Otoa: Vi skal spille med høj intensitet

22. februar 2024 kl. 15:44 af Rasmus Estrup

Om to dage danner Aalborg Portland Park ramme om vores første NordicBet Ligakamp i 2024, og 19-årige Sebastian Otoa ser meget frem til at få genstartet sæsonen efter vinterpausen.

- Det bliver superfedt. Det er det, vi har trænet frem mod gennem hele opstarten, og det bliver rigtig dejligt at se fansene igen, siger den 199 cm høje forsvarsspiller.

Sebastian Otoa, der i sommer forlængede sin aftale med Hele Nordjyllands Hold til 2027, har indtil videre optrådt 23 gange for AaB’s førstehold, og i de seneste 11 NordicBet Ligakampe har han spillet samtlige 90 minutter.

I denne opstart har han også fået godt med spilletid i samtlige fem testkampe, hvoraf fire af kampene er vundet, og Sebastian Otoa har fået spilletid både i midterforsvaret og på backpositionen.

- Jeg synes, det har været en fed opstart, og det er fedt at blive prøvet på flere positioner, for det kan også udvikle mit spil, hvis jeg kan dække flere positioner. Som hold har vi fået bygget på i forhold til, hvad vi gerne vil, når vi har bolden. Samtidig har resultaterne i opstarten givet os motivation og en vinderfølelse, som vi gerne vil tage med ind i denne halvsæson, siger forsvarsspilleren.

Første kamp i forårssæsonen venter som nævnt på lørdag kl. 13.00, når Sønderjyske gæster Aalborg Portland Park i en direkte duel om førstepladsen, der lige nu besiddes af lørdagens gæster med ét points forspring. 

- Sønderjyske er et godt hold, der gerne vil spille fodbold og lægge et godt pres, så jeg tror, det bliver en god kamp.

- Vi vil gerne dominere spillet med bolden og spille med en høj intensitet. Forhåbentlig får vi også fansene med os gennem hele kampen, så vi sammen kan tage en sejr, slutter Sebastian Otoa.

Flere end 8.500 fans har allerede billet til kampen, og du kan købe billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, som åbner kl. 11.30 på lørdag.

Tags på denne nyhed

Bliv klar til lørdagens topkamp

22. februar 2024 kl. 10:29 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Sønderjyske

Spillerunde: 19
Spilledato: Lørdag 24. februar 2024
Kick-off: Kl. 13.00
Dørene åbner: Kl. 11.30
Fanzonen åbner: Kl. 11.00
Dommer: Jonas Bæk

8.500 har billet til forårspremieren
Flere end 8.500 fans har på forhånd sikret sig billet til årets første kamp på Aalborg Portland Park mod Sønderjyske, og du kan selv købe billetter på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, der åbner kl. 11.30 på lørdag.

Tilhængere af Sønderjyske skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen via www.billet.aabsport.dk. 

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Vis billet eller sæsonkort i AaB’s app - opdatering kræves
Ved indgangene kan man vise sin billet eller sit sæsonkort i AaB-appen. Det kræver, at man har opdateret AaB-appen til den seneste version.

Man kan også altid tilgå og vise sine billetter online på www.billet.aabsport.dk. 

Download AaB’s officielle app via App Store, hvor den findes under navnet “AaB Sport - AaB” eller Google Play under “AaB”. 

Fanzonen åbner kl. 11.00
Allerede fra kl. 11.00 vil der være aktiviteter i fanzonen. Her kan du prøve kræfter med en Goal Station og en Faxe Kondi Fan Can samt få ansigtsmaling i AaB-farver.

Som altid er det i fanzonen også muligt at købe lækker mad fra grillen samt Bogø Sandwich, ligesom du kan købe vand, øl og slik i boderne. 

Overrækkelse af Hele Nordjyllands Håndsrækning
Efterårets modtager af AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning var RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel, som efter de ni NordicBet Ligakampe i efteråret sikrede sig en donation på 131.180 kr.

Donationen vil i pausen af lørdagskampen blive overrakt til repræsentanter fra RAV.

Kør gratis med tog- og bus til kampen
Igen her i 2024 kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. Plusbussen kører lige til døren.

Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget for at kunne køre grats med. Læs mere her.

AaB Fanshop åbner kl. 11.00
Som altid kan du i AaB Fanshop inden kampen blive klædt helt rigtigt på til forårssæsonen. 

Både AaB Fanshop i foyeren og i fanzonen åbner kl. 11.00 på lørdag, og her kan du blandt andet købe spillertrøjer, halstørklæder og meget andet merchandise. 

Du kan også besøge AaB Shoppen online på www.aabshoppen.dk

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”.

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende kampen igennem.

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagoger og pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park. 

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”.  

For at blive en del af “Fællesskab for alle“ skal man sende en mail til mro@aab-as.dk og købe billet via det link, man modtager i forbindelse med bekræftelsen på, at man er blevet en del af “Fællesskab for alle”. Prisen for at blive en del af "Fællesskab for alle" er samme pris som en almindelig børnebillet til Theodors Familiezone. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under lørdagskampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 11.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der ca. fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der ca. ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Mathias Jørgensen: Glæder mig helt enormt

21. februar 2024 kl. 15:02 af Rasmus Estrup

- Det bliver fantastisk. Lige siden jeg satte min krusedulle på kontrakten, har jeg glædet mig til det her, og nu venter oplevelsen lige rundt om hjørnet.

Sådan lyder det fra vores nye offensivspiller Mathias Jørgensen, der om tre dage kan få debut for Hele Nordjyllands Hold hjemme på Aalborg Portland Park. Du kan købe billetter til forårspremieren her.

- Jeg glæder mig helt enormt, og det er jeg sikker på, at resten af truppen også gør. Det er noget, vi har hungret efter i lang tid, så det bliver fedt at komme i gang og spille foran vores fantastiske fans, siger vores nye nummer 30.

For 20 dage siden blev han præsenteret som AaB-spiller på transfervinduets sidste dag, og siden har tiden budt på en træningslejr, mange hårde træningspas og tre testkampe, hvor det i hver kamp er blevet til en plads i startopstillingen og gradvist mere og mere spilletid.

- Det har været en dejlig periode. Træningslejren var rigtig god i forhold til at komme ind i gruppen, og det var en rigtig god måde at lære mine holdkammerater at kende på. Allesammen er rigtig dygtige fodboldspillere, som hver især kan bidrage til, at vi får et rigtig godt forår, så det bliver spændende, forklarer Mathias Jørgensen.

Den 23-årige offensivspiller kom hertil fra Esbjerg fB, hvor han alene i efteråret noterede sig for ti scoringer og 13 assists.

Lørdag kan han så få sin AaB-debut i NordicBet Ligaens topopgør, når Sønderjyske kl. 13.00 gæster Aalborg Portland Park i en direkte duel om førstepladsen.

- Jeg tror, det bliver en kamp med høj intensitet. Begge hold ligger godt til i NordicBet Ligaen, og det bliver fedt at lægge ud mod dem på hjemmebane. Det kunne ikke være meget bedre.

- Hvis vi holder os til vores plan og får gjort de ting, som vi er gode til, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer til at levere en god indsats, og det tror jeg også kaster tre point af sig, slutter Mathias Jørgensen.

Flere end 8.000 fans har billet til lørdagens topopgør, og du kan i forsalg købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

De Frivillige på Aalborg Universitetshospital modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning

21. februar 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

For hver tilskuer til forårets NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park donerer AaB og Arbejdernes Landsbank gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning to kr. til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital. Det har vores fans afgjort via en afstemning.

Hele Nordjyllands Håndsrækning blev oprettet i 2015 med én kr. pr. tilskuer, og fra 2017 til og med foråret 2022 støttede Spar Nord Fonden op om prisen. Siden har Arbejdernes Landsbank overtaget fondens rolle, og i alt er der indtil videre doneret flere end 1,7 millioner kroner gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning til gode formål i Region Nordjylland.

Ud fra et bredt felt med flere gode ansøgere udpegede et udvalg med repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel, tre kandidater til at blive modtager af prisen i dette forår.

De tre kandidater var De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, foreningen Et Ben Foran og Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg. 

Fra torsdag 15. februar til tirsdag 20. februar kl. 12.00 har de tre kandidater været til afstemning blandt alle AaB’s fans. 1.395 fans har stemt, og med 54 procent af stemmerne er modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning i foråret 2024 De Frivillige på Aalborg Universitetshospital. 

Hvem er De Frivillige på Aalborg Universitetshospital?
På Aalborg Universitetshospital gør ca. 150 frivillige en forskel for patienter og pårørende, så Aalborg Universitetshospital er et trygt og godt sted at være indlagt.

De frivillige hjælper eksempelvis med en række praktiske gøremål. De går ture med patienterne, henter ting i kiosken, ledsager og viser vej til de relevante afsnit på hospitalet og vigtigst af alt hygger de med patienterne på sengeafsnittene samt til fællesspisning for patienter, der kan klare det.

Med Hele Nordjyllands Håndsrækning får De Frivillige på Aalborg Universitetshospital mulighed for at få relevante og aktuelle oplæg, så de frivillige bliver klædt bedst muligt på til at kunne give patienter og pårørende den rette ro, hjælp og omsorg. 

Derudover kan midlerne også blive brugt på indkøb af nye veste til de frivillige, til vedligehold af en aktivitetskasse med spil, strikketøj og lignende for patienterne samt til opdatering af deres “Klædeskab” med tøj til særligt udsatte patienter, der udskrives fra hospitalet. 

- Vi er dybt taknemmelige og rørte over, at så mange har valgt at stemme på os i en afstemning med andre rigtige gode formål. Hele Nordjyllands Håndsrækning i sig selv er et fantastisk godt initiativ, og denne donation kommer til at betyde utrolig meget for os. Derfor er vi simpelthen så glade og ydmyge over at modtage prisen, siger Tina Marie Aarup, der er ansvarlig koordinator for De Frivillige på Aalborg Universitetshospital.

- Normalt har vi ganske få ressourcer at gøre med for vores 150 frivillige, så donationen falder på et tørt sted. Nu får vi pludselig mulighed for at holde relevante cafémøder, foredrag og inspirationsture for vores frivillige, så de kan blive klædt bedst muligt på til at hjælpe patienterne. Samtidig kan vi også opgradere flere af de ting, som vi tilbyder patienterne på Aalborg Universitetshospital, og det er i sidste ende patienterne, der får gavn af denne håndsrækning, siger Tina Marie Aarup.

AaB’s midlertidige administrerende direktør Jesper Dalum udtaler:

- Hele Nordjyllands Håndsrækning er en pris, som vi er meget stolte af, fordi vi ved hver donation virkelig kan mærke, at vi er med til at bidrage til at gøre en forskel for gode formål i Nordjylland. Igen dette halvår havde vi mange gode ansøgere, og vi glæder os til at kunne give de mange frivillige på Aalborg Universitetshospital en håndsrækning i dette forår.

- Opbakningen på tribunerne var rigtig flot i efteråret, og vi håber, at vi igen i et vigtigt forår oplever stor støtte med fyldte tribuner. Det er jo som bekendt antallet af tilskuere, der bestemmer donationens størrelse, så jo flere vi ser på tribunerne, jo større bliver donationen til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, siger Jesper Dalum. 

Foruden De Frivillige på Aalborg Universitetshospital vil også Baglandet Aalborg modtage en donation gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning i denne sæson. Baglandet Aalborg modtager nemlig 100 kr. pr. solgt håndsrækningstrøje i indeværende sæson. Denne donation er fordelt ligeligt mellem AaB, Macron og Arbejdernes Landsbank.

Modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
De Frivillige på Aalborg Universitetshospital - forår 2024 - endnu ikke opgjort (2 kr. pr. tilskuer)
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 - endnu ikke opgjort (100 kr. pr. solgt trøje)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Pr. dags dato er der i alt uddelt 1.781.482 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Tags på denne nyhed

Bomholt matchvinder i landsholdsdebut

20. februar 2024 kl. 19:19 af Rasmus Estrup

Mads Bomholt blev den afgørende figur for danskerne, da han i dag debuterede på U/19-landsholdet i en 3-2-sejr over Tjekkiet i den første af to venskabskampe i Pinatar i Spanien. 

Midtbanespilleren fra AaB Akademiet, der for første gang var udtaget til et reelt ungdomslandshold, var med i startopstillingen og fik fuld spilletid. Midt i første halvleg erobrede han bolden i et højt pres, hvorefter han selv udplacerede målmanden og bragte det danske U/19-landshold foran med 1-0. 

Tjekkerne udlignede inden pausen, og fire minutter inde i anden halvleg kom Tjekkiet også foran med 2-1. 

Et kvarter før tid udlignede danskerne på et tjekkisk selvmål, og i 84. minut scorede Mads Bomholt sit andet mål i kampen, da han fuldendte et godt angreb med den afgørende 3-2-scoring, der lukkede kampen. 

Som nævnt var dagens optræden den første på et ungdomslandshold for Mads Bomholt. Han har dog tidligere spillet to U/17 Future-landskampe, der er for spillere, som typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang. 

Kasper Davidsen var også udtaget til U/19-landsholdstruppen, men han måtte melde fra på grund af en skade. 

U/19-landsholdet spiller en ny venskabskamp mod Tjekkiet på torsdag. 

Tags på denne nyhed
'