Billetsalget er i gang til AaB-Kolding I.F.

27. marts 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Efter 48 timers førsteret til vores billetabonnenter er billetsalget til hjemmekampen mod Kolding I.F. søndag 21. april kl. 15.00 nu åbent for alle på www.billet.aabsport.dk. 

Her kan du naturligvis også købe billetter til påskebraget på lørdag kl. 16.30 mod Sønderjyske, ligesom du kan blive sæsonkortabonnent og dermed sikre dig en fast plads til resten af hjemmekampene i oprykningsspillet. 

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2024 går ubeskåret til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, som efter forårets to første hjemmekampe allerede er sikret en donation på præcis 30.000 kr.

Via Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB siden 2015 uddelt flere end 1,7 mio. kr. til gode formål i Region Nordjylland.

Tags på denne nyhed

Landsholdssejre for Odada, Widell og Ross

27. marts 2024 kl. 08:11 af Rasmus Estrup

Kenyas A-landshold med Richard Odada i startopstillingen vandt i går en fire-nationers turnering i Malawi med en 3-1-sejr over Zimbabwe i finalen.

Richard Odada måtte dog forlade banen efter 73 minutter, da han han blev udvist ved stillingen 2-1.

Richard Odada, der fik fuld spilletid i turneringens foregående kamp, optrådte i går for 15. gang for Kenyas A-landshold.

Widell indskiftet i svensk EM-kvalifikationssejr
Det svenske U/21-landshold tog i går en vigtig sejr i EM-kvalifikationen på udebane mod Nordmakedonien.

Melker Widell begyndte opgøret på bænken, men et kvarter før tid blev AaB’s nummer otte skiftet ind ved stillingen 1-0.

I tillægstiden lukkede svenskerne opgøret med scoringen til 2-0. Sejren betyder, at Sverige ligger på tredjepladsen i EM-kvalifikationsgruppen med ti point efter seks kampe, hvilket er tre point færre end Georgien på andenpladsen.

Melker Widells optræden i går var hans tredje for Sveriges U/21-landshold.

Ross indskiftet i U/20-sejr over Portugal
U/20-landsholdet spillede i går venskabskamp på udebane mod Portugal, og her blev det til spilletid for Oliver Ross i den danske 4-1-sejr.

Offensivspilleren sad på bænken fra første fløjt, men 20 minutter før tid blev han sendt i aktion.

På det tidspunkt var danskerne foran med 3-1, og Oliver Ross var stærkt medvirkende i opspillet til det danske 4-1-mål der blev opgørets sidste scoring.

Oliver Ross er nu oppe på 23 officielle ungdomslandskampe for Danmark. Fem af dem har været for U/20-landsholdet.

Jørgensen: Vi skal være modige på kuglen

26. marts 2024 kl. 12:46 af Rasmus Estrup

Hjemme mod Vendsyssel F.F. scorede han kampens første mål i den underholdende 4-3-sejr, og i udekampen mod Hillerød Fodbold Elite bragede han 2-1-sejrsmålet i kassen med et fantastisk langskud fem minutter før tid.

Status for Kasper Jørgensen er dermed to mål i de seneste to kampe forud for lørdagens påskebrag på Aalborg Portland Park mod Sønderjyske, som du kan købe billetter til her.

- Jeg føler, at jeg er kommet ind i en god periode, og selvtilliden er i top efter at have scoret et par kasser. Det gør også, at jeg tror lidt mere på tingene, og så er jeg selvfølgelig glad for at kunne bidrage med et par mål. Forhåbentlig kommer der også nogle flere assists snart, siger Kasper Jørgensen.

Med undtagelse af en enkelt karantænedag i denne sæson har Kasper Jørgensen været i startopstillingen i samtlige NordicBet Ligakampe i grundspillet, hvor højrebacken i alt har noteret sig for fire scoringer.

- Det er skønt at mærke tillid fra trænerstaben, og når man starter inde hver kamp, giver det hele tiden mulighed for at bygge på. Kampformen bliver bedre og bedre, og det er måske også det, der begynder at vise sig nu, siger AaB’s nummer 20.

Han og holdkammeraterne åbner påskelørdag oprykningsspillet med et topbrag i NordicBet Ligaen mod Sønderjyske, der lige nu indtager andenpladsen med to point færre end os.

- Det bliver fedt at starte slutspillet med en topkamp. Forhåbentlig oplever vi også på lørdag den fantastiske opbakning, som vi har fået gennem hele sæsonen både på hjemmebane og udebane. Det er noget, vi i truppen er utrolig glade for, siger Kasper Jørgensen.

Forårssæsonen blev også indledt med en hjemmekamp mod Sønderjyske, hvor opgøret endte 2-2 efter en nordjysk føring på 2-0 efter scoringer af Mathias Jørgensen og Melker Widell.

- Jeg håber, at vi ligesom i første opgør kan lykkes med vores aggressive pres, som udmøntede sig i to scoringer i seneste kamp mod dem. Men vi havde ikke bolden så meget, som vi gerne ville. Så vi skal være mere modige på kuglen, presse dem i bund og tage styringen på kampen, slutter Kasper Jørgensen.

Lørdagskampen på Aalborg Portland Park fløjtes i gang kl. 16.30, og du kan købe billetter på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Eriksen udtaget til U/16 Future-landskampe

26. marts 2024 kl. 07:50 af Rasmus Estrup

I efteråret spillede AaB Akademiets Christian Steensgaard Eriksen sine to første U/16 Future-landskampe, og nu er U/17 Ligaspilleren atter udtaget til U/16 Future-landsholdet, der står foran tre kampe i Belgien. 

9. april spiller Danmark mod Holland, 11. april er danskernes modstander Belgien og endelig møder U/16 Future-landsholdet 13. april Sverige.

Future-landsholdet er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.  

Kampprogram næsten fuldendt

25. marts 2024 kl. 13:12 af Brian Andersen

AaB indleder som bekendt det forestående oprykningsspil påskelørdag hjemme på Aalborg Portland Park mod Sønderjyske, og herunder kan ses det opdaterede kampprogram:

NordicBet Ligaen, 23. spillerunde – Lørdag 30. marts kl. 16.30 – AaB-Sønderjyske

24. runde – Søndag 7. april kl. 15.00 – Vendsyssel F.F.-AaB

25. runde – Fredag 12. april kl. 18.30 – Hobro I.K-AaB

26. runde – Søndag 21. april kl. 15.00 – AaB-Kolding I.F.

27. runde – Torsdag 25. april kl. 18.00 – FC Fredericia-AaB

28. runde – 3., 4. eller 5. maj – AaB-Hobro I.K.

29. runde – Lørdag 11. maj kl. 14.00 – Sønderjyske-AaB

30. runde – Fredag 17. maj kl. 19.00 – AaB-FC Fredericia

31. runde – Fredag 24. maj kl. 19.00 – Kolding I.F.-AaB

32. runde – Søndag 2. juni kl. 15.00 – AaB-Vendsyssel F.F.

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2024 går ubeskåret til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, som efter forårets to første hjemmekampe allerede er sikret en donation på præcis 30.000 kr.

Via Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB siden 2015 uddelt flere end 1,7 mio. kr. til gode formål i Region Nordjylland.

Køb sæsonkort til AaB’s hjemmekampe her.

Tags på denne nyhed
'