RAV fik overrakt Hele Nordjyllands Håndsrækning

27. februar 2024 kl. 07:52 af Rasmus Estrup

RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel var i pausen af lørdagens topopgør i NordicBet Ligaen på banen på Aalborg Portland Park for at modtage en check på 131.180 kr. fra Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning donerer AaB sammen med Arbejdernes Landsbank 2 kr. pr. tilskuer til hjemmekampe i ligaen til et godt formål i Nordjylland, og i efteråret 2023 valgte AaB’s fans at prisen skulle gå til RAV.

Med 65.590 tilskuere til efterårets ni NordicBet Ligahjemmekampe lød efterårets donation på 131.180 kr., som altså blev overrakt af AaB og Arbejdernes Landsbank i lørdags.

- Vi er så taknemmelige for at modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning, og at donationen blev så stor har kæmpe betydning for os. Det gør nemlig, at vi kan tilbyde nogle rigtig gode aktiviteter for vores medlemmer, uden at vores medlemmer skal bekymre sig om økonomien, og det er helt fantastisk, siger Mona Svendsen, der er medarbejder i RAV.

RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel er en åben café, der hjælper folk med lettere demens og deres pårørende gennem støtte, rådgivning og vejledning samt netværksgrupper med ligestillede. Du kan se AaB TV’s indslag om RAV her.

I foråret 2024 har AaB’s fans gennem en afstemning valgt, at Hele Nordjyllands Håndsrækning skal gå til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital. Læs mere om det her.

Modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
De Frivillige på Aalborg Universitetshospital - forår 2024 - endnu ikke opgjort (2 kr. pr. tilskuer)
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 - endnu ikke opgjort (100 kr. pr. solgt trøje)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Pr. dags dato er der i alt uddelt 1.781.482 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Tags på denne nyhed

Lawaetz stopper i AaB

26. februar 2024 kl. 16:46 af Brian Andersen

Niels Lawaetz har siden 1. januar 2022 været ansat som Head of Coaching i AaB Akademiet.

AaB’s akademichef Jacob Larsen udtaler:

- Vi har været enormt glade for at have Niels tilknyttet AaB Akademiet, hvor han har leveret en dedikeret og kompetent indsats, og samtidig med at vi er ærgerlige over hans beslutning, så har vi også forståelse for hans valg og ønsker ham alt mulig held og lykke fremover.

Niels Lawaetz stopper i AaB ved udgangen af marts måned, og AaB har straks igangsat processen med at rekruttere en ny Head of Coaching i AaB Akademiet.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Månedens mål - Jørgensen eller Widell?

26. februar 2024 kl. 13:56 af Rasmus Estrup

Lørdagens 2-2-opgør mod Sønderjyske var den eneste officielle AaB-kamp i februar. Afstemningen om månedens mål er derfor en direkte duel mellem 1-0-scoringen af Mathias Jørgensen efter et oplæg fra Melker Widell og Melker Widells 2-0-scoring efter Jubril Adedejis assist.

Du kan gense målene i videoen øverst og stemme på din favorit her.

Alle der afgiver en stemme via linket er samtidig med i lodtrækningen om signeret AaB-bold fra Select.

Afstemningen løber indtil onsdag morgen kl. 8.00, hvorefter vinderen får besked af AaB. 

Tags på denne nyhed

Spar 25% på udvalgte spillertrøjer

26. februar 2024 kl. 11:00 af Rasmus Estrup

Fredag 1. marts er der FodboldtrøjeFredag, hvilket AaB og AaB Shoppen bakker op om. 

Derfor kan du i denne uge spare penge på udvalgte spillertrøjer på www.aabshoppen.dk, så du kan blive klædt rigtigt på til FodboldtrøjeFredag.

Spar blandt andet:

- 25% på sæsonens andentrøje fra den populære ‘’Som Ramt Af Lynet’’-kollektion
- 25% på minisæt og babykit af klubtrøjen
- 25% på årets Academy Anthem Jacket fra Macron
- 10% på sæsonens håndsrækningstrøje

Se alle tilbuddene her.

Danske Spil er initiativtager til FodboldtrøjeFredag og har udviklet projektet til fordel for og sammen med Børnecancerfonden. Alle donationer går ubeskåret til Børnecancerfonden, som gennem støtte, forskning og forebyggelse gør en mærkbar forskel for kræftramte børn og deres familier. Læs mere om FodboldtrøjeFredag her.

Du kan også støtte AaB's indsamling til FodboldtrøjeFredag via MobilePay-nummeret 191848. 

Tags på denne nyhed

Anden U/19 Ligasejr i træk

26. februar 2024 kl. 08:47 af Rasmus Estrup

Vores U/19 Ligahold fulgte op på forrige weekends flotte sejr over FC Midtjylland med sæsonens anden sejr på udebane over Vejle Boldklub.

Allerede fem minutter inde i opgøret kom AaB-holdet i front på et Vejle-selvmål, men herfra sad hjemmeholdet på både spil og chancer halvlegen ud. 

AaB-defensiven stod dog i mod - ikke mindst takket være mange redninger af Bertil Grønkjær i målet - og dermed lød pausestillingen på 1-0 til AaB. 

Til anden halvleg ændrede vores U/19 Ligahold spilsystem, og det medførte en mere jævnbyrdig anden halvleg, hvor Vejle Boldklub blev ramt af en udvisning og blev dermed reduceret til ti spillere.

Kort efter scorede indskiftede Mads Mochau flot til 2-0.

I tillægstiden fik hjemmeholdet dog reduceret til 2-1 på et hjørnespark, og selvom Vejle Boldklub smed alt frem i den resterende tillægstid holdt vores U/19-drenge stand og snuppede en sejr på 2-1. 

- Det var rigtig dejligt at vinde for anden kamp i træk, for det gør meget for den positive stemning i truppen, og det er noget, vi skal forsøge at bygge videre på. Men vi må også erkende, at Vejle i store dele af kampen spillede bedst og skabte flest chancer, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands. 

- Vi var lidt heldige med at være foran ved pausen, og et par skader i defensiven tvang os til at ændre systemet i anden halvleg. Det endte med at bære frugt, for vi kom bedre med i anden halvleg og fik skabt flere gode muligheder. Men vi må også takke Bertil i målet for en stærk præstation med store redninger kampen igennem, siger Peter Løvenkrands. 

Sejren betyder, at AaB overhaler Vejle Boldklub i tabellen og nu ligger på 12. pladsen med 11 point efter 14 kampe.

Næste U/19 Ligakamp spilles på lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod Sønderjyske, der ligger på 11. pladsen med tre point flere end vores U/19-mandskab.

Også U/17 Ligaholdet og U/15 Ligaholdet skal i aktion på lørdag, hvor de ligeledes får besøg af Sønderjyske.

Tags på denne nyhed
'