Jørgensen afgør topkamp mod Sønderjyske

30. marts 2024 kl. 18:25 af Rasmus Estrup

For femte kamp i træk kom Mathias Jørgensen på tavlen, da han med en scoring 20 minutter før tid afgjorde lørdagens topopgør i NordicBet Ligaen mod Sønderjyske, som på Aalborg Portland Park blev besejret med 1-0. 

De sønderjyske gæster satte sig ellers på kampen i indledningen, og opgørets første afslutning tilfaldt sønderjyderne i det fjerde minut efter et hjørnespark, som Maxime Soulas headede forbi Rody de Boers mål. Samme destination havde et afrettet forsøg fra Troels Kløve efter ni minutter. 

På det efterfølgende hjørnespark faldt en nedfaldsbold ned for fødderne af Daniel Gretarsson, som hamrede bolden på overliggeren fra en position midt i feltet. 

Herefter kom vi længere frem på banen, og vores første mulighed opstod to minutter senere, da Daniel Ask sendte kuglen ind i feltet til Melker Widell, som lagde bolden til rette for Mathias Jørgensen. Han kunne desværre se Nicolai Flø redde forsøget fra den målfarlige kantspiller. 

Efter et kvarter sendte Younes Bakiz Mathias Jørgensen i fuld firspring mod Sønderjyske-feltet, men det sidste træk af vores nummer 30 blev for langt. 

Midt i første halvleg prøvede gæsternes Mads Agger lykken fra distancen, men Rody de Boer nåede ned til det flade forsøg, som sad ved roden af nærmeste opstander, og i modsatte ende fik Melker Widell kort efter en stor chance. Svenskeren stjal bolden på kanten af feltet og trykkede af med venstrebenet, men Sønderjyske-målmand Nicolai Flø kom i vejen.

I det 30. minut sendte Sønderjyske et par upræcise langskud afsted, og ti minutter senere kastede Kasper Jørgensen sig ned i en fremragende blokade på en stor chance til Atli Barkarson. Sønderjyske fastholdt dog bolden, og slog et indlæg fra modsatte side ind til en helt fri Kristall Ingason i det lille felt, men Sønderjyske-angriberen nærmest tæmmede bolden ind i favnen af Rody de Boer.

To minutter før pausen kombinerede Younes Bakiz og Melker Widell sig frem til en meget spids afslutning fra førstnævnte, der blev tacklet af Nicolai Flø i afslutningsmomentet. Dermed sluttede første halvleg 0-0. 

I pausen blev Jubril Adedeji udskiftet med Oliver Ross, men to minutter inde i anden halvleg var Sønderjyske meget tæt på at bringe sig i front, da José Gallegos sparkede en cutback-aflevering mod nærmeste målhjørne. Rody de Boer hev dog en klasseredning op af ærmet og viftede læderet over. 

Seks minutter efter pausen drev Mathias Jørgensen bolden frem mod gæsternes felt, men hans efterfølgende langskud gik langt forbi. To minutter senere satte Mathias Jørgensen igen turbo på, da Younes Bakiz fandt den hurtige kantspiller ved midterlinjen. Efter den lange sprint tordnede han kuglen mod mål, men Sønderjyske-keeperen hev endnu en redning frem. 

Rody de Boer ville dog ikke stå tilbage for målmandskollegaen i modsatte ende, og på et direkte frispark fra Kristall Ingason sprang den hollandske keeper op i nærmeste målhjørne for at redde bolden ud til hjørne. Kort efter blev Mads Bomholt skiftet ind i stedet for Daniel Ask. 

I 63. minut fik Oliver Ross så bolden over stregen, men den unge offensivspiller blev vinket og dømt offside i situationen, og midt i anden halvleg sparkede Mads Agger en godt Sønderjyske-tilbud ind på en AaB-spiller, hvorefter bolden gik til hjørne. Dette havnede i panden på Maxime Soulas, som headede i sidenettet. 

I 70. minut løb Mathias Jørgensen fra Sønderjyske-defensiven på en fremragende stikning fra Oliver Ross, og uden for feltet prikkede AaB-kanten bolden forbi en fremadstormende Nicolai Flø, hvorefter Mathias Jørgensen køligt sparkede sin sjette AaB-træffer i fem kampe i mål til 1-0. 

Syv minutter senere fik Kasper Jørgensen en stor dobbeltchance, men inde på stregen hev Nicolai Flø en stor dobbeltredning frem for at holde liv i gæsternes håb. 

Sønderjyske forsøgte at lægge et tryk på AaB-feltet, men det blev langt hen ad vejen ikke farligt, før et højt hovedstod faldt ned på overliggeren og sprang ud til et målspark i 89. minut. Lige inden var Richard Odada blev indskiftet i stedet for Younes Bakiz. 

Heller ikke i tillægstiden lykkedes det Sønderjyske Fodbold at tilspille sig en målgivende chance. Dermed endte topkampen med en sejr på 1-0. 

Sejren betyder, at vi efter 23 spillerunder ligger på førstepladsen i NordicBet Ligaen med 54 point, hvilket er fem flere end netop Sønderjyske Fodbold på andenpladsen og 18 point flere end Vendsyssel F.F. på tredjepladsen, der først spiller på tirsdag.

Vores næste kamp i NordicBet Ligaen spilles søndag 7. april kl. 15.00 på udebane mod netop Vendsyssel F.F. Næste hjemmekamp venter 21. april kl. 15.00 mod Kolding I.F. Det opgør kan du købe billetter til her. 

Matchfacts - NordicBet Ligaen, oprykningsspil, 23. spillerunde

AaB-Sønderjyske Fodbold 1-0 (0-0)
70. min 1-0 Mathias Jørgensen
Advarsler AaB: Melker Widell (56), Jakob Ahlmann (82), Rody de Boer (90)
Advarsler Sønderjyske: Dalton Wilkins (90)
6.023 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Nóel Atli Arnórsson, Jakob Ahlmann, Daniel Ask (60: Mads Bomholt), Malthe Højholt, Melker Widell, Mathias Jørgensen, Younes Bakiz (89: Richard Odada), Jubril Adedeji (46: Oliver Ross). 

Sønderjyske (4-3-3): Nicolai Flø, Andreas Oggesen (72: Søren Andreasen), Maxime Soulas, Atli Barkarson, Tobias Sommer (79: Otli Hyseni), Sefer Emini (79: Ivan Nikolov), Troels Kløve, Mads Agger (72: Dalton Wilkins), Kristall Ingason, José Gallegos (84: Tobias Klysner). 

Dommer: Frederik Svendsen

Tags på denne nyhed

Hiljemark før påskebraget

30. marts 2024 kl. 09:02 af Rasmus Estrup

I dag kl. 16.30 indleder vi oprykningsspillet med et påskebrag på Aalborg Portland Park, når Sønderjyske Fodbold kommer på besøg i en direkte duel om førstepladsen. 

Efter grundspillets 22 spillerunder ligger vi på førstepladsen med 51 point, mens Sønderjyske Fodbold er på andenpladsen med to point færre. 

I dette interview fortæller cheftræner Oscar Hiljemark om forventningerne til dagens topopgør i NordicBet Ligaen. 

Du kan gøre som flere end 7.500 andre og købe billetter til dagens kamp på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Grundspillets tre mål mod Sønderjyske

29. marts 2024 kl. 09:10 af Rasmus Estrup

Richard Odada, Mathias Jørgensen og Melker Widell har tidligere i denne sæson været på tavlen mod Sønderjyske Fodbold, der igen i morgen gæster Aalborg Portland Park. 

Påskelørdag kl. 16.30 åbner vi nemlig NordicBet Ligaens oprykningsspil på hjemmebane mod ligaens andenplads, Sønderjyske Fodbold, der forud for kampen har to point færre end os. 

De to tidligere møder i sæsonen er endte henholdsvis 1-1 og 2-2, og du kan i videoen øverst se vores tre scoringer fra de to indbyrdes opgør. 

Gør som flere end 7.500 andre fans og køb billetter til topkampen på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, der åbner kl. 15.00 i morgen. Bemærk at billetter til udebaneafsnittet skal købes online. 

Aktiviteterne i fanzonen starter allerede kl. 14.00, hvor der frem mod kampstart blandt andet vil være en Faxe Kondi Fan Can, en Goal Station, ansigtsmaling og autografskrivning. 

Tags på denne nyhed

Al praktisk info om påskebraget

28. marts 2024 kl. 10:44 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Sønderjyske

Spillerunde: 23
Spilledato: Lørdag 30. marts 2024
Kick-off: Kl. 16.30
Dørene åbner: Kl. 15.00
Fanzonen åbner: Kl. 14.00
Dommer: Frederik Svendsen

Køb billetter på www.billet.aabsport.dk
Køb billetter til topopgøret på på Aalborg Portland Park mod Sønderjyske på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, der åbner kl. 15.00 på lørdag.

Tilhængere af Sønderjyske skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen via www.billet.aabsport.dk.  Det vil ikke være muligt at købe billetter til udebaneafsnittet i billethusene på kampdagen.

AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Vis billet eller sæsonkort i AaB’s app - opdatering kræves
Ved indgangene kan man vise sin billet eller sit sæsonkort i AaB-appen. Det kræver, at man har opdateret AaB-appen til den seneste version.

Man kan også altid tilgå og vise sine billetter online på www.billet.aabsport.dk. 

Download AaB’s officielle app via App Store, hvor den findes under navnet “AaB Sport - AaB” eller Google Play under “AaB”. 

Fanzonen åbner kl. 14.00
Fra kl. 14.00 vil der være masser af aktiviteter i fanzonen. Her kan du prøve kræfter med en Goal Station og en Faxe Kondi Fan Can samt få ansigtsmaling i AaB-farver og autografer fra AaB-spillere.

Som altid er det i fanzonen også muligt at købe lækker mad fra grillen samt Bogø Sandwich, ligesom du kan købe vand, øl og slik i boderne. 

Kør gratis med tog- og bus til kampen
I 2024 kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. Plusbussen kører lige til døren.

Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget for at kunne køre gratis med. Læs mere her.

Påskeudsalg i AaB Shoppen
Henover påsken er der på www.aabshoppen.dk påskeudsalg, og i AaB Fanshop både i fanzonen og foyeren vil der ligeledes være påskeudsalg på lørdag, så du kan blive iklædt det rette merchandise inden topopgøret.

AaB Fanshop åbner på lørdag kl. 14.00 i fanzonen og kl. 14.15 i foyeren. Her kan du blandt andet købe spillertrøjer, halstørklæder og meget andet merchandise. 

Indløbsbørn fra Dall-Ferslev I.F. og Sebber I.F.
Til lørdagens kamp løber AaB's spillertrup ind på banen med spillere fra AaB’s partnerklubber Sebber I.F. og Dall-Ferslev I.F.

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”.

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende kampen igennem.

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagoger og pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park. 

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”.  

For at blive en del af “Fællesskab for alle“ skal man sende en mail til mro@aab-as.dk og købe billet via det link, man modtager i forbindelse med bekræftelsen på, at man er blevet en del af “Fællesskab for alle”. Prisen for at blive en del af "Fællesskab for alle" er samme pris som en almindelig børnebillet til Theodors Familiezone. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under lørdagskampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 15.00
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der ca. fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der ca. ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed
'