Både vores U/19 Ligahold og U/17 Ligamandskab tog tre point med fra weekendens kampe mod Lyngby Boldklub, mens det blev til et nederlag i U/15 Ligaen.
U/19 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 2-0
For femte U/19 Ligakamp i træk snuppede vores U/19-mandskab sejren, da det lørdag endte med en 2-0-sejr over Lyngby Boldklub hjemme på Hornevej.
Vores U/19-spillere sad mest på spillet i indledningen, men gæsterne fik et par omstillingsmuligheder, inden Valdemar Møller i 20. minut bragte vores U/19-hold foran, da Amar Diagne efter en god dribletur serverede bolden for Valdemar Møller, som gjorde det til 1-0, der også var pausestillingen.
Få minutter efter pausen fik gæsterne et straffespark, som Bertil Grønkjær stærk pillede.
I modsatte ende var der flere gode muligheder, som ikke blev udnyttet, men i 87. minut lukkede Benjamin Pihl Jørgensen kampen. En afslutning fra Nikolaj Stojanovic på en omstillingsmulighed førte til en ripost til Benjamin Pihl Jørgensen, som satte 2-0-scoringen i kassen.
U/19 Ligaholdet står efter ni kampe med 18 point, hvilket rækker til en foreløbig femteplads. Næste U/19 Ligakamp spilles på onsdag på udebane mod Brøndby I.F. kl. 14.00.
U/17 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 3-1
Også i U/17 Ligaen hev vores akademimandskab tre point hjemme mod Lyngby Boldklub efter tre nordjyske mål i første halvleg.
I en kamp hvor holdet forsøgte at få lange sekvenser på bolden, gjorde William Thomsen det til 1-0 efter otte minutter, og Valdemar Rubæk Vestergaard udbyggede til 2-0 i 20. minut.
I 33. minut blev Valdemar Rubæk Vestergaard dobbelt målscorer, da han gjorde det til pausestillingen 3-0 efter en effektiv første halvleg.
I defensiven stod holdet kampen igennem kompakt, men otte minutter før tid fik gæsterne pyntet på resultatet med reduceringen til slutresultatet 3-1.
U/17 Ligaholdet indtager femtepladsen med 19 point efter ti kampe. Næste ligakamp spilles på lørdag kl. 14.00 på udebane mod Brøndby I.F.
U/15 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 0-1
Vores U/15 Ligamandskab formåede desværre ikke at gøre de to ældre hold kunsten efter.
Lyngby Boldklub scorede kampens eneste mål i 20. minut.
Resultatet betyder, at vores U/15 Ligahold overhales af netop Lyngby Boldklub og nu indtager syvendepladsen med 14 point efter ti runder.
Næste U/15 Ligakamp spilles også lørdag kl. 14.00 på udebane mod Brøndby I.F.