Uafgjort i første test
Lørdagens testkamp på Als Stadion sluttede 1-1 mod Hobro I.K. Kasper Jørgensen scorede for AaB.
Mens første halvleg blev en blandet omgang fra AaB’s side, så var anden halvleg særdeles opløftende.
I dagens duel kunne AaB have taget føringen allerede i det tredje minut, hvor Andres Jasson med en smart indenomspasning sendte Mathias Jørgensen alene igennem, men desværre gik afslutningen fladt forbi den fjerneste stolpe.
Fem minutter senere måtte AaB-keeper Vincent Müller levere en god fodparade over for Richmond Gyamfi, som til gengæld trak det længste strå, da Hobro I.K. efter 11 minutter spillede sig igennem og dermed bragte sig på 1-0.
Diego Caballo forsøgte sig for AaB, før Richmond Gyamfi igen viste sin farlighed, men denne gang leverede Vincent Müller en stærk aktion.
Efter 27 minutter tilspillede AaB sig sin anden store chance efter forarbejde fra blandt andre Marcus Bonde, Kasper Davidsen og til sidst Nicklas Helenius, som fandt Andres Jasson, der sendte sit skud langt over mål.
Mathias Jørgensen truede igen for AaB, før forhenværende AaB’er Oliver Klitten to minutter før pausen flugtede fra tæt hold efter et hjørnespark, men igen diskede Vincent Müller op med en god reaktion.
Hobro-føringen ved pausen kunne således ikke betegnes som ufortjent, hvorimod der i anden halvleg nærmest kun var spil til et mål.
Først forsøgte Kelvin John sig, inden Kasper Jørgensen i det 52. minut med et flot spark testede Hobro-målmand Andreas Søndergaard.
AaB’s bageste skanse i anden halvleg, Rody de Boer, måtte en enkelt gang levere varen efter en kvalificeret Hobro-afslutning fra distancen, men efter godt en time var det på ny tæt på en AaB-scoring, da Nóel Atli Arnórsson smækkede en fremragende diagonalpasning over til Kelvin John, der smukt tog bolden med sig første gang, inden afslutningen blev hamret mod mål, men Andreas Søndergaard reddede flot.
Få øjeblikke senere kom AaB endnu tættere på, da Oliver Ross klappede kuglen på sammenføjningen, og ikke mange minutter senere fik Milan Makaric en god mulighed efter forarbejde af Valdemar Møller og Malthe Højholt, men afslutningen blev ufarlig.
Omsider kom udligningen 12 minutter før tid, da Kasper Jørgensen bagest i straffesparksfeltet med en kontrolleret flugter udnyttede Oliver Ross’ nydelige oplæg. Forinden havde flere hurtige førstegangspasninger fra AaB banet vejen.
To minutter senere fik Milan Makaric chancen for at sikre AaB sejren, men nedfaldsbolden blev fra tæt hold dunket over tværribben.
Tættere på en afgørelse kom AaB ikke – dog var Valdemar Møller nærgående i sidste minut.
Næste test for AaB er om en uge, hvor der på udebane mod OB venter tre gange 45 minutters spilletid.
Matchfacts – testkamp på Als Stadion
Hobro I.K.-AaB 1-0 (1-1)
11. min 1-0 Richmond Gyamfi, 78. min 1-1 Kasper Jørgensen.
AaB i første halvleg (4-3-3): Vincent Müller, Malthe Kjølby, Rasmus Thelander, Sebastian Otoa, Diego Caballo, Marcus Bonde, Andres Jasson, Kasper Davidsen, Mathias Jørgensen, Nicklas Helenius, Amar Diagne.
AaB i anden halvleg (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Nóel Atli Arnórsson, Eugene Amankwah, Malthe Højholt, Mads Bomholt, Valdemar Møller, Kelvin John, Milan Makaric, Oliver Ross.