U/17 og U/15 fortsat i spil til medaljer
AaB’s mandskab i U/17 Ligaen sejrede i den forgangne weekend 4-1 mod Silkeborg I.F., hvorimod holdet i U/15 Ligaen tabte et skridt efter 5-5(!) og en efterfølgende tabt straffesparkskonkurrence.
Allerede i første halvleg bragte U/17 sig på 3-0 efter scoringer af Mads Samson Feierskov Andreasen, Valdemar Møller og Benjamin Pihl Jørgensen, og slutresultatet blev i kampens sidste minut cementeret med et mål af Bertram Peter Skovgaard.
Med to spillerunder igen har OB vundet rækken, mens AaB indtager fjerdepladsen – et point efter FC Midtjylland. Interessant er det i forhold til tabellen, at Brøndby I.F. på andenpladsen med tre point ned til AaB ikke har flere kampe at spille.
En vigtig kamp venter på lørdag hjemme mod FC Midtjylland, mens sæsonen lukkes onsdag 19. juni på udebane mod Vejle Boldklub.
I U/15 Ligaen var modstanderen også Silkeborg I.F., som trods sin placering som næstsidst formåede at drille AaB’s bronzeaspiranter med det usædvanlige slutresultat som udfald.
Gæsterne kom foran, før Magnus Bak scorede først for AaB, inden gæsterne bragte sig på 3-1, men Amar Hadzajlija fik reduceret for AaB umiddelbart før pausen.
Udeholdet kom på 4-2, før et selvmål og en træffer af Christian Eriksen sendte AaB på omgangshøjde, men på ny tog SIF føringen, inden Christian Eriksen sørgede for udligningen til 5-5. De ti scoringer faldt i øvrigt fra det tiende til det 73. minut – altså på godt en times spil.
Desværre blev den efterfølgende straffesparkskonkurrence tabt, hvorfor AaB måtte nøjes med et point.
Med to spillerunder igen er AaB et point efter Randers Freja FC på tredjepladsen. Ligesom i U/17 Ligaen afslutter U/15 sæsonen med en hjemmekamp mod FC Midtjylland og en dyst på udebane mod Vejle Boldklub.