AaB har med virkning fra i dag ansat 40-årige Menno van Dam som cheftræner på en fireårig aftale.
Menno van Dam har som cheftræner for Brøndby I.F. i U/19 Ligaen i de seneste uger været involveret i en tæt mesterskabskamp.
I sidste sæson stod Menno van Dam i spidsen for Brøndby I.F. i U/17 Ligaen, hvor holdet sikrede sig The Double.
Inden tiden i Brøndby I.F. var hollandske Menno van Dam i sit hjemland i perioden 2014-2022 i forskellige trænerroller i ungdomssektoren hos SC Heerenveen og FC Groningen.
Før Menno van Dam valgte trænervejen havde han også en aktiv spillerkarriere i forskellige klubber i Holland og Tyskland. Sin fodboldopdragelse fik han hos SC Cambuur.
AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:
- Vi har ikke uventet oplevet stor interesse for jobbet som cheftræner i AaB og blandt mange attraktive kandidater er Menno van Dam vores foretrukne person, og derfor er vi glade for, at vi har kunnet blive enige med Brøndby I.F. om en aftale.
- Jeg har i flere år haft kendskab til Menno og har fulgt hans karriere, og igennem en omfattende proces er vi blevet bekræftet i både personligheden og de faglige egenskaber, hvilket er yderligere bakket op af de referencer, som vi selvfølgelig også har foretaget. Vi har i processen haft grundige samtaler om de punkter, der er vigtige for os som klub for at kunne tage de næste skridt. Menno er enig i den sportslige strategi og i, hvad vi planlægger at opnå i AaB i de kommende år. Han passer således til profilen i alle de kategorier, der blev prioriteret i søgningen efter den nye cheftræner, forklarer Ole Jan Kappmeier.
- Menno er indbegrebet af den fodboldstil, vi ønsker at spille, forstår spillernes individuelle udvikling og har mange års erfaring med at pleje unge talenter, og vi ser meget frem til samarbejdet, lyder det fra Ole Jan Kappmeier.
Menno van Dam glæder sig til sin nye udfordring:
- Jeg er både spændt, glad og stolt over at blive cheftræner i en så stor klub i Danmark som AaB, og nu vil jeg benytte ugen til at lære staben, spillerne og de øvrige mennesker i klubben at kende.
- Jeg har bemærket, at fællesskab er en af AaB’s værdier, og det sætter jeg stor pris på. For en af de vigtigste ting for mig som træner er at skabe og være i et miljø, hvor vi er en familie. Det gælder både i truppen, i selve klubben og i relationen til vores fans, siger Menno van Dam.
- Vi skal sammen have et udtryk, hvor vi glæder os til hver kamp, og hvor folk ser frem til at komme på stadion og se os spille, fordi vi er et passioneret hold, der presser, underholder og angriber modstanderens straffesparksfelt uden selvfølgelig at være naive, fortæller Menno van Dam.
- I første omgang skal vi arbejde på, at vi igen bliver en fast del af Superligaen, og det skal gerne ske via et stort bidrag fra AaB Akademiet, hvor vi vil have et fælles fokus på at udvikle spillere, der kan avancere til førsteholdet, forklarer Menno van Dam.
Menno van Dam er i Danmark i gang med at erhverve sig UEFA Pro-licens, hvilket er den højeste trænerlicens i europæisk fodbold.
Menno van Dam vil i morgen lede træningen for første gang og således stå i spidsen for AaB, når sæsonens sidste kamp spilles på søndag på Aalborg Portland Park mod Vendsyssel F.F.