AaB har for resten af sæsonen lejet den ghanesiske offensivspiller Emmanuel Toku. I aftalen imellem den belgiske klub Oud-Heverlee Leuven og AaB indgår også en købsoption.
Emmanuel Toku var i perioden 2019-2021 en profil hos Fremad Amager, hvor han i den næstbedste fodboldrække bidrog med 12 scoringer og seks assists i 39 officielle kampe, før han rejste til Botev Plovdiv i Bulgarien.
I det bulgarske opnåede Emmanuel Toku 70 officielle kampe, otte scoringer og seks assists, inden han i januar 2023 blev solgt til belgisk fodbold.
I landsholdssammenhæng står Emmanuel Toku noteret for 12 ungdomslandskampe for Ghana.
AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:
- Emmanuel Toku er en spændende offensiv profil, der kan spille både på kanten og som otter og tier.
- Lige nu mangler han kamptræning, men han er både driblestærk, er en skudtrussel og har fart, og så er han også en glimrende presspiller, hvorfor vi har tiltro til, at han kan bidrage, så vi forhåbentlig kan fortsætte vores gode start på sæsonen, siger Ole Jan Kappmeier.
23-årige Emmanuel Toku ser frem til igen at vise sig frem i dansk fodbold:
- Da jeg blev præsenteret for muligheden for at komme til AaB, sagde jeg ja med det samme. AaB er en stor klub, som jeg gerne vil være en del af, og jeg er meget glad for at være her.
- Jeg kender NordicBet Ligaen fra min tid i Fremad Amager og ved, at det er en god liga med svære modstandere, men jeg håber på at kunne bidrage til, at vi vinder en masse kampe og forhåbentlig rykker op i landets bedste række, lyder det fra Emmanuel Toku.
Emmanuel Toku får trøje nummer 17 i AaB.