Bjarne Pudels stærke blokade, og dernæst var det den tidligere AaB'er Younes Bakiz, der med en flad afslutning tvang Vincent Müller ud i en redning. 

I ottende minut kunne John Iredale så bringe stor jubel i udebaneafsnittet med de mange medrejsende AaB-fans, da han bragte os i front med 1-0. På et indlæg fra højrekanten kom to af vores tidligere spillere, Nicolai Larsen og Rasmus Thelander, i vejen for hinanden, hvilket medførte en løs bold på kanten af det lille målfelt. Denne kastede vores australske angriber sig straks ned i, og han bankede resolut kuglen op i nettaget til sin første 3F Superligascoring.  

Hjemmeholdets topscorer, Tonni Adamsen, sparkede i 13. minut et frispark fra en god position lige forbi målhjørnet, inden han i 18. minut stod for forarbejdet til en afslutning fra Mads Larsen, som blev blokeret. 

Ca. midtvejs i første halvleg flugtede Younes Bakiz et langskud over AaB-målet efter en omstilling, og kort efter gik et langskud fra Mathias Jørgensen så forbi Silkeborg-målet. Heller ikke et hovedstød fra en spids vinkel af Andres Jasson sad inden for målrammen.

I tillægstiden til første halvleg fandt et indlæg fra Melker Widell vej til en ganske fri John Iredale midt for mål, men målscoreren styrede kuglen forbi med fodsålen. Da Tonni Adamsen efterfølgende sparkede et langskud i handskerne på vores tyske keeper, kunne vi gå til pause foran 1-0. 

Hjemmeholdet greb taktstokken efter pausen, og tidligt i anden halvleg blev Silkeborg I.F.'s netop indskiftede Callum McCowatt sat op til en afslutning i AaB-feltet, men skuddet sad lige i favnen på Vincent Müller, der kort efter kom i vejen for et farligt indlæg med en stærk fodparade. 

Younes Bakiz blev også spillet igennem til en stor mulighed, som han sendte i sidenettet, inden et indlæg fra Tonni Adamsen ti minutter efter pausen fandt en helt fri Callum McCowatt, som hamrede den store chance ud til et målspark. 

Callum McCowatt fortsatte sit afslutningsiver med et nærgående langskud i 62. minut, inden Marc Nielsen og Diego Caballo blev indskiftet i stedet for John Iredale og Oliver Ross. 

Hjemmeholdet blev ved med at være meget på kuglen, men det næste kvarter var uden Silkeborg-afslutninger. I stedet sparkede Andres Jasson en omstillingsmulighed over mål i modsatte ende med et kvarter igen. 

I 80. minut afsluttede anfører Mathias Jørgensen en ny omstillingsmulighed. Denne gang sad afslutningen i hænderne på Nicolai Larsen. 

En håndfuld minutter senere blev Kelvin John sendt på banen i stedet for Mads Bomholt, og i 89. minut sparkede Mathias Jørgensen en ny afslutning forbi mål. 

Et minut inde i tillægstiden fik Silkeborg I.F. så udlignet til slutresultatet 1-1, da et langskud fra Pedro Ganchas gik i mål efter en afretning. 

Pointdelingen betyder, at vi forbliver på niendepladsen i 3F Superligaen med 14 point efter 13 spillerunder. 

Vores næste 3F Superligakamp spilles hjemme på Aalborg Portland Park mod Vejle Boldklub søndag 3. november kl. 18.00. Billetter til den kamp kan købes på www.billet.aabsport.dk. 

Inden det opgør venter pokalottendedelsfinalen på udebane mod Esbjerg fB på onsdag kl. 17.00. 

Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 13. spillerunde

Silkeborg I.F.-AaB 1-1 (0-1)
8. min 0-1 John Iredale, 90. min 1-1 Pedro Ganchas
Advarsler Silkeborg I.F.: Ingen
Advarsler AaB: Andres Jasson (27), Oliver Ross (41), Andreas Bruus (59), Bjarne Pudel (66)
5.123 tilskuere på Jysk Park

Silkeborg I.F. (4-3-3): Nicolai Larsen, Oliver Sonne, Rasmus Thelander, Pedro Ganchas, Robin Østrøm (70: Andreas Poulsen), Mads Freundlich (46: Callum McCowatt), Pelle Mattsson, Mads Larsen (77: Alexander Simmelhack), Jeppe Andersen, Tonni Adamsen, Younes Bakiz. 

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Bjarne Pudel, Andreas Bruus, Melker Widell, Oliver Ross (63: Diego Caballo), Mads Bomholt (86: Kelvin John), Andres Jasson, John Iredale (63: Marc Nielsen), Mathias Jørgensen. 

Dommer: Jens Maae

Tags på denne nyhed

3F Tribunen er udsolgt til AaB-Viborg F.F.

25. oktober 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Når vi spiller årets sidste hjemmekamp i 3F Superligaen mod Viborg F.F. 24. november, er der lagt op til en velbesøgt affære på Aalborg Portland Park. 

Tirsdag gik tilmeldingen i gang til Partnerklubbernes Dag, og samtlige 2.000 billetter til partnerklubbernes blev revet væk på få timer. Siden onsdag har alle vores billetabonnenter haft 48 timers førsteret på billetter til kampen, og nu er billetsalget netop åbnet for alle. Så køb billet til årets sidste hjemmekamp på www.billet.aabsport.dk. 

Allerede nu er AaB-fanafsnittet på 3F Tribunen udsolgt. På Complea Tribunen har vi åbner for salg af pladser med begrænset udsyn, og der er ca. 600 ledige pladser på Complea Tribunen på nuværende tidspunkt, ligesom det også er muligt at købe billetter til Vesttribunen. 

Tilhængere af Viborg F.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. AaB gør desuden opmærksom på, at tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

For hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i efteråret donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter de første seks hjemmekampe er Wintherhjælpen sikret en donation på 106.478 kr.

Køb billetter til AaB-Viborg F.F. på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan sikre dig billet til vores næste hjemmekamp mod Vejle Boldklub, der spilles søndag 3. november kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

Menno van Dam før udekampen i Silkeborg

24. oktober 2024 kl. 16:06 af Rasmus Estrup

I morgen møder vi for anden gang i denne sæson Silkeborg I.F., der tager imod os kl. 19.00 på Jysk Park. Klik her og læs mere om, hvordan du kan støtte holdet i morgen aften. 

Sæsonens første møde endte med en hjemmesejr på Aalborg Portland Park på 2-1, men Silkeborg I.F. indtager efter en stærk sæsonstart fjerdepladsen i 3F Superligaen med 20 point, mens vi ligger på niendepladsen med 13 point. 

I dette interview med cheftræner Menno van Dam kigger han frem mod fredagens opgave, som kan ses på TV3 Sport og Viaplay eller høres i radioens P4. 

Tags på denne nyhed

Ross: Vil revanchere søndagens nederlag

24. oktober 2024 kl. 10:19 af Rasmus Estrup

- Vi glæder os til at kunne revanchere resultatet fra i søndags. Det var langt hen ad vejen en god kamp spillemæssigt, men på bundlinjen stod der nul point ved slutfløjt. Det skal vi revanchere, og det er vi allesammen opsatte på. 

I morgen aften gæster vi Silkeborg I.F., og efter et 2-0-nederlag i søndags mod Randers FC går jagten igen ind på tre point. Weekendens nederlag til trods er stemningen god forud for fredagskampen, fortæller vores nummer 10.

- Jeg synes, der er en rigtig god følelse i holdet. Vi spiller med selvtillid, og de seneste kampe har været gode. Man kan se, at vores relationer og vores offensive spil er begyndt at klikke. Det gør, at vi får skabt underholdende kampe og mange chancer. Det skal vi gøre igen på fredag, hvor vi også skal få sat bolden i kassen, så det er os, der kan stå med de tre pont, siger Oliver Ross.

Fredagens modstander på Jysk Park indtager inden kampen fjerdepladsen i 3F Superligaen med 20 point efter 12 kampe. Blot to nederlag er Silkeborg I.F. løbet ind i denne sæson – det ene på Aalborg Portland Park – men i samtlige fem seneste 3F Superligakampe har silkeborgenserne spillet uafgjort.

- Alle ved, at Silkeborg I.F. er et rigtig godt possessionhold, som er dygtige til at finde hinanden og gode til at spille sig ud forbi modstanderne pres, så vi kommer ind til kampen med stor respekt, siger Oliver Ross og fortsætter:

- Omvendt synes jeg, at vi er blevet stærke i vores presspil og vores defensive spil. Vi har vænnet os til at presse med stor intensitet, og det skal vi også vise fredag. Samtidig kan vi også hente noget selvtillid i, at vi vandt sæsonens første indbyrdes opgør, siger han.

Sæsonens første møde med Silkeborg I.F. endte med en nordjysk 2-1-sejr efter AaB-scoringer af Mathias Jørgensen og Malthe Højholt.

I alt har vi indtil videre i denne sæson hentet 13 point. Fire af vores seneste syv point er kommet i hus til fredagskampe, hvor det blev til en sen 2-1-sejr over Lyngby Boldklub hjemme og et 2-2-comeback i Vejle, hvor der igen var stor opbakning fra de medrejsende AaB-fans.   

- Det betyder alt for os, at vi i kampene kan mærke, hvor stor opbakningen er – også selvom vi kommer bagud. Og fredagskampe kan godt blive ekstra fede, så vi håber, at vi kan give fansene en god oplevelse med en sejr på fredag, siger Oliver Ross.

Kampstart i morgen aften er kl. 19.00. Se her, hvordan du kan støtte holdet fra udebaneafsnittet på Jysk Park.

Tager du ikke turen til Silkeborg, kan kampen ses på TV3 Sport og Viaplay eller følges i radioens P4.

Tags på denne nyhed
'