AaB søger personale til kampdage

3. juli 2024 kl. 09:15 af Rasmus Estrup

Til vores hjemmekampe er den gode oplevelse og et højt serviceniveau for publikum et vigtigt fokusområde. Vi bestræber os løbende på at hæve niveauet i forhold til at kunne servicere vores fans og samarbejdspartnere bedst muligt. 

For at hæve niveauet yderligere, udvider vi nu vores hold og søger derfor personale til flere af de vigtige funktioner på vores kampdage.

Kan du genkende dig selv i forhold til nedenstående punkter, så er det måske lige dig, vi står og mangler: 

  • Du elsker fodbold – endda så meget, at du kan se dig selv arbejde til størstedelen af AaB's hjemmekampe
  • Du er omstillingsparat, kan tage ansvar og har ordenssans
  • Du er vild med fællesskab, fællessang og stemning
  • Du kan lide at arbejde i højt tempo, samtidig med at du yder en god service og oplevelse
  • Du har altid et smil på læben, som du flittigt deler ud af, til alle omkring dig
  • Du har lyst til at være en del af holdet bag AaB og få en masse fantastiske kollegaer og oplevelser 

Arbejdsområder:  

Bodpersonale/Fanzone:
Arbejdsopgaverne i boder og fanzone omfatter:

  • Betjening af vores tilskuere på Aalborg Portland Park
  • Håndtering af mad/drikkevarer
  • Aktiviteter i fanzonen 

Kontaktperson: Jeanette Vilsgaard Pedersen, manager for boder og fanzone, e-mail: jvp@aab-as.dk

Eventteam:
Teamets primære opgave er at løse praktiske og administrative opgaver i forbindelse med AaB’s hjemmekampe på Aalborg Portland Park. Du vil blive en del af et dynamisk og energisk team, der arbejder tæt sammen for at skabe en fantastisk oplevelse for vores fans og gæster.

  • Forberedelse og opsætning før kampene
  • Aktivering for partnere
  • Håndtering af administrative opgaver relateret til kampdage
  • Klubbesøg
  • Aktiviteter i pausen 
  • Aktiviteter for børn i fanzonen 
  • Løsning af ad hoc-opgaver som der opstår på kampdagen

Kontaktperson: Maiken Andersen, aktiverings- og marketingkoordinator, e-mail: ma@aab-as.dk

Merchandise:
Som medarbejder i AaB Shoppen vægtes god, smilende og hurtig service højt. Arbejdsopgaverne består i at sælge AaB-merchandise i klubbens fysiske butikker på kampdage og til særlige events uden for kampdage. I AaB Shoppen sætter vi en ære i at klæde AaB-fans på til at støtte klubben, og som medarbejder får du mulighed for at komme med input til fremtidigt merchandise til AaB’s store fanscene.

Kontaktperson: Michael Meelsen Nielsen, fan- og merchandiseansvarlig/SLO, e-mail: mmn@aab-as.dk 

Billetsalg:
Som medarbejder på AaB’s billetteam er du ofte én af de første medarbejdere, som vores tilskuere møder. Vi sætter en stor ære i at servicere alle tilskuere med et smil og sikre dem en god oplevelse på Aalborg Portland Park.

Opgaverne i jobbet vil hovedsageligt bestå i at servicere fans og samarbejdspartnere i forhold til salg af billetter samt besvarelse af de spørgsmål og henvendelser omkring AaB, der måtte opstå på kampdage.

Kontaktperson: Mikkel Kallestrup Johansen, kundeservice/IT- og billetansvarlig, e-mail: mkj@aab-as.dk

Hospitality:
Opgaverne i jobbet vil hovedsagelig bestå i at servicere vores VIP-gæster og vil blandt andet være:

  • Check ind
  • Seating af gæster
  • Tjek af armbånd
  • Klargøring og oprydning
  • Spillerspisning efter kampen

Kontaktperson: Birgitte Cassebaum Nielsen, hospitalityansvarlig, e-mail: bin@aab-as.dk 

Vi kan tilbyde:   

Alle stillinger er lønnet.

AaB A/S er som arbejdsplads kendetegnet ved et højt humør og et godt sammenhold, hvor alle arbejder sammen om at nå de fælles mål, og minimum to gange årligt inviteres kampdagspersonalet til sociale arrangementer. 

Er ovenstående noget for dig, så skynd dig at sende en ansøgning & CV afsted, hvor du fortæller lidt om dig selv, hvad du har lavet og hvorfor det lige netop skal være dig, vi vælger. Du bedes sende din ansøgning via formularen på dette link.

Bemærk: Du skal som minimum være 18 år.

Ansøgningsfrist: Ansøgninger behandles løbende, og vi tillader os at deaktivere jobopslaget, når vi har fundet de rette kandidater. Send derfor gerne din ansøgning hurtigst muligt. Alle ansøgere får naturligvis svar på deres ansøgning.

Tags på denne nyhed

OB-kamp spilles i Middelfart

2. juli 2024 kl. 15:00 af Brian Andersen

Stadig spilles der de aftalte tre gange 45 minutter.

Senest AaB var på besøg på Middelfart Stadion, var i november 2022, hvor den lokale klub blev besejret 2-1 i en pokalottendedelsfinale efter AaB-scoringer af Allan Sousa og Louka Prip.

Dysten mod OB er den anden af tre testkampe for AaB i forberedelsesfasen til 3F Superligaen.

Tags på denne nyhed

AaB skriver kontrakt med Jong PSV-profil

2. juli 2024 kl. 08:15 af Brian Andersen

21-årige Mylian Jimenez har været en del af den mangedobbelte og nykårede mesterklub PSV Eindhoven siden han i 2011 var bare otte år.

Senest har Mylian Jimenez befundet sig på klubbens mandskab i den næstbedste hollandske fodboldrække, hvor det er blevet til 56 officielle kampe, heraf 32 i den forgangne sæson.

Herudover er den centrale midtbanespiller noteret for 21 ungdomslandskampe og to scoringer for Holland.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier glæder sig over forstærkningen:

- Mylian Jimenez er en spiller, vi har fulgt i adskillige måneder, og vi er glade for, at det er lykkedes at hente ham til AaB.

- Mylian er en teknisk dygtig spiller med en god venstrefod, som mestrer både de korte og de lange pasninger, og i det hele taget er han meget komfortabel på bolden, fortæller Ole Jan Kappmeier.

- Samtidig er et meget aggressivt presspil en del af hans repertoire, og han dækker med sine kompetencer et stort område på banen, hvor han kan blive en gevinst for os både på sekser- og otterpositionen, siger Ole Jan Kappmeier.

Mylian Jimenez ser frem til at fortsætte karrieren i Aalborg og AaB:

- Jeg er rigtig, rigtig glad for at komme til AaB, og jeg glæder mig meget til at repræsentere klubben og spille foran fansene på det flotte stadion i Aalborg. Men lige nu ser jeg i første omgang frem til at møde holdkammeraterne, komme ud på træningsbanen og præstere.

- Efter mange år i PSV var jeg klar til at prøve noget nyt, og her passede AaB perfekt til mig. Det er en klub, der spiller på højeste niveau i en god fodboldnation i Europa, og samtidig har jeg fået et godt indtryk af AaB som en hjertevarm klub i en dejlig by. Så kan man ikke bede om mere, lyder det fra Mylian Jimenez.

- Jeg håber, at vi som hold sammen kan levere en god sæson, vinde så mange kampe som muligt og begejstre fansene. Det vil jeg i hvert fald gøre mit for at bidrage til, og med mine colombianske rødder har jeg fået en masse energi, passion og vilje, som jeg vil bringe ind på banen for at hjælpe holdet bedst muligt, bedyrer Mylian Jimenez.

Mylian Jimenez får trøje nummer 6 i AaB og træner med truppen allerede i formiddag.

Tags på denne nyhed

AaB+ udvides med ekstra træningspas i Aalborg KFUM

1. juli 2024 kl. 16:55 af Rasmus Estrup

I tirsdags åbnede salget af træningstilbuddet AaB+ i både Aalborg KFUM og Skibsby-Højene I.F. for nordjyske U/8-, U/9- og U/10-spillere. Træningstilbuddene for U/9 og U/10 i Aalborg KFUM blev straks udsolgt.

Derfor udvides AaB+ for U/9 og U/10 i Aalborg KFUM nu med endnu et ugentligt træningspas, så børn, der ikke har nået at få en plads i første omgang, kan sikre sig plads på et nyt hold, der træner fredage mellem kl. 17.45 og 18.45.

På U/8 i Aalborg KFUM samt på alle træningspas i Skibsby-Højene I.F. er der stadig få pladser tilbage med træningstid fredage fra kl. 16.30 til 17.30. Der tilbydes i denne omgang ikke yderligere hold i Skibsby-Højene I.F.

Ekstra træningstilbud gennem AaB+
AaB+ er et træningskoncept for nordjyske børn fra U/8 til U/10 uanset niveau. Med AaB+ får de deltagende børn mulighed for at få ekstra træning gennem AaB Akademiet. 

Træningerne skal ses som et supplement til den faste træning hjemme i egen klub, og efterårets træninger i AaB+ foregår igen både hos partnerklubberne Aalborg KFUM og Skibsby-Højene I.F. Børn fra samtlige af AaB's nordjyske partnerklubber kan tilmelde sig.

AaB+ har fokus på udvikling af børnenes motoriske og tekniske færdigheder. Træningerne vil have en varighed af 60 minutter, og træningsmetoderne tager afsæt i AaB Akademiets syn på børnetræning.

AaB Akademiet inddeler som udgangspunkt træningsgrupperne efter årgange, så U/8-spillerne (årg. 2017) træner i én gruppe, U/9-spillerne (årg. 2016) i en anden gruppe og U/10-spillerne (årg. 2015) i en tredje gruppe. AaB Akademiet forbeholder sig dog retten til at justere træningsgrupperne for bedst muligt at sikre, at alle børn udfordres på et passende niveau og sikres den bedst mulige oplevelse. AaB+ gælder kun for disse årgange, og barnet skal tilmeldes i den retmæssige årgang.

I efteråret 2024 foregår AaB+ i partnerklubberne Aalborg KFUM og Skibsby-Højene I.F. (SHI) i Hjørring på fredage mellem kl. 16.30-17.30 for træningspas 1, mens træningspas 2 for U/9- og U/10-spillere i Aalborg KFUM altså ligger i tidsrummet 17.45-18.45.

Træningen foregår på følgende fredage: 9. august (SHI), 16. august (KFUM/SHI), 23. august (KFUM/SHI), 30. august (KFUM/SHI), 6. september (KFUM/SHI), 13. september (KFUM/SHI), 20. september (KFUM/SHI), 27. september (KFUM/SHI), 4. oktober (KFUM/SHI), 11. oktober (KFUM/SHI), 25. oktober (KFUM/SHI), 1. november (KFUM/SHI) og 8. november (KFUM).

Prisen for deltagelse i efterårssæsonen 2024 er 1.199 kr. for hele forløbet. Tilmelding foregår via www.billet.aabsport.dk.

Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet i den årgang, man tilhører.

Alle spørgsmål vedrørende AaB+ samt tilmelding bedes rettes til Steen Ammundsen på sa@aab-as.dk.

Tags på denne nyhed

Bomholt udtaget til U/19 EM

1. juli 2024 kl. 14:05 af Rasmus Estrup

For første gang nogensinde er det danske U/19-landshold kvalificeret til EM-slutrunden, og med i truppen er Mads Bomholt. 

Danskernes første kamp ved slutrunden spilles mod Spanien 16. juli. Tre dage senere følger et opgør mod Frankrig, inden sidste gruppespilskamp spilles 22. juli mod Tyrkiet. 

Mads Bomholt har indtil videre spillet tre kampe for U/19-landsholdet og scoret to mål. 

Tags på denne nyhed
'