Menno van Dam før udsolgt brag mod Brøndby I.F.

17. august 2024 kl. 11:44 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 18.00 får vi besøg af Brøndby I.F. i femte runde af 3F Superligaen på et fuldstændig udsolgt Aalborg Portland Park. 

Forud for kampen står vi efter fire runder med seks point, mens søndagens gæster har syv point på kontoen. 

Cheftræner Menno van Dam kigger i dette interview frem mod søndagskampen på Aalborg Portland Park, og vi opfordrer alle fans til at komme i god tid. 

Fanzonen åbner kl. 15.30 og dørene til tribunerne åbner kl. 16.30, så søg gerne mod indgangene allerede der. 

For hver tilskuer til alle 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park i efteråret donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter den første hjemmekamp i sæsonen lyder donationen indtil videre på 18.878 kr. 

Har du ikke fået billet til kampen i morgen, kan opgøret ses på TV3+ med optakt fra kl. 17.00. Ligeledes kan kampen følges i radioens P4. 

Tags på denne nyhed

Widell: Jeg glæder mig helt vildt

16. august 2024 kl. 16:31 af Rasmus Estrup

Hver eneste billet til søndagsbraget mod Brøndby I.F. er solgt, så der bliver fuldt hus på Aalborg Portland Park på søndag.

Det er noget, viceanfører Melker Widell ser utrolig meget frem til. 

- Det er megafedt. Vi plejer at få rigtig god opbakning fra mange fans både på hjemmebane og udebane, men jeg glæder mig helt vildt til, at vi får fuldt hus på søndag. Det bliver rigtig sjovt, siger svenskeren.

Selvom han i foråret også oplevede flere end 10.000 tilskuere på Aalborg Portland Park i NordicBet Ligaen, så har stemningen i begyndelsen af denne sæson taget et skridt op, mener svenskeren.

- Jeg synes, at stemningen i sidste sæson var virkelig, virkelig god. Men allerede i de første kampe i denne sæson kan man mærke en anden nerve hos fansene. Man mærker lidt mere energi fra tribunerne, hvis vi får et hjørnespark, vinder en tackling eller vores målmand har en god redning. Og det giver os spillere meget.

- Først og fremmest giver det os den fordel, at vores modstandere får en følelse af, at de er oppe imod flere end bare os 11 spillere på banen, fordi vi har en 12. mand med på tribunen. Og så betyder det selvfølgelig også, at det bliver sjovere og nemmere for os at gøre det godt, når vi mærker den stemning, siger vores nummer otte.

Han og holdkammeraterne har til denne sæson arbejdet på en ny spillestil, som også skal vise sig søndag aften kl. 18.00 mod Brøndby I.F.

- Det bliver selvfølgelig en svær opgave. Vi møder et godt hold, men vi tror fuldt og fast på vores spillestil, og vi skal prøve at komme med det samme udtryk, som vi er kommet i de første kampe. Vi skal spille fremad, presse højt, erobre bolden højt og få fansene med os.

- Det er også en spillestil, der passer mig rigtig godt. Jeg prøver altid at spille med meget energi og vise, at jeg vil kæmpe for logoet på brystet, og det gælder også på søndag, siger Melker Widell.

Kampstart på søndag er kl. 18.00, og har man ikke fået billet, kan opgøret ses på TV3+ og Viaplay med optakt fra kl. 17.00, ligesom det kan høres i radioens P4.

Tags på denne nyhed

Expo Partner bliver ny samarbejdspartner i AaB

16. august 2024 kl. 14:40 af Rasmus Estrup

Expo Partner er en virksomhed, der siden 2002 har været totalleverandør af både skræddersyede og individuelle messestande, og nu er virksomheden med hovedsæde i Viborg for første gang blevet samarbejdspartner i AaB gennem en sølvpartneraftale.

- Vi er meget begejstrede for at kunne annoncere vores samarbejde med AaB. Selvom vi ikke er lokalt baserede, har vi i mange år haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med vores nordjyske kunder, som vi sætter stor pris på. AaB er en klub med stærke værdier og en dedikeret fanbase, hvilket gør dem til en ideel partner for os, siger Steffen Dalsgaard, CEO ved Expo Partner og fortsætter: 

- Gennem dette partnerskab ønsker vi at hylde og styrke vores bånd til vores nordjyske kunder, og samtidig bidrage til den positive udvikling og succes, som AaB står for. Vi ser frem til at støtte klubben og dens fans, og vi håber, at vores partnerskab vil skabe værdi for både AaB og Expo Partner, siger Steffen Dalsgaard.

AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler:

- Vi mærker generelt en meget stor opbakning omkring klubbens retning i øjeblikket, og det er afgørende for vores klub, at erhvervslivet står bag os – både lokalt, regionalt og nationalt. Derfor glæder vi os meget over, at vi kan begynde et nyt samarbejde med Expo Partner, der træder ind i et sølvpartnerskab. 

Samarbejdet med Expo Partner omfatter blandt andet eksponering og hospitality ved hjemmekampe på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

Udsolgt!

16. august 2024 kl. 13:10 af Rasmus Estrup

Samtlige billetter til søndagskampen mod Brøndby I.F. er nu blevet revet væk, og der bliver dermed fuldt hus på Aalborg Portland Park søndag kl. 18.00. 

Aktiviteterne i 3F Fanzonen begynder kl. 15.30 på søndag, og dørene til Aalborg Portland Park åbner kl. 16.30. Vi opfordrer alle til at søge mod indgangene tidligt, så vi kan få alle ind på tribunerne inden kickoff. 

Selvom alle billetter er udsolgt, kan der løbende opstå ledige pladser, hvis sæsonkortabonnenter frigiver sin plads. I så fald bliver billetterne tilgængelige på www.billet.aabsport.dk. 

Er man som sæsonkortabonnent forhindret i at komme til kampen på søndag, opfordrer vi til, at man frigiver sin billet, så vi kan få fyldt Aalborg Portland Park mest muligt op. Se her, hvordan man kan frigive sin billet.

Find al praktisk info om kampen her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Akademisæsonen starter lørdag

16. august 2024 kl. 08:36 af Rasmus Estrup

Efter ca. fire ugers sommeropstart står både U/19 Ligasæsonen og U/17 Ligasæsonen for døren i morgen, hvor AaB Akademiets to ældste hold gæster FC Nordsjælland. 

Som en optakt til den kommende sæson kan du se ovenstående indslag om både U/19 Ligaholdet og U/17 Ligaholdet, der i år har stort fokus på den individuelle udvikling af spillerne. 

Hør fra U/19 Ligacheftræner Theis Larsen, U/17 Ligacheftræner Michael Meyhoff, U/19 Ligamålmand Bertil Grønkjær og U/17 Ligaspiller Christian Eriksen i indslaget. 

Også vores U/15-mandskab tager i morgen fat på den nye sæson ude mod FC Nordsjælland. 

Tags på denne nyhed
'