AaB henter hurtig og erfaren midtstopper

20. juli 2024 kl. 18:30 af Rasmus Estrup

Den senegalesiske forsvarsspiller, der også har portugisisk statsborgerskab, har senest optrådt i 2. Bundesligaen for VfL Osnabrück, og sammenlagt med sine tidligere ophold i SV Sandhausen og Eintracht Braunschweig har Oumar Diakhité i alt spillet 47 kampe i 2. Bundesligaen.

Tidligere er det blandt andet også blevet til 69 kampe i den bedste portugisiske række for henholdsvis S.C. Olhanense og G.D. Estoril Praia samt optrædener i den bedste rumænske række for Sepsi OSK. 

Som ungdomsspiller kom han i USA, hvor det også blev til førsteholdskampe for USL-klubben Orlando City SC.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler: 

- Med de mange unge spillere, vi har i vores trup, og de unge tilføjelser vi har fået denne sommer, har det været et af vores store ønsker at hente en erfaren profil ind udefra, som også har ledererfaring, og det får vi bestemt med Oumar. 

- Han er en hurtig, duelstærk og luftstærk forsvarsspiller, som også besidder gode lederegenskaber og er vant til at skulle præstere på et højt niveau foran fyldte tribuner. Han er en kriger med en stor vindermentalitet, og vi glæder os til at få ham ind i vores trup, hvor vi er sikker på, at han kommer til at være en gevinst, siger James Gow. 

Oumar Diakhité, der får trøje nummer 2, supplerer:

- Det er rigtig dejligt at være her, og jeg har fra gode venner hørt meget positivt om AaB. Det er en stor klub med en stor fanbase, som jeg glæder mig til at spille for. Aalborg skulle også være en skøn by, og indtil videre har jeg kun mødt rare mennesker her i klubben, så jeg glæder mig, siger forsvarsspilleren og fortsætter:

- Jeg er kommet hertil for at spille fodbold, vinde kampe og arbejde hårdt. For mig er mit hold som min familie, hver gang vi går på banen. Jeg er en kriger og en holdspiller, der giver alt for mine holdkammerater, og jeg håber på, at jeg med min erfaring og arbejdsindsats kan bidrage til, at klubben får succes. 

Oumar Diakhité har skrevet under på en kontrakt med AaB frem til 30. juni 2026.

Tags på denne nyhed

Marc Nielsen skifter til AaB nu

20. juli 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

9. juli offentliggjorde AaB, at Marc Nielsen til nytår ville blive AaB-spiller, men efter en positiv dialog med Hvidovre I.F. er det nu faldet på plads, at den 23-årige bornholmer skifter til AaB med det samme.

- Vi er rigtig glade for, at vi sammen med Hvidovre I.F. kunne nå til enighed om, at Marc Nielsen nu bliver en del af vores klub, så han med sine kvaliteter kan være med til at bidrage til holdet allerede her i efterårssæsonen, siger AaB’s sportsdirektør James Gow. 

Marc Nielsen, der for Hvidovre I.F. har spillet 87 officielle kampe og leveret 13 assists, glæder sig over det øjeblikkelige skifte.

- Jeg er utrolig glad for, at det hele har flasket sig således, at jeg nu er AaB-spiller. AaB er en kæmpe klub, der skal være en fast del af 3F Superligaen - og gerne i den øvre halvdel på sigt - og det er jeg sikker på, at klubben nok skal blive. 

- Der er et rigtig stærkt set up i klubben med flotte faciliteter, en dygtig trænerstab og en stærk spillertrup, og jeg ser meget frem til samarbejdet med Menno (van Dam, red.), som, jeg er sikker på, kan være med til at udvikle mig, siger Marc Nielsen. 

Marc Nielsen, der får trøje nummer 5, har første træning med sine nye holdkammerater i dag. Hans aftale med AaB løber frem til 30. juni 2028.

Tags på denne nyhed

Ny EM-startplads til Bomholt mod Frankrig

20. juli 2024 kl. 08:08 af Rasmus Estrup

Efter et nederlag på 2-1 til Spanien i første EM-puljekamp, blev det i går til et nederlag på 4-2 mod Frankrig for det danske U/19-landshold, der på ny havde Mads Bomholt med i startopstillingen. 

Franskmændene bragte sig i front i 19. minut, og med scoringer i 65. minut, 79. minut og 85. minut stod der 4-0 på måltavlen, inden danskerne med to sene reduceringer fik pyntet på resultatet. 

Mads Bomholt, som spillede 90 minutter i første kamp, blev i går udskiftet ca. et kvarter før tid.

Danmark møder på mandag Tyrkiet i den sidste puljekamp. Inden det opgør lyder Mads Bomholts statistik på U/19-landsholdet på fem kampe og to mål. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: FC Nordsjælland-AaB 3-0

20. juli 2024 kl. 07:49 af Rasmus Estrup

Fredagskampen på Right to Dream Park i Farum endte desværre med et nederlag med cifrene 3-0. 

Hjemmeholdet bragte sig i front i 18. minut ved Marcus Ingvartsen, og halvandet minut senere blev det også 2-0 til FC Nordsjælland, da Peter Ankersen styrede en ripost i nettet. 

Trods gode muligheder til blandt andre Oliver Ross, Kasper Davidsen og Mathias Jørgensen, udbyggede FC Nordsjællands Mads Kristian Hansen til 3-0 kort før tid. 

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af sæsonpremieren. 

Sæsonens første hjemmekamp venter søndag 28. juli kl. 16.00 mod Silkeborg I.F. Køb billetter til det opgør på www.billet.aabsport.dk.  

Tags på denne nyhed

3-0-nederlag mod FC Nordsjælland

19. juli 2024 kl. 23:08 af Rasmus Estrup

Vores indledning på 3F Superligasæsonen sluttede desværre uden point, da det på kunstgræsbanen i Farum endte med et nederlag på 3-0.

Vi åbnede kampen med fem tidligere akademispillere og samt debutanterne Vincent Müller og John Iredale i startopstillingen.

Kampens indledning var ganske jævnbyrdig, og de første ti minutter bød blot på et par blokerede FC Nordsjælland-afslutninger, som henholdsvis Sebastian Otoa og Lars Kramer kom i vejen for.

Efter 17 minutter kunne hjemmeholdet så bringe sig i front, da Marcus Ingvartsen steg til vejrs i feltet og headede et indlæg fra Oliver Villadsen i nettet til 1-0.

Blot halvandet minut senere slog FC Nordsjælland til igen på en omstilling. Denne gang afsluttede Oliver Villadsen selv, men Vincent Müllers gode redning endte desværre med en ripost ved bagstolpen, som Peter Ankersen pandede i mål til 2-0.

Midt i første halvleg prøvede Peter Ankersen sig på ny, men denne gang var Vincent Müller godt i vejen, og i modsatte ende var det kort efter John Iredale, der stod for vores første afslutning, som han sendte over mål.

Samme adresse havde et langskud fra Melker Widell i 29. minut, inden et godt AaB-angreb med et nærgående indlæg fra Kasper Jørgensen gik over til modsatte område af feltet, hvorfra Oliver Ross fik sit forsøg blokeret.

Ti minutter før pausen havde Conrad Harder et hovedstød lige i favnen på Vincent Müller, og fire minutter senere fulgte vores hidtil bedste chance, da et velspillet angreb førte til en giftig afslutning fra Oliver Ross, som Andreas Hansen dog viftede over mål.

Kort inden pausen fik hjemmeholdets Conrad Harder en stor omstillingsmulighed, men afslutningen sad lige på Vincent Müller, og dermed var stillingen 2-0 ved pausen.

I pausen blev John Iredale udskiftet med en anden debutant, Kelvin John, og i anden halvlegs første minut var Conrad Harder igen nærgående, men ni minutter inde i anden halvleg kom Kasper Davidsen til en afslutning på en aflevering fra Mathias Jørgensen efter et godt AaB-angreb. Desværre gik afslutningen over mål.

Kort efter løb Mathias Jørgensen fra FCN-defensiven, inden hans afslutning blev reddet af Andreas Hansen, og i 63. minut var det så Oliver Ross’ tur til at sende en afslutning afsted. Denne gang gik forsøget forbi.

Herefter fulgte indskiftninger af Diego Caballo samt debutanterne Mylian Jimenez og Andres Jasson, og med med 20 minutter tilbage tilspillede FC Nordsjælland sig et par muligheder, der dog ikke sad inden for rammen.

I 78. minut fik Oliver Ross et frispark i en fin position afrettet til et hjørnespark. Dette førte til en nedfaldsbold til Melker Widell, som fik sit forsøg i bagerste område blokeret.

I 81. minut var der også debut til Bjarne Pudel, som erstattede Sebastian Otoa.

Vores jagt på et reduceringsmål gav også muligheder i modsatte ende, og efter et hovedstød af Mathias Jørgensen i 88. minut, løb hjemmeholdets Mads Kristian Hansen ned i den anden ende, og med en følt afslutning mod modsatte målhjørne udbyggede han til 3-0.

Efter scoringen kom vi til afslutninger til både Kasper Jørgensen og Oliver Ross, men indsatsen kampen igennem førte ingen scoringer med sig, og dermed sluttede det med et nederlag på 3-0.

Sæsonens første hjemmekamp spilles søndag 8. juli kl. 16.00 mod Silkeborg I.F. Køb billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts – 3F Superligaen, grundspil, 1. spillerunde
FC Nordsjælland-AaB 3-0 (2-0)
18. min 1-0 Marcus Ingvartsen, 19. min 2-0 Peter Ankersen, 88. min 3-0 Mads Kristian Hansen
Advarsler FC Nordsjælland: Sindre Walle Egeli (90)
Advarsler AaB: Kasper Davidsen (50), Mylian Jimenez (86)
3.934 tilskuere på Right to Dream Park

FC Nordsjælland (4-3-3): Andreas Hansen, Peter Ankersen, Kian Hansen, Lucas Hey, Oliver Villadsen, Mario Dorgeles (74: Zidan Sertdemir), Jeppe Tverskov, Daniel Svensson, Marcus Ingvartsen (84;: Levy Nene), Conrad Harder (74: Mads Kristian Hansen), Oliver Antman (66: Sindre Walle Egeli).

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Sebastian Otoa (83: Bjarne Pudel), Nóel Atli Arnórsson (66: Diego Caballo), Kasper Davidsen (66: Mylian Jimenez), Malthe Højholt (66: Andres Jasson), Melker Widell, Mathias Jørgensen, John Iredale (46: Kelvin John), Oliver Ross.

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tags på denne nyhed
'