AaB sælger Hiljemark til IF Elfsborg

16. april 2024 kl. 14:00 af Brian Andersen

Oscar Hiljemark overtog i marts 2023 permanent cheftrænerposten i AaB, og i alt har den 31-årige svensker stået i spidsen for AaB i 45 officielle kampe.

Forinden havde han siden sit karrierestop som spiller i sommeren 2021 haft rollen som assistenttræner i AaB. Oscar Hiljemark kom til AaB fra Dynamo Moskva.

Det var i netop IF Elfsborg, at Oscar Hiljemark fik sit gennembrud som spiller og var med til at vinde det svenske mesterskab i 2012.

For AaB blev det til 11 officielle kampe og en enkelt scoring, inden overgangen til trænerrollen.

Sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Vi forlængede i maj 2023 aftalen med Oscar Hiljemark, fordi vi ser ham som et stort trænertalent, og det er kun naturligt, at der især i Sverige har været opmærksomhed omkring Oscars udvikling og trænerkvaliteter.

- Oscar overtog rollen på et særdeles kritisk tidspunkt, men alligevel var vi få marginaler fra at redde os i sidste sæson. I denne sæsons 25 ligakampe har Oscar resultatmæssigt sammen med den øvrige stab og spillertruppen til fulde løst opgaven med en flot pointhøst, og vi er tilfredse med, hvor vi står i dag, fortæller Ole Jan Kappmeier.

- Derfor havde vi heller ikke forestillet os, at vi skulle skifte cheftræner nu, men efter Elfsborgs henvendelse og Oscars ønske er vi efterfølgende blevet enige om betingelserne om en transfer, hvorfor vi har valgt at indgå en aftale, forklarer Ole Jan Kappmeier.

- Vi vil gerne takke Oscar for en dedikeret indsats for AaB, og vi ønsker ham det allerbedste fremover. Samtidig er vi trygge ved, at vores dygtige assistenttræner Mathias Haugaasen foreløbig står i spidsen for holdet, ligesom vi naturligvis har igangsæt processen omkring en rekruttering af ny cheftræner, slutter Ole Jan Kappmeier.

Oscar Hiljemark supplerer:

- Selvom jeg har haft tre et halvt meget omskiftelige år i AaB og Aalborg, så har familien og jeg været enormt glade for at være her.

- Vi kom til Aalborg, mens Covid-19 var på sit højeste (oktober 2020, red.), og dernæst skete mit karrierestop som spiller, inden jeg så blev først assistenttræner og siden cheftræner, og jeg vil være evigt taknemmelig for, at AaB på den måde hjalp mig videre og gav mig chancen som træner, siger Oscar Hiljemark.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg har store ambitioner og ønsker at kæmpe med om titler og spille i Europa, og den del kan min nye klub tilbyde mig med det samme, og jeg synes, at jeg efterlader AaB et godt sted, tilføjer Oscar Hiljemark.

- Jeg vil takke fansene for opbakningen og takke spillerne, staben og alle i AaB for en intens og lærerig periode sammen, og jeg vil altid følge klubben tæt, lyder det fra Oscar Hiljemark.

Som nævnt vil assistenttræner Mathias Haugaasen indtil videre varetage cheftrænerrollen.

Tags på denne nyhed

Abonnenter kan hente billet til AaB-FC Fredericia

16. april 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Billetsalget er i forvejen i gang til AaB-Kolding I.F. på søndag og AaB-Hobro I.K. 5. maj på www.billet.aabsport.dk, og på torsdag kl. 10.00 kan du også købe billetter til sæsonens næstsidste hjemmekamp, der spilles fredag 17. maj kl. 19.00 mod FC Fredericia. 

Indtil torsdag kl. 10.00 har vores billetabonnenter førsteret på billetter til kampen mod FC Fredericia. 

Sådan henter du billet med et billetabonnement:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk
  2. Vælg AaB-FC Fredericia
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen.

Køb et billetabonnement
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer, før det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Priserne på billetabonnementet kan ses neden for, og det er et billigere alternativ til sæsonkortabonnementet. 

Bliv billetabonnent eller sæsonkortabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Er du sæsonkortabonnent er du automatisk sikret billet til kampene og skal ikke trække en billet via www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Sejr, nederlag og pointdeling for AaB Akademiet

15. april 2024 kl. 10:09 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Randers Freja FC 5-2

Lørdag løb vores U/19 Ligamandskab ind i et stort nederlag på udebane mod Randers Freja FC.

Efter en god start på kampen og en stor AaB-mulighed efter et kvarters tid bragte det lyseblå hjemmehold sig foran i 24. minut. Herfra gik det stærkt for Randers Freja FC, der hurtigt scorede yderligere to gange. Vores U/19-mandskab fik herefter rettet lidt til og skabt et par muligheder, men lige inden pausen udbyggede hjemmeholdet til en pausestilling på 4-0. 

Udtrykket blev meget bedre efter pausen, og i 71. minut reducerede Nikola Stojanovic til 4-1 på et straffespark, men ti minutter før tid kom Randers Freja FC igen på tavlen.

I tillægstiden fik Bertram Østergaard så pyntet på resultatet, da han reducerede til cifrene 5-2.

- Overordnet fortjente Randers at vinde. De kom frem til flere store chancer end os og var i begge ender af banen skarpere, end vi var. Vi fik ellers en god start og en stor mulighed, som vi burde have udnyttet til at bringe os i front, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands. 

- Da vi var bagud med fire mål i pausen, måtte vi reparere yderligere, end vi allerede havde gjort efter 3-0-målet. Anden halvleg blev også meget bedre, og vi kunne have scoret flere gange, men Randers vandt som sagt fortjent kampen, siger U/19 Ligatræneren. 

I U/19 Ligaen ligger vi på 13. pladsen med 13 point efter 19 kampe. Næste ligaopgør spilles på lørdag hjemme mod AGF kl. 13.00.

U/17: Randers Freja FC-AaB 0-3

Bedre gik det for vores U/17 Ligahold, der lørdag også gæstede Randers Freja FC og kunne tage hjem igen med en sejr på 3-0.

Allerede efter to minutter udnyttede Benjamin Pihl Jørgensen en friløber efter oplæg fra Valdemar Rubæk Vestergaard til at bringe gæsterne foran med 1-0. 

Herefter overtog hjemmeholdet taktstokken og kom til flere chancer, som Bertil Grønkjær og forsvaret tog sig godt af. Efter en god start på anden halvleg udbyggede Valdemar Møller til 2-0 i 53. minut efter et flot opspil, og Georg Ejsing scorede også flot til slutresultatet 3-0 efter endnu et velspillet angreb i 58 minut. 

- Det var først og fremmest dejligt at vinde igen. Vi fik en rigtig god start og burde også have været større foran i begyndelsen, men som første halvleg skred frem, tillod vi for mange chancer imod os. Det blev rettet til i pausen, og i anden halvleg var vi defensivt aggressive og fremadrettet uden bold, ligesom vi havde ønsker, og vi holdt Randers fra afslutninger efter pausen, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen. 

- Vores to mål efter pausen var også to virkelig, virkelig flotte mål lige efter drejebogen, og sejren kunne også have været større. Jeg vil også rose vores indhoppere, som kom ind og gjorde en positiv forskel, siger Theis Larsen.

U/17 Ligaholdet ligger efter sejren på sjettepladsen med 31 point efter 17 kampe. Næste kamp venter allerede på onsdag på udebane mod FC Nordsjælland, der indtager tredjepladsen med 33 point.

U/15: Randers Freja FC-AaB 1-1

For U/15 Ligaholdet bød weekendens besøg i Randers på to point efter en remis og dernæst en sejr i straffesparkskonkurrencen.

Efter en jævnbyrdig og målløs første halvleg åbnede Randers Freja FC scoringen tidligt i anden halvleg på en dødbold, men blot en håndfuld minutter senere førte et flot AaB-angreb til en scoring af Saalman Cabdi Hassan.

Trods et Randers-pres i slutminutterne sluttede opgøret 1-1, og dermed skulle pointene fordeles efter en straffesparkskonkurrence.

Her scorede AaB-mandskabet på alle fem spark, mens hjemmeholdet missede et enkelt forsøg, og dermed kunne vores U/15 Ligahold tage hjem med to point.

Vores U/15 Ligahold ligger nu på femtepladsen med 32 point efter 17 kampe og to point op til tredjepladsen. På onsdag tager også U/15 Ligaholdet en tur til Farum for at møde Farum Boldklub, der er FC Nordsjællands U/15 Ligamandskab.

Tags på denne nyhed

Eriksen startede inde mod Sverige

14. april 2024 kl. 14:07 af Rasmus Estrup

Christian Steensgaard Eriksen (nr. 18 på billedet) fra AaB Akademiet spillede i går sin femte U/16 Future-landskamp, da han ved miniturneringen i Belgien startede inde mod Sverige i den tredje og sidste kamp for danskerne. 

Ligesom i første kamp mod Holland var Christian Steensgaard Eriksen igen i går i startopstillingen. Efter 0-0 ved pausen kom svenskerne foran efter 55 minutter, men kort tid efter udlignede danskerne til 1-1 på et straffespark. 

Christian Steensgaard Eriksen blev udskiftet efter 67 minutter, og ved slutfløjt var stillingen fortsat 1-1. Derfor skulle opgøret afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor Sverige trak det længste strå og vandt 4-3.

Dermed måtte U/16 Future-landsholdet tage hjem fra turneringen i Belgien uden sejre. Future-landshold er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang. 

AaB TV: Hobro I.K.-AaB 2-1

13. april 2024 kl. 07:13 af Rasmus Estrup

Fredag aftens visit på DS Arena endte med et nederlag på 2-1 mod Hobro I.K. I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af kampen. 

Gennem første halvleg skabte vi de største chancer, og både Diego Caballo, Melker Widell, Malthe Højholt og Mathias Jørgensen blev sat op til gode afslutningsmuligheder, men målene udeblev, og i modsatte ende havde hjemmeholdet et par forbiere samt et par blokerede skud. 

Anden halvleg var langt hen ad vejen uden store chancer, men i 87. minut førte et længere AaB-pres til et føringsmål af Jubril Adedeji, der samlede op på en ripost fra Mathias Jørgensens afslutning og med sit første AaB-mål gjorde det til 1-0 foran de 1.300 medrejsende AaB-fans i det udsolgte udebaneafsnit. 

Glæden var dog ganske kort for de mange rød-hvide fans, for i tillægstiden udlignede hjemmeholdet til 1-1. En misforståelse i AaB-defensiven førte til en friløber til Hobro I.K. Rody de Boer reddede i første omgang, men returbolden havnede hos Mathias Kristensen som fra distancen sparkede 1-1-scoringen i nettet bag den hollandske AaB-målmand. 

Herefter kom vi frem til et par muligheder, inden Hobro I.K. snuppede sejren med scoringen til 2-1, der kom efter et indlæg, som Frederik Christensen headede i kassen fra tæt hold. 

Trods nederlaget ligger vi fortsat på førstepladsen i NordicBet Ligaen med 55 point, hvilket er tre point flere end Sønderjyske på andenpladsen og 17 flere end FC Fredericia på tredjepladsen. De to klubber mødes på søndag. 

Vores næste kamp spilles søndag 21. april kl. 15.00 mod Kolding I.F. på Aalborg Portland Park. Du kan købe billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed
'