U/17 Ligasejr i Esbjerg
AaB Akademiets U/17 Ligahold tog en 3-0-sejr på udebane mod Esbjerg fB, mens hverken U/19 Ligaholdet eller U/15 Ligaholdet var i aktion i weekenden.
Vores U/17 Ligahold drog i weekenden hjem fra turen til Esbjerg med tre point i sportstasken efter en sejr på 3-0.
Inden opgøret havde vores akademihold fokus på at gå ind til kampen med et aggressivt pres samt styre kampen både med og uden bold, og vores U/17-hold kom godt fra start.
Det udmøntede sig i et føringsmål efter 17 minutter, hvor Tobias Lundsgaard Jørgensen fandt vej til nettet efter et oplæg fra Georg Ejsing.
Tidligt i anden halvleg blev føringen fordoblet, da Valdemar Rubæk Vestergaard slog et indlæg ind til Georg Ejsing, som gjorde det til 2-0.
Opgørets sidste scoring faldt i 89. minut efter et hurtigt taget kantfrispark. Her blev Malthe Egebæk Mortensen sat op til et indlæg, som Asger Frederiksen sparkede i mål ved bagerste stolpe til slutresultatet 3-0.
U/17 Ligaholdet indtager femtepladsen med 22 point efter 12 kampe, og på lørdag venter et opgør mod AGF hjemme på Hornevej kl. 15.15.