Første testkamp spilles i morgen
Efter en uge med mange træningspas og fysiske tests venter opstartens første testkamp i morgen kl. 12.00 på udebane mod FC Midtjylland.
I morgen kl. 12.00 gælder det forårets første testkamp, når vi gæster 3F Superligaens førerhold, FC Midtjylland. Kampen er blevet flyttet til indendørsarenaen Stadome, der ligger på Hagelskærvej 41 i Ikast.
Størstedelen af vores spillere vil få 30 minutters kamptræning i benene, mens enkelte efter planen skal have 45 minutters spilletid. Ligeledes vil der være spilletid til en række spillere fra AaB Akademiet.
Alle i førsteholdstruppen er som udgangspunkt udtaget til kampen, men Oliver Ross sidder over, da en flænge i benet efter en duel på træningsbanen holder ham ukampdygtig weekenden over.
FC Midtjylland livestreamer kampen med kommentatorer på fcm.dk og klubbens YouTube-kanal.
På AaB’s officielle konto på X - det tidligere Twitter - vil der være liveopdateringer i forbindelse med scoringer. Efterfølgende kan et referat af kampen læses på www.aabsport.dk, mens der lørdag følger et sammendrag af kampen.