Akademispillere i U/17-remis mod Sverige
Johan Hvistendahl og Malthe Egebæk Mortensen var med for det danske U/17-landshold, der i går spillede 2-2 mod Sverige i den sidste kamp ved en internordisk turnering.
Igen i går var der spilletid til de to akademispillere Malthe Egebæk Mortensen og Johan Hvistendahl, da det danske U/17-landshold mødte Sverige i den tredje og sidste kamp ved en internordisk turnering i Sverige.
Johan Hvistendahl var med fra start og spillede hele kampen, mens Malthe Egebæk Mortensen blev indskiftet til anden halvlegs start og udskiftet i tillægstiden.
Danskerne kom foran i 55. minut, de svenske værter udlignede syv minutter senere, og et kvarter før tid kom danskerne på 2-1. Havde den stilling holdt, havde Danmark vundet turneringen, men i tillægstiden udlignede Sverige til slutresultatet 2-2. Dermed tog Sverige turneringssejren for næsen af Danmark, der endte på en andenplads.
Både Johan Hvistendahl og Malthe Egebæk Mortensen fik spilletid i alle tre kampe ved den internordiske turnering. Johan Hvistendahl er således noteret for i alt 15 ungdomslandskampe, mens Malthe Egebæk Mortensen er på 13 ungdomslandskampe.