Sidste udekamp i håndsrækningsdragten

22. maj 2024 kl. 10:41 af Rasmus Estrup

Når vi fredag kl. 19.00 besøger Kolding I.F. i sæsonens sidste udekamp, vil vi for tredje og sidste gang være iklædt sæsonens håndsrækningsdragt fra Macron, da vi hverken kan bære klubdragten eller andendragten på udebane mod Kolding I.F. 

Håndsrækningstrøjen er kardinalfarvet, og på ærmerne indgår lynene, som også går igen i både klubtrøjen og andentrøjen fra i trøjekollektionen "Som Ramt af Lynet". Dermed hylder også håndsrækningstrøjen AaB’s fan- og stadionsang, som blev introduceret af AaB’s fanscene i 2019 og synges umiddelbart inden kickoff til hjemmekampene på Aalborg Portland Park. 

Siden 2016 har AaB’s håndsrækningstrøje været dedikeret et godt formål i Nordjylland. AaB, Arbejdernes Landsbank og Macron donerer således 100 kr. for hver solgt trøje til et godt, nordjysk formål, og gennem salget af denne sæsons håndsrækningstrøje støttes Baglandet Aalborg. Køb trøjen her. 

Baglandet er et netværkstilbud for nuværende og tidligere anbragte, som gennem Baglandet får mulighed for at udbygge sit netværk samt opnå ny viden og nye færdigheder eksempelvis gennem et mentoruddannelsesforløb. 

2-0-sejr over Sønderjyske i Future Cup

21. maj 2024 kl. 16:24 af Rasmus Estrup

Vores unge U/19 Ligahold med en overvægt af førsteårs U/19-spillere, der var suppleret af Rody de Boer og Melker Widell, snuppede en stærk sejr på 2-0 i dagens udekamp mod Sønderjyske i Future Cup. 

Mod slutningen af første halvleg bragte André Álvarez Pérez os foran med 1-0 på en returbold efter en standardsituation. 

Midt i anden halvleg udbyggede Oscar Meedom til 2-0, da han fangede en lang bold, prikkede den forbi keeperen og sendte bolden i det tomme net. 

Mod slutningen pressede Sønderjyske på for en reducering, men 2-0 blev slutresultatet. 

- Det var en flot præstation og en fuldt fortjent sejr. Vi var modige på bolden og lykkedes godt med at spille os forbi deres første pres, og så var vi stærke i vores genpres, de gange vi mistede kuglen, siger transitions- og assistenttræner Rasmus Würtz. 

- Defensivt fik vi lukket ned for det, de var gode til, og vi erobrede mange bolde. Så både holdmæssigt og individuelt var det en stærk præstation, hvor der selvfølgelig stadig var nogle detaljer, vi gerne ville have gjort bedre. Blandt andet i vores omstillingsmuligheder, hvor vi godt kunne have fået mere ud af det, siger Rasmus Würtz, der sammen med U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands havde valgt følgende startopstilling: 

Rody de Boer
Emil Nymann, Malthe Kjølby, André Álvarez Pérez, Eugene Amankwah 
Nikolai Veilbæk Andersen, Malthe Holt, Melker Widell
Oscar Meedom, Nikola Stojanovic, Amar Diagne

Efter en times spil blev Bertram Østergaard indskiftet i stedet for Malthe Holt, og ni minutter senere fulgte en indskiftning af Emil Nymann i stedet for Nikola Stojanovic. 

Et kvarter før tid kom Magnus Jensen og Emil Borup på banen i stedet for André Álvarez Pérez og Melker Widell. 

Efter fem Future Cup-kampe ligger vi på ottendepladsen med otte point. 

Tags på denne nyhed

Andenplads til U/17 ved international turnering

21. maj 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 1-1 (6-7 efs.)

Mens U/17 Ligaholdet var i Frankrig for at deltage i en stor turnering, spillede U/19 Ligaholdet lørdag hjemme mod FC Nordsjælland på Hornevej. Her blev det til et enkelt point, da gæsterne vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

FC Nordsjælland bragte sig tidligt i front på en omstilling efter et nordjysk boldtab. Herefter kom vores U/19-mandskab bedre med i kampen, og i 70. minut headede Kasper Davidsen et hjørnespark i nettet til slutresultatet 1-1.

Dermed skulle pointene fordeles efter en straffesparkskonkurrence. Efter otte spark til hvert hold trak FC Nordsjælland det længste strå og snuppede derfor to point.

- Det var en god kamp for begge hold. Efter deres føringsmål kom vi godt ind i kampen, og vi gjorde det svært for dem at spille sig igennem os. Til anden halvleg lavede vi nogle justering, hvilket gjorde, at vi fik truet deres bagrum og skabt mere plads på midten, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands.

- Der var flere gode ting at tage med fra kampen mod et velspillede FC Nordsjælland-hold, og det var også dejligt med et godt mål på en dødbold. Alt i alt var det fair med uafgjort, og så er det selvfølgelig altid ærgerligt, at vi ikke kunne tage to point i straffesparkskonkurrencen, siger Peter Løvenkrands.

Resultatet betyder, at vores U/19 Ligahold ligger på 13. pladsen med 19 point og to kampe tilbage i sæsonen. Næstsidste kamp spilles på Hornevej på lørdag kl. 13.00 mod Silkeborg I.F.

U/17 Ligaholdet: Andenplads ved turnering i Frankrig

I pinsen deltog vores U/17-mandskab i en stor international turnering i Lille med klubber som eksempelvis Paris Saint-Germain, Sporting CP, Athletic Bilbao, CSKA Sofi, Slask Wroclaw og AS Monaco.

I gruppespillet åbnede vores U/17-mandskab med 0-0 mod Athletic Bilbao, hvor især forsvaret og målmand Bertil Grønkjær stod stærkt i billedet.

Den anden gruppespilskamp blev en sejr på 4-0 over værtsklubben US Saint-André efter to mål af Valdemar Rubæk Vestergaard samt scoringer af Georg Ejsing og Victor Fjeldgaard. Dermed avancerede U/17-holdet til kvartfinalen, hvor modstanderen var belgiske Charleroi SC.

Det belgiske hold blev besejret med 1-0 efter en tidligt dødboldsscoring, der blev headet i kassen af Georg Ejsing efter oplæg fra Valdemar Møller, hvorefter sejren blev kriget hjem.

I semifinalen ventede polske Slask Wroclaw, og her lød de danske sejrscifre på 2-1 efter to scoringer af Valdemar Møller, der i begge tilfælde blev assisteret af Benjamin Pihl Jørgensen.  

Derfor spillede vores U/17-mandskab i går aftes finale mod Athletic Bilbao. Ligesom i åbningskampen mod klubben fra Baskerlandet endte også finalen 0-0 - dog med et andet kampbillede, da vores U/17-hold især i første halvleg dominerede.

Turneringen skulle således afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her vandt Athletic Bilbao 4-2.

- Jeg er meget imponeret over det høje niveau i turneringen. Der var virkelig noge gode hold. Derfor var det også sindssygt flot, at vi kunne nå til finalen og samtidig være ubesejret i ordinær spilletid og kun indkassere et enkelt mål gennem hele turneringen med undtagelse af straffesparkskonkurrencen i finalen, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Efter en svær første kamp mod Athletic Bilbao, hvor vi ikke havde et godt udtryk, men stærke individuelle præstationer fra vores stoppere og målmand, leverede vi noget flot spil. I semifinalen mod Slask Wroclaw dominerede vi stort, ligesom især første halvleg i finalen også var på et rigtig højt niveau. Der skal lyde stor ros til drengene for så mange gode indsatser, siger Theis Larsen.

Kampene i turneringen blev spillet af en varighed på 2x20 minutter, mens finalen blev spillet over 2X25 minutter.

Vores U/17 Ligahold modtog turneringens Fair Play-pris, og Bertil Grønkjær blev kåret til turneringens bedste målmand.

Næste kamp i U/17 Ligaen venter lørdag 1. juni på udebane mod OB.

Tags på denne nyhed

Future Cup-opgør i Haderslev kl. 14.00

21. maj 2024 kl. 09:05 af Rasmus Estrup

Det bliver et ungt U/19 Ligahold med en overvægt af førsteårs U/19-spillere, der sammen med Rody de Boer og karantæneramte Melker Widell i dag spiller Future Cup-kamp på udebane mod Sønderjyske. 

Kampen er sæsonens femte i Future Cup. Efter de fire første kampe har vi fem point, hvilket rækker til en 10. plads i rækken med 16 hold. 

Til dagens kamp stiller assistent- og transitionstræner Ramus Würtz og U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands med følgende hold:

Rody de Boer, Melker Widell, André Álvarez Pérez, Eugene Amankwah, Amar Diagne, Oscar Meedom, Malthe Kjølby, Emil Nymann, Magnus Jensen, Emil Nymann, Nikolai Veilbæk Andersen, Nikola Stojanovic, Malthe Holt, Mads Mochau, Emil Borup, Bertram Østergaard og Bohdan Kalinichenko. 

Kampstart i dag er kl. 14.00 på Sydbank Park, og der er fri adgang, hvis man ønsker at se kampen.  

Tags på denne nyhed

Ahlmann er også i karantæne på fredag

20. maj 2024 kl. 11:28 af Rasmus Estrup

Med en advarsel i 82. minut af fredagssejren over FC Fredericia nåede Jakob Ahlmann op på 19 karantænepoint, hvilket giver ham én spilledags karantæne. 

Dermed er Jakob Ahlmann - ligesom Melker Widell, der fik to karantænedage for sin udvisning mod Sønderjyske - i karantæne, når vi fredag kl. 19.00 gæster Kolding I.F. på Autocentralen Park. 

Melker Widell og Jakob Ahlmann er begge til rådighed igen i sæsonens sidste kamp 2. juni kl. 15.00 mod Vendsyssel F.F. på Aalborg Portland Park. Det opgør bliver Jakob Ahlmanns afskedskamp, da han lægger støvlerne på hylden efter denne sæson. 

Køb billetter til sæsonens sidste kamp på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed
'