U/19-nederlag i forårspremieren

15. februar 2024 kl. 08:38 af Rasmus Estrup

Onsdag åbnede vores U/19 Ligamandskab forårssæsonen i ligasammenhæng, men desværre endte det med et 3-1-nederlag ude mod Silkeborg I.F.

Hjemmeholdet kom i front ti minutter før pausen, før Nikola Stojanovic udlignede til 1-1 to minutter inde i anden halvleg. 

Måltavlen fastholdt 1-1-stillingen indtil et kvarter før tid, hvor Silkeborg I.F. igen kom på tavlen, og fire minutter før slutfløjt scorede hjemmeholdet kampens sidste mål til 3-1.

Vores U/19 Ligahold ligger fortsat på 13. pladsen forud for næste kamp, der allerede spilles på lørdag kl. 13.00 mod FC Midtjylland på AaB’s anlæg på Hornevej.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Hvem er den største materialespiller?

14. februar 2024 kl. 10:38 af Rasmus Estrup

Hvem går mest op i udstyret i AaB's spillertrup? Det kan du finde ud af i denne video, hvor otte holdkammerater forsøger at udpege holdets største materialespiller.

De otte spillere, der står for vurderingen, er Tim Prica, Younes Bakiz, Josip Posavec, Richard Odada, Oliver Ross, Malthe Højholt, Melker Widell og Rody de Boer.

 

Tre AaB'ere udtaget til U/16-landsholdet

13. februar 2024 kl. 14:17 af Rasmus Estrup

Blandt de 20 navne, der er i dag er blevet udtaget til U/16-landsholdet, er tre spillere fra AaB Akademiet. 

Malthe Egebæk Mortensen, Johan Hvistendahl og Valdemar Rubæk Vestergaard, der normalt optræder for vores U/17 Ligahold, skal dermed en tur til Tyrkiet, hvor U/16-landsholdet fra 26. februar til 5. marts deltager i en UEFA Development-turnering. 

Undervejs spiller danskerne tre kampe. Den første spilles onsdag 28. februar mod Frankrig. Fredag 1. marts venter en kamp mod Japan, inden Danmark slutter af med et møde med Spanien mandag 4. marts. 

Valdemar Rubæk Vestergaard har i Tyrkiet mulighed for at få sin landsholdsdebut, mens Johan Hvistendahl tidligere har spillet seks U/16-landskampe, og Malthe Egebæk Mortensen har optrådt fire gange for U/16-landsholdet. 

Fokus på mentaltræning på AaB Akademiet

13. februar 2024 kl. 10:23 af Rasmus Estrup

I halvandet år har Niels Rossing, der er lektor i anvendt idrætspsykologi ved idrætsstudiet på Aalborg Universitet, været tilknyttet AaB Akademiet som mentaltræner. 

Fra i år kommer der øget fokus på den mentale udvikling for holdene på AaB Akademiet. Under ledelse af Niels Rossing har AaB Akademiet nemlig fået tilkoblet fem studerende fra Aalborg Universitet, som bliver tilknyttet hver sit akademihold fra U/13 til U/19 som et studiejob.

- Vi er rigtig glade for den udvikling, vi har haft på det mentale område på AaB Akademiet, mens Niels har været inde over. Han er både meget dygtig og vellidt, og så giver det os et løft, at han går igen både på universitet og på akademiet. Det giver en løftestang i forhold til at få den nyeste viden fra universitet og samtidig koble det op på noget praktisk herude, siger akademichef Jacob Larsen. 

- Nu forsøger vi sammen at løfte det endnu højere op, da vi har hentet dygtige studerende fra universitet ind. De skal være med til at have fokus på udviklingen af miljøet på hver enkelt hold og akademiet som helhed, fortsætter Jacob Larsen, mens Niels Rossing supplerer:

- Vi har ikke fokus på individuelle samtaler. I stedet fokuserer vi på hele miljøet og udviklingen af miljøet på hvert enkelt hold. Derfor er det meget trænerne, vi også er sparringspartnere med. For hvis vi kan give trænerne nogle værktøjer på det mentale område - på samme måde, som de har fodboldfaglige værktøjer - så har de noget, de løbende kan udvikle på, siger Niels Rossing. 

Niels Rossing holder oplæg for både spillere og trænere, ligesom han superviserer og sikrer en rød tråd i, hvordan de studerende agerer i forhold til hvert hold, så der ikke kommer forskellige input fra årgang til årgang, men er en sammenhæng i det. 

- Noget af det vi samarbejder med spillerne og trænerne om i øjeblikket, er kommunikationen internt mellem spillerne. Dette tema er blevet udviklet og testet af vores dygtige U/14-mentaltræner Anders Mølholt Jensen, der i øjeblikket skriver speciale om emnet. I det daglige observerer de studerende spillernes kommunikationen til både træning og kamp. Herefter kommer de med input og feedback til trænerne i forhold til, hvordan man kan optimere og påvirke kommunikationen, hvilket i sidste ende kan styrke relationerne mellem spillerne og deraf præstationen på banen, siger Niels Rossing, der nyder at være tilkoblet AaB Akademiet sideløbende med undervisningen på Aalborg Universitet. 

- Jeg elsker at undervise, men jeg vil også gerne se og mærke, hvordan teorierne kan føres ud i praksis i elitemiljøer. I Nordjylland er AaB det sted, der giver den mest ideelle praktiske erfaring. Ikke mindst gennem AaB Akademiet, fordi det er ét stort udviklingsmiljø med masser af potentiale. Sådan et miljø er meget spændende at observere og være en del af, siger Niels Rossing, mens akademichefen følger op:

- I det hele taget gør vi en masse ting i klubben og på AaB Akademiet for hele tiden at optimere miljøet. Dette er endnu et skridt i den rigtige retning, fordi vi lægger et fokus at udvikle på kulturen på akademiet. At vi i den forbindelse kan arbejde tæt sammen med gode folk fra Aalborg Universitet, er kun fedt, for universitet er en kæmpe ressource og stor lokal aktør, og vi kan lige så godt drage nytte af hinanden, så de studerende får praktisk erfaring, samtidig med at vi får den teoretiske viden fra deres studier bragt i spil hos os rent praktisk, siger Jacob Larsen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Hvem er bedst i et køkken?

12. februar 2024 kl. 15:06 af Rasmus Estrup

De fire duoer Tim Prica og Younes Bakiz, Josip Posavec og Richard Odada, Oliver Ross og Malthe Højholt samt Melker Widell og Rody de Boer skal i denne video forsøge at pege på, hvem der er den bedste kok på holdet. 

Nogle af spillerne bringer sig selv på banen, mens andre på ingen måde vil pege på sig selv. 

Se de forskellige bud i videoen øverst. 

'