Reaktioner fra Aalborg Portland Park
Reaktioner efter søndagens 3-3-opgør mod Kolding I.F.
Rasmus Thelander, Mathias Jørgensen og fungerende cheftræner Mathias Haugaasen (TV2 Nord)
Rasmus Thelander, Mathias Jørgensen og fungerende cheftræner Mathias Haugaasen (TV2 Nord)
Søndagens NordicBet Ligaduel på Aalborg Portland Park blev en målrig pointdeler mod Kolding I.F. Gæsterne kom foran med 2-0, inden Rasmus Thelander og Mathias Jørgensen scorede på hver sin side af pausen. Dernæst kom Kolding I.F. atter foran, før Melker Widell i 63. minut udlignede til slutresultatet 3-3.
Opgørets første afslutning stod gæsterne for, da et afrettet forsøg efter et minut sad lige i handskerne på Rody de Boer. To minutter senere fik Kolding I.F. et nyt skud blokeret, inden det lykkedes gæsterne at komme foran med 1-0 i femte minut, da Thomas Mikkelsen midt i feltet styrede et indlæg fra venstrekanten i nettet.
I niende minut fik Kolding I.F.'s Asker Beck en friløber over for Rody de Boer, men den hollandske keeper kom stærkt i vejen.
Selvom vi var mest på kuglen, skulle vi midtvejs ind i første halvleg, før vores første afslutning faldt. Her forsøgte Younes Bakiz sig på et frispark lige uden for feltet, men frisparksforsøget sad uden for målrammen.
En halv times tid inde i kampen steg Kolding-målscorer Thomas Mikkelsen igen til vejrs på et indlæg, men da Rody de Boer også gik op til indlægget, ramte hovedstødet lige på hollænderens handsker.
Ni minutter før pausefløjtet var Younes Bakiz så i afslutterens rolle for anden gang, da han efter en god stikning fra Melker Widell trak ind i feltet fra venstrekanten og sparkede lige over trekantssammenføjning.
Minuttet senere dirigerede Thomas Mikkelsen et indlæg i modsatte ende langt forbi AaB-målet, men i 43. minut udbyggede gæsterne deres føring. Mikkel Jespersen sparkede et frispark inden om AaB-muren og ind ved nærmeste opstander til 2-0.
Vi svarede dog straks tilbage, da et hjørnespark blev forlænget over til bagerste stolpe, hvor Rasmus Thelander nåede øverst og headede 2-1-reduceringen i kassen.
Allerede i anden halvlegs andet minut kunne vi så bringe balance i stillingen. Diego Caballos indlæg dumpede ned til Oliver Ross, som på kanten af det lille målfelt fandt Mathias Jørgensen, der fra en spids vinkel tæskede læderet helt op i nærmeste målhjørne til 2-2.
I de følgende minutter var Kolding I.F. i flere omgange nærgående efter et par indkast i højresiden, men et par gode blokeringer af Rasmus Thelander og Lars Kramer kom i vejen i første omgang.
Kolding I.F. formåede dog allerede i 54. minut at bringe sig tilbage i front. På et indlæg fra højresiden løb indskiftede Abdoulie Njai ind foran AaB-defensiven, og fra en position omkring straffesparkspletten pandede han kuglen ind ved fjerneste opstander til 3-2.
En håndfuld minutter senere var gæsterne igen farlige på en dødbold, som i sidste ende gav Mikkel Jespersen en skudmulighed i feltet, men bolden sneg sig forbi fjerneste stang. Kort efter blev Mads Bomholt sendt i aktion i stedet for Daniel Ask.
Straks efter indskiftningen udlignede Melker Widell til 3-3. Oliver Ross prikkede bolden frem til svenskeren, der med ryggen mod mål på elegant vist prikkede bolden rundt om Kolding-defensiven og sikrede sig selv en friløber, som han sikkert udnyttede.
I 66. minut var det så Kasper Jørgensens tur til at komme til en afslutning, men forsøget fra en spids vinkel gik forbi Kolding-målet, og fire minutter senere førte en stikning til Oliver Ross til en stor chance alene med målmand Lennart Moser, men sidstnævnte kom i vejen for afslutningen fra AaB's nummer 38.
Melker Widell flugtede minuttet senere bolden over mål, inden gæsterne i 74. minut kom til en dobbeltchance, som Rody de Boer tog sig af i begge tilfælde.
Et kvarter før tid erstattede Jubril Adedeji og Sebastian Otoa Younes Bakiz og Diego Caballo. Både Kolding I.F. og Melker Widell prøvede herefter lykken med et par langskud uden held.
I tillægstiden blev Emmanuel Toku skiftet ind i stedet for Melker Widell. De sidste minutter forløb uden scoringer, og dermed sluttede kampen 3-3.
Det uafgjorte resultat betyder, at vi med en sejr på torsdag på udebane mod FC Fredericia kan sikre os oprykning til 3F Superligaen.
Kampen på torsdag spilles kl. 18.00, mens næste hjemmekamp spilles søndag 5. maj kl. 15.00 mod Hobro I.K. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - NordicBet Ligaen, oprykningsspil, 26. spillerunde
AaB-Kolding I.F. 3-3 (1-2)
5. min 0-1 Thomas Mikkelsen, 43. min 0-2 Mikkel Jespersen, 45. min 1-2 Rasmus Thelander, 47. min 2-2 Mathias Jørgensen, 54. min 2-3 Abdoulie Njai, 63. min 3-3 Melker Widell
Advarsler AaB: Ingen
Advarsler Kolding I.F.: Mikkel Jespersen (22), Asker Beck (45)
6.420 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-2-3-1): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Lars Kramer, Diego Caballo (75: Sebastian Otoa), Malthe Højholt, Daniel Ask (62: Mads Bomholt), Mathias Jørgensen, Melker Widell (90: Emmanuel Toku), Younes Bakiz (75: Jubril Adedeji), Oliver Ross.
Kolding I.F. (5-4-1): Lennart Moser, Isak Tånnander, Christian Vestergaard, Ari Leifsson, Albert Nørager, Patrick Tjørnelund (46: Abdoulie Njai), Mikkel Jespersen (62: Villads Westh), Mike Vestergaard (73: Frederik Møller), Paul Ngongo, Asker Beck (90: Jacob Vetter), Thomas Mikkelsen (73: Christoffer Palm).
Dommer: Jacob Rasmussen
Flere end 8.000 fans har billet til dagens NordicBet Ligaduel på Aalborg Portland Park mod Kolding I.F. kl. 15.00. Du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.
De to tidligere opgør i denne sæson mod Kolding I.F. er endt med to hårdt tilkæmpede sejre, og derfor er det også en svær opgave, der venter i dag, hvor fungerende cheftræner Mathias Haugaasen for første gang står i spidsen for Hele Nordjyllands Hold.
I dette interview sætter Mathias Haugaasen ord på, hvordan træningsugen er forløbet, hvordan spillertruppen har håndteret trænerskiftet og hvilket udtryk han gerne ser på banen i dag.
Fanzonen åbner kl. 12.30, og en time senere åbner dørene til Aalborg Portland Park. Køb billetter her.
AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2024 går ubeskåret til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, som efter forårets tre første hjemmekampe allerede er sikret en donation på præcis 42.046 kr.
Via Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB siden 2015 uddelt flere end 1,7 mio. kr. til gode formål i Region Nordjylland.
I 1974 skiftede Finn Trikker som 22-årig til AaB fra Nibe Boldklub, og hurtigt kom hans notoriske målfarlighed AaB til gode.
Efter en kort afstikker til Hvidovre I.F. var Finn Trikker fra 1976 og indtil 1980 tilbage i AaB, og i alt blev det til 137 officielle kampe og hele 49 scoringer i AaB-trøjen, hvilket rækker til en placering som nummer 22 på AaB’s all time-topscorerliste siden 1885.
Finn Trikker var en af AaB’s første kontraktspillere, og både i 1978 og 1979 markerede han sig som topscorer for AaB, og præstationerne bragte også en enkelt A-landskamp for Danmark 29. august 1979 på udebane mod Finland med sig.
Samtidig med fodboldkarrieren uddannede Finn Trikker sig til lærer fra Aalborg Seminarium, og fra 1998 og mange år frem var han forstander på Hessel Gods Fodboldkostskole ved Grenaa.
Vi sender vores dybeste kondolencer, tanker og medfølelse til Finn Trikkers efterladte.
Æret være Finn Trikkers minde.
På vegne af AaB af 1885 og AaB A/S
I morgen kan vi med tre point mod Kolding I.F. på Aalborg Portland Park tage et vigtigt skridt i NordicBet Ligaens oprykningsspil. Du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.
To gange tidligere i denne sæson har vi mødt Kolding I.F., og det er blevet til sejre på henholdsvis 3-1 på hjemmebane og 1-0 på udebane.
Inden søndagskampen kan du i videoen øverst få et gensyn med vores fire scoringer, der blev sat ind af Richard Odada, Nicklas Helenius, Younes Bakiz og Rasmus Thelander.
Kampstart i morgen er kl. 15.00, og fanzonen åbner kl. 12.30. Dørene til Aalborg Portland Park åbner kl. 13.30, hvor også billethusene åbner.
AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2024 går ubeskåret til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, som efter forårets tre første hjemmekampe allerede er sikret en donation på præcis 42.046 kr.
Via Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB siden 2015 uddelt flere end 1,7 mio. kr. til gode formål i Region Nordjylland.
Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.