Nederlag i tillægstiden mod Hobro I.K.
Med to scoringer i tillægstiden af Hobro I.K. tabte vi fredagens lokalopgør med 2-1 trods et føringsmål af Jubril Adedeji i 87. minut.
Efter en ujævn præstation og to Hobro-scoringer i tillægstiden tabte vi fredag aften skuffende det nordjyske lokalopgør med 2-1. Jubril Adedeji havde ellers bragt os foran med 1-0 i 87. minut, men med scoringer i tillægstiden af først Mathias Kristensen og siden Frederik Christensen snuppede Hobro I.K. en sejr på 2-1.
Efter ti minutters forsinkelse på grund af kø ved indgangene til det udsolgte udebaneafsnit med 1.300 AaB-fans blev kampen sat i gang, og tre minutter inde i opgøret kom vi frem til den første gode mulighed, da en offensivt placeret Mads Bomholt med en tværbold fandt Diego Caballo, som i udkanten af feltet sparkede langt over mål.
Efter fem minutter kom Melker Widell så til en afslutning i højresiden, men svenskerens forsøg gik forbi bagstolpen.
Hjemmeholdets første chance kom i 18. minut i kølvandet på et hjørnespark, da Rody de Boer på et efterfølgende indlæg boksede bolden ud i udkanten af feltet, hvorfra Frederik Dietz bankede kuglen over AaB-målet. Tre minutter senere fik Melker Widell en afslutning blokeret i modsatte ende.
Herefter fulgte en periode præget af rodet spil mellem felterne - og med mest spil på vores banehalvdel - inden gode kombinationer mellem Diego Caballo og Younes Bakiz satte Malthe Højholt op til en afslutning på kanten af det lille felt i 32. minut. Højholt blev dog hårdt presset i skudmomentet og sendte afslutningen forbi fjerneste opstander.
Kort efter udgik Hobro-målmand Andreas Søndergaard med en skade, og han blev erstattet af Christopher Bobber Møller. I 40. minut fik hjemmeholdet så en afslutning blokeret.
To minutter senere opstod en ny, stor chance i modsatte ende, da Mads Bomholt slog et præcist indlæg fra venstrekanten ind i pandebrasken på Mathias Jørgensen, der dog fik styret bolden lige over Hobro-målet.
Over mål gik også et forsøg fra Hobro I.K.'s Mathias Kristensen efter 45 minutter, og da et afrettet skud fra Melker Widell i den anden ende gik lige forbi fjerneste stang, lød pausestillingen på 0-0.
Ti minutter efter pausen fik Villads Rasmussen halvlegens første chance, men han blev i to omgange afvist af Daniel Ask, og kort efter blev Sebastian Otoa og Jubril Adedeji indskiftet i stedet for Nóel Atli Arnórsson og Mads Bomholt.
Få minutter efter indskiftningerne tilkæmpede Younes Bakiz sig et hjørnespark, som endte med et hovedstød fra Melker Widell, der gik forbi Hobro-kassen.
Efter en længere periode uden chanceskabende spil i begge ender forsøgte hjemmeholdets Mathias Kristensen sig med et fejlslagent saksespark, der gik langt forbi, i 77. minut. Kort forinden var Richard Odada blevet indskiftet i stedet for Daniel Ask.
Fem minutter senere fik en anden indskifter, Jubril Adedeji, en afslutning i Hobro-feltet blokeret efter godt forarbejde af Malthe Højholt.
I 87. minut kunne Jubril Adedeji så bringe os i front, da han efter et længere angreb sparkede en ripost i kassen til 1-0.
Føringen var dog kortvarig, for i 91. minut sparkede Mathias Kristensen en returbold fra en ellers flot redning af Rody de Boer i kassen til 1-1.
Seks minutter inde i tillægstiden afgjorde Hobro I.K. så kampen til deres fordel, da Frederik Christensen fandt vej til netmaskerne med målet til 2-1.
Trods nederlaget topper vi stadig NordicBet Ligaen med 55 point, hvilket er tre flere end Sønderjyske på andenpladsen og 17 flere end FC Fredericia på tredjepladsen.
Søndag 21. april kl. 15.00 spiller vi næste NordicBet Ligakamp, når vi møder Kolding I.F. på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - NordicBet Ligaen, oprykningsspil, 25. spillerunde
Hobro I.K.-AaB 2-1 (0-0)
87. min 0-1 Jubril Adedeji, 90. min 1-1 Mathias Kristensen, 90. min 2-1 Frederik Christensen
Advarsler Hobro I.K.: Oliver Overgaard (79)
Advarsler AaB: Mathias Jørgensen (48), Kasper Jørgensen (90)
4.012 tilskuere på DS Arena
Hobro I.K. (3-5-2): Andreas Søndergaard (36: Christopher Bobber Møller), Emil Søgaard, Marius Jacobsen, Frederik Dietz (88: Jesper Bøge), Oliver Klitten (67: Oliver Overgaard), Frederik Mortensen, Mads Freundlich, Villads Rasmussen (67: Richmond Gyamfi), Lukas Klitten (88: Moubarack Compaoré), Mathias Kristensen, Frederik Christensen.
AaB (4-2-4): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Nóel Atli Arnórsson (57: Sebastian Otoa), Diego Caballo (89: Lars Kramer), Daniel Ask (76: Richard Odada), Malthe Højholt, Mathias Jørgensen, Mads Bomholt (57: Jubril Adedeji), Melker Widell (89: Emmanuel Toku), Younes Bakiz.
Dommer: Michael Tykgaard