Bakiz før topkamp: Bliver fantastisk

14. september 2023 kl. 14:21 af Rasmus Estrup

Efter en sæsonstart med i alt otte sejre og to uafgjorte i sæsonens første ti kampe i Oddset Pokalen og NordicBet Ligaen spiller AaB i morgen topkamp på udebane mod Sønderjyske kl. 19.00.

Mens AaB topper NordicBet Ligaen inden runden med 20 point ligger Sønderjyske på andenpladsen med 17 point.

- Det bliver fantastisk. Det er rigtig fedt at skule spille topkamp, og jeg håber, at en masse AaB-fans vil tage turen til Sønderjylland, så vi kan få en fed stemning og god hjælp til at få de tre point med hjem, siger Younes Bakiz og fortsætter:

- Vi ved, at Sønderjyske er stærke på omstillinger især, så det vi skal have styr på. Får vi det, er jeg også sikker på, at vi offensivt selv får skabt nok chancer til at tage tre point med hjem.

I sæsonpremieren løb Younes Bakiz ind i en skade, men de seneste fire kampe har offensivspilleren været tilbage på grønsværen med tre indhop og en startplads.

- Jeg er kommet hurtigere tilbage, end vi havde regnet med, og jeg har ikke kunnet mærke noget til skaden hverken under kampene eller bagefter, så det går godt, siger Younes Bakiz, der har hilst sidste uges landskampspause hjerteligt velkommen.

- For eget vedkommende kom landskampspausen på et rigtig godt tidspunkt. Jeg nåede lige at få lidt spilletid inden og få hul på bylden scoringsmæssigt, og så har jeg kunnet bygge yderligere på nu her. Jeg føler, at jeg er ved at være, hvor jeg gerne vil, og jeg er klar til at tage endnu mere ansvar, forklarer Younes Bakiz.

Mens han sad uden for, kunne Younes Bakiz se AaB-holdet gå ubesejret gennem kampene, og i de fire optrædener, han fik inden landskampspausen, hentede AaB fire sejre.

- Det er altid sjovest at spille fodbold, når man vinder, og selvfølgelig er vi glade for den pointhøst, vi har haft, men vi er ikke tilfredse. Vi skal blive ved med at jagte og blive ved med at være sultne efter mere, slutter Younes Bakiz.

Kampen i morgen spilles kl. 19.00 på Sydbank Park, og du kan se, hvordan du kan støtte Hele Nordjyllands Hold her.

Har du ikke mulighed for at se kampen i Haderslev, kan opgøret følges på Viaplay.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Syv AaB-mål i Haderslev

14. september 2023 kl. 11:14 af Rasmus Estrup

I morgen kl. 19.00 gæster AaB Sønderjyske, der ligger på andenpladsen i NordicBet Ligaen. 

Inden fredagsopgøret på Sydbank Park kan du i denne video få et gensyn med vores to seneste besøg i Haderslev, der begge blev spillet i 2021. 

Her vandt AaB først 4-0 i foråret, inden det i efteråret blev til en sejr på 3-1.

Se her, hvordan du kan støtte Hele Nordjyllands Hold i udekampen morgen. Har man ikke mulighed for at tage turen til Haderslev, kan kampen ses på Viaplay. 

Tags på denne nyhed

Point i U/19 Ligaen

14. september 2023 kl. 09:44 af Rasmus Estrup

I onsdagens hjemmekamp på Hornevej mod Randers Freja FC kom AaB’s U/19 Ligamandskab bedst fra start med et føringsmål efter 20 minutter. Nikolai Veilbæk Andersen bragte nordjyderne i front, da Mads Mochau opsnappede en randrusiansk fejlaflevering og sendte bolden videre til Nikolai Veilbæk Andersen, som fandt vej til netmaskerne.

Blot fire minutter efter udlignede Randers Freja FC til 1-1, og inden pausen blev AaB ramt af en udvisning til Noel Atli Arnorsson, der fik direkte rødt.

Efter pausen fightede AaB’s ti spillere for at holde gæsterne fra store chancer, og det lykkedes med en stærk forsvarspræstation. Randers Freja FC fik godt nok bolden i nettet en enkelt gang, men der blev vinket for offside. I modsatte ende tilspillede AaB sig et par store chancer, men de var uden gevinst, og dermed endte kampen 1-1.

Alle uafgjorte kampe i U/19 Ligaen, U/17 Ligaen og U/15 Ligaen skal afgøres efter en straffesparkskonkurrence, hvor vinderen tager to point, mens taberen får et enkelt. Og her måtte AaB nøjes med et point efter to misbrugte forsøg.

- Mens vi spillede 11 mod 11 var det en jævnbyrdig kamp, hvor jeg synes, at vi var bedst på bolden, og man kunne i flere sekvenser se vores spillemæssige kvalitet. De sidste 55 minutter fik vi rig mulighed for at træne forsvaret af vores eget felt, som vi efter de første kampe har haft brug for at dygtiggøre. Det gjorde vi rigtig stærkt, og vi holdt reelt Randers fra scoringsmuligheder, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen. 

- Samtidig skabte vi i undertal to store muligheder for at afgøre kampen. Så selvom det på papiret kun blev til et point, fik vi den positive oplevelse, som vi har hungret efter, og vi fik vist, at vi er blevet dygtigere i forsvarsspillet, samtidig med at vi på bolden var modige til at lede efter de rigtige gennembrudsmuligheder, selvom vi var i undertal, siger Lars Noer Madsen. 

AaB’s næste kamp i U/19 Ligaen spilles først 7. oktober på udebane mod Sønderjyske. 

Tags på denne nyhed

AaB spiller i klubdragten i Haderslev

13. september 2023 kl. 20:38 af Rasmus Estrup

Fredag kl. 19.00 spiller AaB på udebane mod Sønderjyske i niende runde af NordicBet Ligaen, og når AaB træder ind på Sydbank Park i Haderslev er det iført den rød-hvide klubdragt fra Macron. 

Hver gang det er muligt, spiller AaB i klubdragten, som i denne sæson er en hyldest til fan- og stadionsangen “Som Ramt af Lynet”. Derfor tager klubdragtens rød-hvide striber i denne sæson form af lyn, som reference til sangen, der synges før hver hjemmekamp på Aalborg Portland Park. 

Klubtrøjen er skabt i et tæt samarbejde mellem AaB og Macron, og dragterne er både designet og produceret ved Macrons hovedkontor i Bologna.

Alle AaB's spillersæt er skabt i det miljøvenlige, lette og åndbare Eco-Softlock-materiale, der er produceret af 100% genanvendt plastic. Eco-Softlock er certificeret af Global Recycled Standard, den vigtigste internationale standard for bæredygtig produktion af tøj og tekstiler.

Køb AaB’s klubdragt på www.aabshoppen.dk.

Se her, hvordan du kan støtte AaB i Haderslev fredag, og har du ikke mulighed for at følge kampen på Sydbank park, kan opgøret ses på Viaplay. 

Tags på denne nyhed

Mekoprint bliver første guldpartner for AaB Akademiet

13. september 2023 kl. 14:45 af Rasmus Estrup

Mekoprint er en meget værdibaseret industrikoncern med flere end 750 medarbejdere, og den højteknologiske produktionsvirksomhed, der har hovedsæde i Støvring, har nu indgået et toårigt guldpartnerskab med AaB Akademiet.  

- I Mekoprint vil vi gerne bakke op om AaB Akademiet, som går forrest i forhold til at lave inspirerende og langsigtet talentudvikling i samarbejde med mange klubber i Nordjylland. Og netop udvikling af unges talenter er også i fokus hos Mekoprint. Vores mål er at være de bedste til at udvikle unge mennesker og forberede dem mest muligt til spændende og krævende karrierer inden for højteknologisk udvikling og produktion, siger direktør Anders Kold, der er barnebarn af Erland Kold, som stiftede Mekoprint efter opkøbet af Aalborg Kliché- og Metalskiltefabrik i 1954. 

Som guldpartner i AaB Akademiet vil Mekoprint blandt andet få LED-eksponering på Aalborg Portland Park, videoeksponering, et kampsponsorat for AaB Akademiets ældste mandskaber samt billet-, hospitality- og arrangementsmuligheder i AaB-regi.

Tags på denne nyhed
'