Abonnenter kan hente billet til AaB-FC Helsingør

9. oktober 2023 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

AaB's billetabonnenter har nu 48 timers førsteret til at hente billet til hjemmekampen mod FC Helsingør, der spilles søndag 5. november kl. 15.00. 

På onsdag kl. 12.00 åbner billetsalget til kampen for alle på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan gøre som flere end 9.500 andre AaB-fans og købe billet til AaBø's næste hjemmekamp, der spilles søndag 22. oktober mod B.93. 

Er du sæsonkortholder, har du automatisk adgang til kampene med dit sæsonkort og skal ikke hente en billet. 

Sådan henter du billet med et billetabonnement:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk
  2. Vælg AaB-FC Helsingør
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen.

Køb et billetabonnement
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer før, det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Priserne på billetabonnementet kan ses nedenfor, og er et billigere alternativ til sæsonkortabonnementet. Bliv billetabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

AaB-sejre i U/17 og U/15 Ligaen

9. oktober 2023 kl. 08:21 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: Sønderjyske-AaB 0-3
AaB’s U/17 Ligamandskab fortsatte i weekenden de sejrsgivende takter, da holdet gæstede Sønderjyske.

I begyndelsen af opgøret sad AaB på spillet, men flere pasningsfejl gav omstillingsmuligheder til hjemmeholdet, der dog ikke udnyttede disse.

I stedet slog AaB til efter 20 minutter, da Johan Hvistendahl efter et godt gennembrud på kanten fandt Marcus Emil Sørensen, som sikker sendte læderet i nettet til en nordjysk 1-0-føring.

Denne blev fordoblet fem minutter før pausen, da Bertram Peter Skovgaard steg til vejrs ved bagerste stolpe og headede et indlæg fra Valdemar Møller Damgaard i kassen til pauseføringen 2-0.

Ti minutter før tid lukkede Victor Fjeldgaard endegyldigt kampen, da han efter et højt genpres af Georg Ejsing gjorde det til slutresultatet 3-0.

- De første ti minutter af kampen var spillet lidt for jævnbyrdigt, men derefter satte vi os på spillet og leverede en god og meget solid kamp, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen. 

- Vi formåede at holde et højt tempo hele kampen, og kunne sagtens have scoret et eller to mål mere. Så det er glædeligt, at vi både holdt nullet og sikrede os en komfortabel sejr, siger U/17 Ligatræneren. 

AaB’s U/17 Ligahold står efter syv kampe med 18 point, og spiller sin næste kamp lørdag 7. oktober på udebane mod Lyngby Boldklub.

U/15 Ligaen: Sønderjyske-AaB 2-3
Også AaB’s U/15 Ligahold kunne tage hjem fra weekendens besøg i det sønderjyske med en sejr.

Det var ellers hjemmeholdet, der efter fem minutter kom på 1-0, men 33 minutter inde i kampen sparkede Magnus Bek et kantfrispark ind til Daryosh Popalzai, som udlignede til pausestillingen 1-1.

Ti minutter efter pausen slog Søderjyske til på en omstilling med målet til 2-1, men midtvejs i anden halvleg scorede Abdinasir Abdullahi til 2-2, da han fulgte op på en returbold i forlængelse af Daryosh Popalzais hovedstød på stolpen.

Minuttet senere kom AaB’s sejrsmål, da Saalman Cabdi Hassans indlæg fandt Christian Steensgaard Eriksen, som afgjorde opgøret med 3-2-scoringen.

AaB’s U/15 Ligahold står efter seks kampe med 12 point og spiller på onsdag på udebane mod FC Midtjylland.

Tags på denne nyhed

Flere end 9.500 har billet til AaB-B.93

8. oktober 2023 kl. 19:34 af Rasmus Estrup

Om to uger tager AaB hjemme på Aalborg Portland Park imod B.93 i næste runde af NordicBet Ligaen. Allerede nu har flere end 9.500 AaB-fans sikret sig billet til opgøret, og du kan gøre det samme på www.billet.aabsport.dk. 

Til kampen holder AaB i samarbejde med Macron, Arbejdernes Landsbank og Faxe Kondi Partnerklubbernes Dag for at hylde AaB's flere end 100 nordjyske partnerklubber, og tidligere på ugen blev 3F Tribunen udsolgt. 

Samtidig blev der frigivet pladser med begrænset udsyn på Complea Tribunen.

Kampstart søndag 22. oktober er kl. 15.00, men allerede fra kl. 12.30 vil der være masser af aktiviteter i fanzonen. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: James Gow er teknisk chef i AaB

8. oktober 2023 kl. 08:29 af Rasmus Estrup

1. juni begyndte James Gow som teknisk chef i AaB. Tidligere har englænderen været ansat i 13 år hos Liverpool FC med fokus på talentudvikling.

Hos Liverpool FC nåede han eksempelvis at være cheftræner for et internationalt akademi i Kina, inden han fra 2016 til 2020 var akademichef for Liverpool FC’s internationale akademi i New South Wales i Australien.

Siden har han blandt andet været teknisk direktør i Al Jazira Sports Clubs akademi i Abu Dhabi.

I dette interview med både James Gow og sportsdirektør Ole Jan Kappmeier kan du blive klogere på James' rolle og arbejdsopgaver som teknisk chef i AaB.

Tags på denne nyhed

Ross er udtaget til U/21-landsholdet

7. oktober 2023 kl. 12:18 af Rasmus Estrup

U/21-landstræner Steffen Højer har i dag efterudtaget Oliver Ross til U/21-landsholdet, der står foran en EM-kvalifikationskamp på udebane mod Tjekkiet. 

Dermed er både Oliver Ross og Sebastian Otoa samlet med den resterende U/21-landsholdstrup i denne landsholdstermin. 

Det er Oliver Ross' første udtagelse til U/21-landsholdet. Den 18-årige AaB-spiller har hidtil spillet i alt 19 ungdomslandskampe for Danmark fra U/17- til U/20-landsholdet. I de 19 optrædener i nationaldragten er det blevet til seks scoringer. 

EM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet spilles 17. oktober. 

Tags på denne nyhed
'