Thelander glæder sig over skærpet konkurrence
Anfører Rasmus Thelander og holdkammeraterne spiller i morgen forberedelsesfasens næstsidste testkamp, når KFUM-Kameratene Oslo er modstanderen på La Quinta Football Center i Sydspanien.
Og det er en optimistisk Thelander, der kigger frem mod forårets opgaver:
- For det første vil jeg sige, at vi indtil videre har haft en toptræningslejr med gode faciliteter, og hvor vi har fået det ud af det, vi gerne ville. Vi har fået finpudset tingene, og så er der en masse humør og glæde i truppen, og folk virker virkelig sultne for at komme i gang.
- Vi har fået flere nye ansigter, som hver især tilfører os noget kvalitet, og så må jeg bare sige, at jeg også er imponeret over de unge drenge, som vi har med fra AaB Akademiet. De er, forstå mig ret, ikke bare med som fyld, men byder ind og komplementerer vores trup rigtig fint, og vi står derfor med en samlet trup med både stor bredde og stor kvalitet og med konkurrence på alle pladser, siger Rasmus Thelander.
- Nu ser vi frem til i morgen at spille den sidste kamp hernede, og det er vigtigt, at vi får bygget videre på de ting, vi har arbejdet med i opstarten, og generelt set har jeg en klar fornemmelse af, at vi er på rette vej, og at vi er ved at sætte noget godt sammen både på kort og på lang sigt, lyder det fra Rasmus Thelander.
Søndagens modstander er nyoprykket til den bedste norske række efter i 2023 at være avanceret fra en andenplads efter 17 sejre og syv uafgjorte i 30 opgør i 1. division.
Oslo-klubbens sportschef og tidligere assistenttræner er i øvrigt den tidligere AaB’er Daniel Fredheim Holm, som forlod Aalborg i januar 2011 efter fire scoringer i 17 officielle kampe.
Der er kickoff kl. 12.00, og dysten livestreames på nordjyske.dk, ligesom opdateringer kan følges på AaB’s officielle konto på X.