AaB TV: Hobro I.K.-AaB 2-1

13. april 2024 kl. 07:13 af Rasmus Estrup

Fredag aftens visit på DS Arena endte med et nederlag på 2-1 mod Hobro I.K. I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af kampen. 

Gennem første halvleg skabte vi de største chancer, og både Diego Caballo, Melker Widell, Malthe Højholt og Mathias Jørgensen blev sat op til gode afslutningsmuligheder, men målene udeblev, og i modsatte ende havde hjemmeholdet et par forbiere samt et par blokerede skud. 

Anden halvleg var langt hen ad vejen uden store chancer, men i 87. minut førte et længere AaB-pres til et føringsmål af Jubril Adedeji, der samlede op på en ripost fra Mathias Jørgensens afslutning og med sit første AaB-mål gjorde det til 1-0 foran de 1.300 medrejsende AaB-fans i det udsolgte udebaneafsnit. 

Glæden var dog ganske kort for de mange rød-hvide fans, for i tillægstiden udlignede hjemmeholdet til 1-1. En misforståelse i AaB-defensiven førte til en friløber til Hobro I.K. Rody de Boer reddede i første omgang, men returbolden havnede hos Mathias Kristensen som fra distancen sparkede 1-1-scoringen i nettet bag den hollandske AaB-målmand. 

Herefter kom vi frem til et par muligheder, inden Hobro I.K. snuppede sejren med scoringen til 2-1, der kom efter et indlæg, som Frederik Christensen headede i kassen fra tæt hold. 

Trods nederlaget ligger vi fortsat på førstepladsen i NordicBet Ligaen med 55 point, hvilket er tre point flere end Sønderjyske på andenpladsen og 17 flere end FC Fredericia på tredjepladsen. De to klubber mødes på søndag. 

Vores næste kamp spilles søndag 21. april kl. 15.00 mod Kolding I.F. på Aalborg Portland Park. Du kan købe billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Nederlag i tillægstiden mod Hobro I.K.

12. april 2024 kl. 20:44 af Rasmus Estrup

Efter en ujævn præstation og to Hobro-scoringer i tillægstiden tabte vi fredag aften skuffende det nordjyske lokalopgør med 2-1. Jubril Adedeji havde ellers bragt os foran med 1-0 i 87. minut, men med scoringer i tillægstiden af først Mathias Kristensen og siden Frederik Christensen snuppede Hobro I.K. en sejr på 2-1.

Efter ti minutters forsinkelse på grund af kø ved indgangene til det udsolgte udebaneafsnit med 1.300 AaB-fans blev kampen sat i gang, og tre minutter inde i opgøret kom vi frem til den første gode mulighed, da en offensivt placeret Mads Bomholt med en tværbold fandt Diego Caballo, som i udkanten af feltet sparkede langt over mål. 

Efter fem minutter kom Melker Widell så til en afslutning i højresiden, men svenskerens forsøg gik forbi bagstolpen. 

Hjemmeholdets første chance kom i 18. minut i kølvandet på et hjørnespark, da Rody de Boer på et efterfølgende indlæg boksede bolden ud i udkanten af feltet, hvorfra Frederik Dietz bankede kuglen over AaB-målet. Tre minutter senere fik Melker Widell en afslutning blokeret i modsatte ende. 

Herefter fulgte en periode præget af rodet spil mellem felterne - og med mest spil på vores banehalvdel - inden gode kombinationer mellem Diego Caballo og Younes Bakiz satte Malthe Højholt op til en afslutning på kanten af det lille felt i 32. minut. Højholt blev dog hårdt presset i skudmomentet og sendte afslutningen forbi fjerneste opstander.

Kort efter udgik Hobro-målmand Andreas Søndergaard med en skade, og han blev erstattet af Christopher Bobber Møller. I 40. minut fik hjemmeholdet så en afslutning blokeret. 

To minutter senere opstod en ny, stor chance i modsatte ende, da Mads Bomholt slog et præcist indlæg fra venstrekanten ind i pandebrasken på Mathias Jørgensen, der dog fik styret bolden lige over Hobro-målet. 

Over mål gik også et forsøg fra Hobro I.K.'s Mathias Kristensen efter 45 minutter, og da et afrettet skud fra Melker Widell i den anden ende gik lige forbi fjerneste stang, lød pausestillingen på 0-0. 

Ti minutter efter pausen fik Villads Rasmussen halvlegens første chance, men han blev i to omgange afvist af Daniel Ask, og kort efter blev Sebastian Otoa og Jubril Adedeji indskiftet i stedet for Nóel Atli Arnórsson og Mads Bomholt. 

Få minutter efter indskiftningerne tilkæmpede Younes Bakiz sig et hjørnespark, som endte med et hovedstød fra Melker Widell, der gik forbi Hobro-kassen. 

Efter en længere periode uden chanceskabende spil i begge ender forsøgte hjemmeholdets Mathias Kristensen sig med et fejlslagent saksespark, der gik langt forbi, i 77. minut. Kort forinden var Richard Odada blevet indskiftet i stedet for Daniel Ask. 

Fem minutter senere fik en anden indskifter, Jubril Adedeji, en afslutning i Hobro-feltet blokeret efter godt forarbejde af Malthe Højholt. 

I 87. minut kunne Jubril Adedeji så bringe os i front, da han efter et længere angreb sparkede en ripost i kassen til 1-0. 

Føringen var dog kortvarig, for i 91. minut sparkede Mathias Kristensen en returbold fra en ellers flot redning af Rody de Boer i kassen til 1-1. 

Seks minutter inde i tillægstiden afgjorde Hobro I.K. så kampen til deres fordel, da Frederik Christensen fandt vej til netmaskerne med målet til 2-1. 

Trods nederlaget topper vi stadig NordicBet Ligaen med 55 point, hvilket er tre flere end Sønderjyske på andenpladsen og 17 flere end FC Fredericia på tredjepladsen. 

Søndag 21. april kl. 15.00 spiller vi næste NordicBet Ligakamp, når vi møder Kolding I.F. på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Matchfacts - NordicBet Ligaen, oprykningsspil, 25. spillerunde

Hobro I.K.-AaB 2-1 (0-0)
87. min 0-1 Jubril Adedeji, 90. min 1-1 Mathias Kristensen, 90. min 2-1 Frederik Christensen
Advarsler Hobro I.K.: Oliver Overgaard (79)
Advarsler AaB: Mathias Jørgensen (48), Kasper Jørgensen (90)
4.012 tilskuere på DS Arena

Hobro I.K. (3-5-2): Andreas Søndergaard (36: Christopher Bobber Møller), Emil Søgaard, Marius Jacobsen, Frederik Dietz (88: Jesper Bøge), Oliver Klitten (67: Oliver Overgaard), Frederik Mortensen, Mads Freundlich, Villads Rasmussen (67: Richmond Gyamfi), Lukas Klitten (88: Moubarack Compaoré), Mathias Kristensen, Frederik Christensen. 

AaB (4-2-4): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Nóel Atli Arnórsson (57: Sebastian Otoa), Diego Caballo (89: Lars Kramer), Daniel Ask (76: Richard Odada), Malthe Højholt, Mathias Jørgensen, Mads Bomholt (57: Jubril Adedeji), Melker Widell (89: Emmanuel Toku), Younes Bakiz.

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed

Hiljemark før fredagskampen i Hobro

12. april 2024 kl. 10:06 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.30 gæster vi Hobro I.K. på DS Arena i NordicBet Ligaens oprykningsspil, og allerede nu er udebaneafsnittet, der har plads til 1.300 AaB-fans, meget få pladser fra at være udsolgt. Find praktisk info her.

Inden aftenens kamp kan du i dette interview fra i går høre fra cheftræner Oscar Hiljemark, der ser frem mod aftenens lokalopgør. 

Inden kampen ligger vi på førstepladsen i NordicBet Ligaen med tre point ned til Sønderjyske på tredjepladsen og 17 point ned til FC Fredericia på tredjepladsen. Hobro I.K. indtager i skrivende stund sjettepladsen. 

Har du ikke mulighed for at se kampen på DS Arena, kan opgøret følges på Viaplay fra kl. 18.25. 

Tags på denne nyhed

Eriksen indskiftet for U/16 Future-landsholdet

12. april 2024 kl. 08:12 af Rasmus Estrup

U/16 Future-landsholdet spillede torsdag anden kamp ved en miniturnering i Belgien, da danskerne med Christian Steensgaard Eriksen på bænken mødte værtsnationen. 

Christian Steensgaard Eriksen, der tirsdag fik fuld spilletid, blev i går indskiftet efter 52 minutter i opgøret, der endte 0-0. Efter slutfløjtet skulle holdene ud i en straffesparkskonkurrence, som Belgien vandt. Dermed tog sidstnævnte to point med fra kampen, mens Danmark fik et enkelt point - det første til danskerne i turneringen. 

Danmark spiller tredje og sidste kamp ved turneringen lørdag mod Sverige. 

Christian Steensgaard Eriksen er inden lørdagskampen noteret for fire optrædener for U/16 Future-landsholdet.

Future-landshold er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.  

'