Anden U/19 Ligasejr i træk

26. februar 2024 kl. 08:47 af Rasmus Estrup

Vores U/19 Ligahold fulgte op på forrige weekends flotte sejr over FC Midtjylland med sæsonens anden sejr på udebane over Vejle Boldklub.

Allerede fem minutter inde i opgøret kom AaB-holdet i front på et Vejle-selvmål, men herfra sad hjemmeholdet på både spil og chancer halvlegen ud. 

AaB-defensiven stod dog i mod - ikke mindst takket være mange redninger af Bertil Grønkjær i målet - og dermed lød pausestillingen på 1-0 til AaB. 

Til anden halvleg ændrede vores U/19 Ligahold spilsystem, og det medførte en mere jævnbyrdig anden halvleg, hvor Vejle Boldklub blev ramt af en udvisning og blev dermed reduceret til ti spillere.

Kort efter scorede indskiftede Mads Mochau flot til 2-0.

I tillægstiden fik hjemmeholdet dog reduceret til 2-1 på et hjørnespark, og selvom Vejle Boldklub smed alt frem i den resterende tillægstid holdt vores U/19-drenge stand og snuppede en sejr på 2-1. 

- Det var rigtig dejligt at vinde for anden kamp i træk, for det gør meget for den positive stemning i truppen, og det er noget, vi skal forsøge at bygge videre på. Men vi må også erkende, at Vejle i store dele af kampen spillede bedst og skabte flest chancer, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands. 

- Vi var lidt heldige med at være foran ved pausen, og et par skader i defensiven tvang os til at ændre systemet i anden halvleg. Det endte med at bære frugt, for vi kom bedre med i anden halvleg og fik skabt flere gode muligheder. Men vi må også takke Bertil i målet for en stærk præstation med store redninger kampen igennem, siger Peter Løvenkrands. 

Sejren betyder, at AaB overhaler Vejle Boldklub i tabellen og nu ligger på 12. pladsen med 11 point efter 14 kampe.

Næste U/19 Ligakamp spilles på lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod Sønderjyske, der ligger på 11. pladsen med tre point flere end vores U/19-mandskab.

Også U/17 Ligaholdet og U/15 Ligaholdet skal i aktion på lørdag, hvor de ligeledes får besøg af Sønderjyske.

Tags på denne nyhed

Alle mand til Fredericia!

25. februar 2024 kl. 19:23 af Rasmus Estrup

Navn: Monjasa Park
Kapacitet: 6.000
Placering udebaneafsnit: Sektion G på Carlsberg Tribunen
Kapacitet i udebaneafsnit: 600

Billetter: 
Voksen: 80 kr. 
Pensionist: 80 kr. 
Børn under 15 år: Gratis

Der tillægges et gebyr på 10 kr. til alle billetter.

Køb billetter til kampen på https://fcfredericia.dk/kamp/115687/

Der er ikke mulighed for at købe billetter i udebaneafsnittet. Alle billetter skal købes på forhånd.

Adgang til tribunen åbner 1 time før kampstart. 

Kørestolsbrugere: 
Ved spørgsmål kan disse rettes til sikkerhedsansvarlig hos FC Fredericia, Martin Colin, på 
26427878.

Transport til og fra Fredericia

Fælles: 
AaB Support Club arrangerer bustur for både medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen. Læs mere her.

Kør selv:  
Monjasa Park
Vestre Ringvej 102 
7000 Fredericia

Ankommer man med tog, er der tre forskellige gangstier fra Lumbyesvej, når man har passeret Madsby Legepark.

Parkering: 
Parkering for AaB-fans foregår foran Fredericia Idrætscenter, til højre for hovedindgangen til Monjasa Park.

For at komme til udebaneafsnittet på Monjasa Park, som er sektion G på Carlsberg Tribunen, så går man syd om Fredericia Idrætscenter mod Hotel Fredericia, og derfra ned til Den Historiske Miniby via Danhostel. Nede ved minibyen går der en sti op til venstre, forbi børnehaven TaFat og direkte hen til indgangen til udebaneafsnittet.

Udvalg i boderne: 

  • 1 x Fadøl / Breezer (45 kr.)
  • 6 x Fadøl / Breezer (200 kr.)
  • Sodavand (35 kr.)
  • Kildevand (30 kr.)
  • Kaffe (15 kr.)
  • Frankfurter med brød (55 kr.)
  • Medister med brød (45 kr.)

AaB takker alle for støtten til Hele Nordjyllands Hold på udebane.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Sønderjyske 2-2

25. februar 2024 kl. 07:03 af Rasmus Estrup

Gårsdagens kamp på Aalborg Portland Park mellem AaB og Sønderjyske endte 2-2 foran 7.747 tilskuere. 

Allerede efter tre minutter bragte debutant Mathias Jørgensen AaB foran efter et højt AaB-pres og to hurtige afleveringer af Jubril Adedeji og Melker Widell, der satte Mathias Jørgensen i en position til at sparke bolden sikkert ind ved fjerneste stolpe. 

Fem minutter efter pausen udbyggede Melker Widell til 2-0 efter endnu et højt AaB-pres. Jubril Adedeji erobrede bolden på kanten af feltet og med en elegant dribling, slap han igennem ved baglinjen, hvorfra han lagde bolden skråt tilbage til Melker Widell, der uden besvær trillede læderet over stregen fra tæt hold.

En håndfuld minutter senere svarede Sønderjyske tilbage med en reducering, da gæsternes Andreas Oggesen fik plads på højrekanten, hvorfra han med et fladt indlæg fandt Kristall Ingason, som midt for mål reducerede til 2-1. 

I 78. minut udlignede Sønderjyske Peter Christiansen, da et hjørnespark blev forlænget til bagerste stolpe, hvor Sønderjyske-topscoreren stod klar til at prikke udligningen i nettet til slutresultatet 2-2.

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af topopgøret. 

Tags på denne nyhed

Reaktioner fra Aalborg Portland Park

24. februar 2024 kl. 17:28 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Uafgjort forårspremiere trods 2-0-føring

24. februar 2024 kl. 14:56 af Rasmus Estrup

I årets første kamp mod Sønderjyske måtte vi nøjes med 2-2 foran 7.747 tilskuere på Aalborg Portland Park. Scoringer af Mathias Jørgensen og Melker Widell bragte os eller foran 2-0, men gæsterne kom tilbage i opgøret, der bød på debut til både Jubril Adedeji, Daniel Ask og målscorer Mathias Jørgensen.

Allerede efter et minut testede Younes Bakiz Sønderjyske-målmand Nicolai Flø, og i kampens blot fjerde minut kom vi foran med 1-0. 

I et velspillet angreb fandt Jubril Adedeji svenske Melker Widell, som lagde bolden til højre, hvor Mathias Jørgensen løb ind i feltet og sikkert sparkede bolden fladt ind ved fjerneste opstander til en nordjysk føring. 

Herefter fulgte et par blokerede langskud fra gæsterne, inden Maxime Soulas forsøgte sig med et akrobatisk saksespark, der gik over Rody de Boers mål i 18. minut. 

Frem til at stadionuret rundede 30 minutter, sendte begge hold nogle langskud forbi målrammerne i hver ende, og i 33. minut sparkede gæsterne også en nedfaldsbold i vores felt op på Vesttribunen.

Sønderjyskes José Gallegos tvang fire minutter senere Rody de Boer ud i en redning helt ude ved fjerneste opstander med et hårdt hug fra kanten af feltet, og kort efter måtte den hollandske målmand igen tage handskerne i brug, da Maxime Soulas forsøgte sig midt for mål. Denne gang var afslutningen dog uden saft og kraft.

Fem minutter før pausen var det igen vores tur til at true Sønderjyske-målet, da Lars Kramer slog et indlæg ind i panden på Rasmus Thelander, som headede lige over mål fra kanten af det lille målfelt. 

Minuttet senere var det så et indlæg fra målscorer Mathias Jørgensen, der fandt vej til Younes Bakiz, som ligeledes styrede kuglen uden for målrammen, og inden pausefløjtet fik gæsterne et nyt langskud fra Sefer Emini blokeret. Dermed lød pausestillingen på en 1-0-føring. 

Tidligt i anden halvleg tog Sønderjyskes topscorer Peter Christiansen sigte udefra, men afslutningen gik et par meter forbi mål, og i modsatte ende blev Mathias Jørgensen sendt afsted mod mål, men den hurtige kant fik sin afslutning blokeret i sidste øjeblik. 

Fem minutter inde i anden halvleg kunne vi så udbygge føringen til 2-0 efter et højt pres. Jubril Adedeji stajl bolden lige uden for Sønderjyskes felt, og efter en elegant dribling ved baglinjen trillede han bolden ind til en helt fri Melker Widell, som uden besvær prikkede 2-0-scoringen i kassen. 

Gæsternes José Gallegos jagtede en reducering i 57. minut, men fik sin afslutning fra kanten af feltet afværget af en glidende Rasmus Thelander. 

Reduceringen lod dog ikke vente længe på sig, for blot minuttet senere spillede Sønderjyske sig igennem AaB-defensiven og slog et indlæg på tværs til Kristall Ingason, som midt for mål sendte læderet ind bag Rody de Boer til 2-1. 

Den hollandske målmand blev kort efter fanget efter et uheldigt udspark, men gæsternes forsøg fra distancen gik forbi vores mål. 

I 73. minut foretog Oscar Hiljemark sine to første udskiftninger, da de to debutanter Mathias Jørgensen og Daniel Ask blev erstattet af Emmanuel Toku og Richard Odada, og fire minutter senere fulgte indskiftninger af Diego Caballo og Oliver Ross i stedet for Jubril Adedeji og Younes Bakiz. 

Straks efter udlignede Sønderjyske så til 2-2. Et hjørnespark blev snittet videre i målfeltet, og ved bagerste stolpe gled Peter Christiansen bolden over stregen til 2-2. 

I tillægstiden headede gæsterne en dødbold forbi AaB-målet, og opgøret førte ikke flere mål med sig. Dermed sluttede det 2-2. 

Resultatet betyder, at vi ligger på andenpladsen i NordicBet Ligaen med 42 point, hvilket er et point færre end dagens gæster. 

Næste NordicBet Ligakamp spilles på fredag kl. 18.30 på udebane mod FC Fredericia, og næste hjemmekamp på Aalborg Portland Park er lokalopgøret mod Vendsyssel F.F. søndag 10. marts kl. 15.00. Køb billetter til det opgør på www.billet.aabsport.dk. 

Matchfacts - NordicBet Ligaen, 19. spillerunde

AaB-Sønderjyske 2-2 (1-0)
4. min 1-0 Mathias Jørgensen, 51. min 2-0 Melker Widell, 58. min 2-1 Kristall Ingason, 78. min 2-2 Peter Christiansen
Advarsler AaB: Melker Widell (14), Jubril Adedeji (17), Sebastian Otoa (63)
Advarsler Sønderjyske: Atli Barkarson (45), Rasmus Vinderslev (70), Mads Agger (81)
7.747 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Thelander, Lars Kramer, Sebastian Otoa, Daniel Ask (72: Richard Odada), Malthe Højholt, Melker Widell, Mathias Jørgensen (72: Emmanuel Toku), Younes Bakiz (77: Oliver Ross), Jubril Adedeji (77: Diego Caballo). 

Sønderjyske (4-3-3): Nicolai Flø, Andreas Oggesen, Maxime Soulas, Daniel Gretarsson (89: Marc Dal Hende), Atli Barkarson, Sefer Emini (63: Mads Agger), Rasmus Vinderslev, Kristall Ingason (89: Tobias Klysner), Peter Christiansen, Søren Andreasen (74: Olti Hyseni), José Gallegos (63: Troels Kløve). 

Dommer: Jonas Bæk

Tags på denne nyhed
'