Blandet weekend for AaB Akademiet

4. marts 2024 kl. 11:26 af Brian Andersen

For alle tre holds vedkommende var Sønderjyske modstanderen på nordjysk grund lørdag eftermiddag.

Efter to sejre i træk måtte AaB’s U/19 Ligahold se sig slået 2-0 på anlægget på Hornevej efter to Sønderjyske-scoringer i anden halvleg, men holdet får mulighed for at rejse sig, når Lyngby Boldklub på lørdag gæster Aalborg.

I U/17 Ligaen blev det derimod til en 6-0 sejr til AaB efter 3-0 ved pausen.

Benjamin Pihl Jørgensen satte AaB i gang, inden Bertram Peter Skovgaard og Valdemar Møller Damgaard øgede føringen.

I anden halvleg kom både Valdemar Møller Damgaard og Bertram Peter Skovgaard igen på måltavlen, før William Thomsen seks minutter før tid cementerede sejren.

AaB indtager andenpladsen i U/17 Ligaen, og også her får man på lørdag besøg af Lyngby Boldklub.

For U/15 Liga-mandskabet blev resultatet identisk med udfaldet i U/19 Ligaen – eneste forskel var, at de to sønderjyske scoringer her faldt allerede u første halvleg.

AaB er på tredjepladsen i U/15 Ligaen og også her er der besøg af Lyngby Boldklub i den kommende weekend.

Tags på denne nyhed

Eriksen udtaget til Future-samling

3. marts 2024 kl. 07:37 af Rasmus Estrup

13. marts skal AaB Akademiets Christian Steensgaard Eriksen samles i Nyborg med 27 andre spillere, der alle er udtaget til en træningssamling med U/16 Future-landsholdet.

Futurelandsholdet er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.

Christian Steensgaard Eriksen, der er en del af AaB's U/17 Ligahold, har indtil videre spillet to kampe for U/16 Future-landsholdet. 

Rubæk-scoring i U/16-sejr over Japan

2. marts 2024 kl. 09:33 af Rasmus Estrup

AaB Akademiet var velrepræsenteret, da det danske U/16-landshold i går besejrede Japan med 2-1 i den anden kamp ved UEFA Development-turneringen i Tyrkiet. 

Gustav Rubæk Tilsted fik sin debut i landsholdsdragten, da han startede inde sammen med Malthe Egebæk Mortensen og Valdemar Rubæk Vestergaard. Sidstnævnte bragte danskerne foran med 1-0 i 18. minut, da han selv erobrede bolden højt og bragede et langskud op i målhjørnet. 

Japan udlignede kort efter til pausestillingen 1-1, og tidligt i anden halvleg måtte Valdemar Rubæk Vestergaard udgå med en skade. 

Ca. 20 minutter før tid blev Gustav Rubæk Tilsted udskiftet, og senere fulgte en indskiftning af den fjerde AaB Akademispiller Johan Hvistendahl, inden Danmarks sejrsmål faldt i 85. minut. 

Johan Hvistendahl er nu oppe på otte landsholdsoptrædener, mens Malthe Egebæk Mortensen har spillet seks ungdomslandskampe. Gårsdagens målscorer Valdemar Rubæk Vestergaard spillede i går sin anden U/16-landskamp, og for Gustav Rubæk Tilsted var fredagskampen som nævnt hans landsholdsdebut. 

U/16-landsholdet spiller den tredje og sidste kamp ved turneringen i Tyrkiet på mandag mod Spanien. 

AaB TV: FC Fredericia-AaB 2-3

2. marts 2024 kl. 06:22 af Rasmus Estrup

Fredagens duel i NordicBet Ligaen på Monjasa Park endte med en nordjysk 3-2-sejr over værterne fra FC Fredericia. 

Det var ellers hjemmeholdet, der kom bedst ud til kampen og allerede i tredje minut bragte sig foran på en skarp afslutning af Sofus Berger fra kanten af feltet. 

17 minutter inde i opgøret udlignede Rasmus Thelander til 1-1 på et hovedstød efter et indlægsfrispark af Diego Caballo, og senere i første halvleg sikrede Mathias Jørgensen en pauseføring på 2-1, da han dirigerede Melker Widells indlæg i kassen. 

Tidligt i anden halvleg udlignede FC Fredericia til 2-2 ved Christian Gammelgaard, men i 66. minut pandede Lars Kramer et kantfrispark fra Younes Bakiz i nettet til slutresultatet 3-2. 

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af kampen, og på www.billet.aabsport.dk kan du sikre dig billet til vores næste hjemmekamp, der spilles søndag 10. marts kl. 15.00 mod Vendsyssel F.F. 

Tags på denne nyhed
'